Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

De sidste store hedenske forfattere


Portræt af Juvenal fra engelsk udgave fra 1763. © Scanpix

Tacitus og Juvenal blev, i alt fald i første omgang, de sidste store hedenske forfattere, og man antager, at Hadrian og de toneangivende i hans samtid har fundet Juvenals retoriske og Seneca-påvirkede satire bastant og gammeldags. Hedensk litteratur taber pusten, mister blod, trækker sig tilbage. Vel bliver ”tidens laster”, vitia saeculi, analyseret og angrebet i tiden herefter, men nu svinges svøben af kristne forfattere.

Og så indtræffer der dog tre hundrede år senere, altså i det sene 300-tal, en hedensk litterær renæssance for både den høje prosa og den store poesi, med skarpt profilerede forfattere som Ammianus Marcellinus og Claudianus, som begge kender Juvenal godt. Både Ammián, Tacitus’ viderefører, den sidste store romerske historiker, og Claudián, Juvenals lærling, den sidste store hedenske digter, var oprindelig græsktalende. De kom til Italien fra henholdsvis Syrien og Ægypten – typisk for de nye, globaliserede tider. 

Anno 568 gik Det Vestromerske Rige under, idet longobarderne trængte ind i Italien.

I middelalderen blev Juvenal skoleforfatter, talrige af hans opbyggelige guldkorn indgår i tidens moralske citatsamlinger (florilegia), og i Roman de la rose (o. 1280) er der lånt hustrufjendske udfald fra Juvenal 6. Middelalderen havde øre for den forkyndende Juvenalis declámans og samtidig for den Juvenalis éthicus, der hylder forsyn, samvittighed og mod, altså providentia, conscientia og virtus.

I en stor del af Juvenals levetid hed kejseren Trajan (kejser, 98-117 e.v.t.). Han ekspanderede Romerriget og efterlod sig en stort mindesmærke over sine krigssejre. Dette mindesmærke, Trajansøjlen, kan man i dag se i Rom. Den er 35 m. høj, og hele vejen til toppen løber en stribe med en slags tegneserie om Trajans krigssejre. © Bridgeman

Nok dæmpes tonen i Juvenals satirer fra og med den tiende, men blid bliver den aldrig. Juvenal er fra først til sidst den mørke maner med det bistre blik. Da Edmund Burke, konservatismens store ideolog, kort før de amerikanske stater udsendte deres uafhængighedserklæring, i Parlamentet ville advare sine britiske landsmænd mod at gå tyrannisk frem derovre, udtalte han, med en oversættelse af Juvenal 8.124 spoliatis arma supérsunt (ordret: for de udplyndrede er der våben tilbage), ”beggared, they still have weapons” (On Conciliation with the Colonies, 22.3.1775).