Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Juvenal 3: En udvandrers afskedssalut til Rom


Juvenal 3 om Roms ufremkommelighed, både trafikalt og socialt, og stadens store farlighed ved nat og dag er en ildfuld udformning af de bykritiske temaer, som studenterne blev trænet i på Roms ”universiteter”, retorskolerne, og som vi allerede for adskilliges vedkommende kender fra Horats (ikke mindst satire 2.6) og Martial (fx 12.57). Men her er det hele set gennem et offers øjne.

Illustration til 3. satire fra 1660. Mon ikke det er Juvenal og Umbricius, der ses talende i forgrunden med Roms bymur bagerst i billedet? © Scanpix
 
Satiren har form af en lang monolog, indsat i en ramme. Monologen fremsiges til digteren af hans ven Umbricius, som nu bryder op fra Rom for at flytte ned til Cumae. Det gammeldags provinsliv afmales i idylliske farver (3.168ff.). Umbricius hader Rom, og kan således ikke slås i hartkorn med Juvenal, som, så vidt vi kan se af andre satirer, både hader og elsker byen, heri ikke ulig sin ven Martial. Men hadet fyrer op under Umbricius, og allerede i linje 60 henvender han sig, ikke til sin ven, men til Quirítes, dvs. hele det romerske folk!

Den ide ”at finde sig et arbejde” falder ikke Umbricius ind. Den herskende mentalitet tilsiger nemlig, at lønarbejde er vanærende for en fri mand – man er jo dog hverken slave eller frigiven! Man må udsøge sig ”et stort hus” og knytte sig til dets herre som klient, som ”ven”. ”Hvad skal en fattig mand gøre, som ikke har mulighed for at være klient?” (Martial 10.10.11). Men problemet er ifølge Umbricius, at alle disse skide indvandrere hugger pladsen fra os ægte romere, os der fra små har inddrukket luften over Aventinerhøjen og levet af olivenolie ude fra de seje sabineres land, og ikke af importerede blommer og figner!

Juvenal lader sin klemte hovedperson Umbricius ækles ved strømmen fra Østen, hvori han indbefatter grækerne (3.61ff.), hvad der under en synsvinkel er logisk nok, eftersom Alexander den Store (levede 356-323) sprogligt og kulturelt, efter bedste evne, havde gjort Østen græsk. 

Også under en anden vinkel er det logisk: Alexander-riget var efter den unge herskers død blevet opsplittet i Det Makedonske Rige (heri indbefattet Hellas), det enorme Seleukide-rige (Lilleasien, Syrien o.a.) og Ptolemæerriget (Ægypten), som nu alle var underlagt Rom. Men hvis man betænker, at romersk kultur og litteratur gennem tre hundrede år – fra Ciceros tid frem til o. 250 – satte en ære i at være ægte tosproget: græsk-romersk, så må det dog alligevel siges at være kulturhistorisk højst bemærkelsesværdigt, at digtet foran os indtager et standpunkt, for hvilket græker og barbar i et vist omfang er et og det samme.

Kejser Hadrian (kejser fra 117-138 e.v.t.) kaldes philhellensk, elsker af alt græsk. Det ses bl.a. ved, at han på denne buste er fremstillet med skæg, som grækere, men ikke rigtige romere bar. Da Hadrian overtog magten, havde Romerriget nået sin største udstrækning, og i stedet for at udvide riget sikrede Hadrian nogle af grænserne, fx med Hadrians mur i det nordlige England. Buste 117-138. © Ny Carlsberg Glyptotek
 
Omtrent samtidig med digtets fremkomst overtages kejsermagten af Hadrian, Roms mest filhellenske kejser, som renoverede staden Athen til ny glans. Hadrian rejste rundt i riget ledsaget af sin østlige elskede, ynglingen Antínoos fra Bithynien – altså en barbar – som ved sin død blev ophøjet til gud af kejseren, hvorfor der findes statuer af hans melankolske dejlighed på alverdens antikmuseer.

Orientalisme

Med sine udfald mod syrerne, hvis flod Orontes ifølge Umbricius har tilsvinet Tiberen, og mod ”den hundesultne grækersnude”, Graeculus esúriens, er Juvenal 3 et heftigt udtryk for østfrygt og østfascination, altså den holdning, der i vor tid kaldes orientalisme, en term, som Edward Said satte i vældigt omløb med sin inciterende, men også ensidige og misvisende bog Orientalism (1978). Said fokuserer på perioden fra Napoleons besættelse af Ægypten og frem til vore dage, men er på det rene med, at der findes orientalisme også hos græsk-romerske forfattere, blandt hvem Herodot, som vel at mærke var en tilbeder af Ægypten, nævnes.


Romernes ambivalente forhold til grækerne og deres kultur

Grækerne, disse komedianter, disse kamæleoner, disse vellystninge – som dog beklageligvis er talentfulde universalkunstnere! Sådan ser Umbricius på verden. Noget i satirerne er beskrivelse, noget er i højere grad analyse. I et stærkt stykke psykologisk analyse hedder det her om grækernes nationalkarakter, at de alle over en bank spiller komedie, natio comoeda est (100), hvad der så til gengæld har den virkning, at selv den mest realistiske skuespilkunst ikke imponerer grækere. 

Her som ellers er romernes forhold til deres samtids grækere kompleksfyldt og ambivalent. Det var den ambivalens, der havde så stærkt et tag i Nero, som vi så hos Tacitus  (Annales 15.33). Romerne var som folk delt eller ligefrem splittet mellem Hellas og Rom, mellem kultur og karakter. En eller flere sider af denne dobbelte og urolige indstilling hos romerne har vist sig i hvert eneste af denne bogs afsnit. 

Antinoos (ca. 110-130 e.v.t.) var Kejser Hadrians unge elsker, helt efter græsk skik. Han druknede i Nilen, og Hadrian ophøjede ham derefter til gud og fik lavet mange portrætter af ham. Buste 117-138 e.v.t. © Nationalmuseet

I 6. satire lader Juvenal grækerforagt og kvindebagtalelse gå op i en højere enhed (6.184-199): Overklassedamerne majer sig ud som små grækerinder og fordærver derved deres naturlige skønhed. Det er på mode i society-miljøet at komme med små affekterede udbrud på græsk; men græsk er et sovekammersprog, og det sømmer sig ikke for romerske matrónae at gå rundt og stille sig græske an i det offentlige rum.
Samuel Johnson (1709-1784) har i ”London” omplantet Juvenal 3 til engelske forhold. Et af de berømte udsagn i Johnsons digt lyder: ”Slow rises worth by poverty depressed” – et af flere vægtige ekkoer af Juvenals protest mod social uretfærdighed. Denne protest kommer især til orde i den sidste af de passager, der er medtaget nedenfor. Om Juvenals 3. satire hedder det hos en fortolker: ”Dette er det første store by-digt, det første der yder bylivets kompleksitet retfærdighed, og dette har lige siden udgjort dets fascination for forfattere.” (Matthew Hodgart).