Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Borgerkrigen - Fársalos-slaget

Digtets titel

Traditionelt betitles Lucans digt ikke Borgerkrigen, men Pharsália, dvs. Fársalos-slaget. At digteren selv kaldte digtet Farsalia, har man, fejlagtigt, sluttet af 9.985f. Her er Julius Cæsar, under sin jagt på den flygtende Pompejus, standset for at betragte Trojas ruiner. Det er et sørgeligt syn: ”Selv ruinerne er gået til”, Etiam periére ruinae (9.969). Cæsar er lige ved at træde på noget, som en indfødt fremmedfører i sidste øjeblik identificerer som Hektors grav. Vi forstår: Det håndgribelige monument forgår og bliver til næsten ingenting; her bryder digteren så ind og belærer Cæsar om digternes rolle:
”[…] de kommende slægter vil læse mig og dig; vores Farsalia vil leve, og af ingen tidsalder vil vi blive fordømt til mørke.”
Det er ordene ”vores Farsalia”, man hæfter sig ved. Isoleret betragtet kan Pharsalia nostra godt forstås som: mit Farsalia – og deraf er den traditionelle titel opstået. Men hvad Lucan mente med ”vores”, var givetvis: det slag ved Farsalos, som du vandt, og som jeg beskrev. De er fælles om det. Derfor skriver han ”vil læse mig og dig”, i stedet for ”vil læse mig og om dig”. Dette kan sammenlignes med Sallusts ord om begivenhedernes beskrivere, scriptores, ved siden af begivenhedernes skabere, auctores.

Lucan ser denne linje for sig: Achilleus, Alexander den Store, Julius Cæsar; og i de umiddelbart forudgående vers har han sammenstillet sit værk med Iliaden. Poesiens privilegium er, at den for både den lovpriste og den lovprisende kan skabe en udødelighed, der aldrig bliver til ruiner.

Lucan lader Cæsar sige disse for eftertiden berømte ord om Troja: Etiam periere ruinae, ”selv ruinerne er gået til”. Her har de endda fundet vej til et samlerkort, der har fulgt med en pakke kakaopulver. © Scanpix


Slaget ved Fársalos, 9.8.48 f.v.t.

Hvad enten man nu omtaler digtet som Borgerkrigen eller som Farsalia, er og bliver dets hovedsag det, som ifølge digtet er verdenshistoriens mest fatale begivenhed: slaget ved Fársalos (latin Farsálus) i det græske landskab Thessalien, 9. august 48 f.v.t. mellem Pompejus og Cæsar (som blev storslået bistået af Marcus Antonius). Hør digtets første linje: 
Bella per Emathios plus quam civilia campos, ”Krige, mere end borgerkrige, hen over de thessaliske sletter […]”.

Grunden til, at krigen karakteriseres som ”mere end en borgerkrig” er, at Cæsar var/havde været svigerfar til Pompejus, som var gift med hans datter Julia, hvad der på den mest monstrøse måde gør det hele til en slægtsfejde. Dette med slægtskabet mellem de to er et stort tema i digtet, som givetvis skal tages yderst alvorligt. Blandt årsagerne til krigsudbruddet anføres udtrykkeligt, at Julia var død i 54 (1.111-120). Så vidt temaet og titlen. Men man kommer ikke uden om, at Farsalia er den titel, hvorunder Lucans epos har været kendt gennem århundreder.


Tre hovedpersoner

Modsat Æneiden har Farsalia, alias Borgerkrigen, ikke én hovedperson, men tre, nemlig Cæsar, Pompejus og, især hen imod slutningen, Cato den Yngre. Vi kender denne trehed af romere fra Ciceros politiske liv.

Cæsar – en sejrende satan

Politikeren og hærføreren Cæsar (100-44 f.v.t.) er her afbildet i en marmorbuste et par årtier (30-20 f.v.t.) efter sin død. © Scanpix

Cæsar er båret af supermenneskets tro på Fortuna, sin uafviselige Lykke. ”Den eneste ledsager, han bryder sig om at have, er Lykken”, sola placet Fortuna comes (Lucan 5.510). Fra mange antikke forfattere kendes anekdoten om, at Cæsar, da hans overfart fra Grækenland til de ventende tropper i Italien træffes af grufulde storme, beroliger den bange styrmand med de ord: ”Du har jo Cæsar og hans Lykke med om bord!” Dette lille optrin udvides af Lucan til et meteorologisk drama, et verdensvejr, hvor Cæsar og elementerne ligger i krig (5.504-702). 

Selv om Lucan vil dæmonisere Cæsar, undlader han i sit epos ikke at skildre den sejrende Cæsar som den storsindede – men også snedige – udøver af den clementia, mildhed, som vi kender både fra Cæsars egne og andres bøger. Men i det stykke, som bringes her på Portalen, fremstår han som en sejrende satan, der vælger at indtage sit morgenmåltid med uhindret udsigt til ligdyngerne (7.792ff).

Pompejus Magnus

Pompejus med tilnavnet Magnus er den mest menneskelige af de tre, han ”står som skyggen af et stort navn [eller: af navnet Magnus]”, stat magni nominis umbra (1.135). 

Pompejus undergår en modning og lutring i løbet af digtet, og med nogen ret har man fortolket ham som en stoisk proficiens, en fremskridt-gørende. Han indgår i smukke scener med sin hustru Cornelia, som han havde ægtet efter Julias død. Ikke tilfældigt indlægger Lucan, i slutningen af 5. sang, et stille møde mellem de to ægtefæller lige efter Cæsars rasende krig mod elementerne. Herved får Pompejus et gyldent skær omkring sig, i markant modsætning til den egomane Cæsar, som til gengæld er den eneste hos Lucan, der for alvor indvikles i erotik, nemlig med Cleopatra i 10. sang. 

Som vi allerede har været inde på, er Pompejus i 7. sang, kort før sit fald, nået til et højt punkt af visdom og resignation; allerede sangens optakt behandler Pompejus den Store med kærlighed. Tragedien er større, når stor værdi styrter dybt.

På Glyptoteket i København står denne flotte marmorbuste af Pompejus (106-48 f.v.t.). Den er en kopi af et portræt i bronze fra 55 f.v.t., der stod i det teater, som Pompejus byggede i Rom. © Ny Carlsberg Glyptotek


Cato fra Utica

Cato, den sidste af de tre, er ude af handlingen mellem 2. og 9. sang, men har givetvis skullet spille en afgørende rolle i de planlagte sange (frem til tolvte). Vi skal se Cato i aktion i et stykke fra 9. sang, han er en titanisk martyr, et overmenneskeligt sandhedsvidne. For en politisk psykolog som Lucan udgør disse tre kombattanter en højst dynamisk trio: fra en fascinerende satan over en ufokuseret ældre statsmand til en frelser.

De tre hovedpersoner:
  • Cæsær – en snedig skurk.
  • Pompejus – en menneskelige statsmanden.
  • Cato – en titanisk martyr og frelser.

Anti-Æneide

Digteren Vergils (70-19 f.v.t.) epos, Aeneiden, handler om, hvordan byen Rom blev grundlagt, og er på den måde et slags romersk nationalepos. Hos romerne var der nemlig en tradition for at skrive eposser om nationalhistoriske begivenheder, og det er også den tradition, Lucans epos er del af, eftersom den har borgerkrigen ml. Cæsar og Pompejus som emne. Romersk mosaik fra 200-tallet e.v.t. af Vergil i selskab med to muser. © Scanpix

Tiende sang, den sidste i Farsalia, er kort og slutter uformidlet. Bl.a. deraf udleder man, at Lucans epos forelå uafsluttet ved digterens død; altså ligesom Æneiden, men Lucans tekst opviser ikke som Vergils uudfyldte halvvers. Meget taler for, at Lucan har planlagt tolv bøger, ligesom Æneiden var i tolv bøger (og ligesom senere Statius’ epos Thebaiden er i tolv bøger). Den både kunstneriske og ideologiske kontrast til Vergil er sigende: Vergils værk hylder det augustæiske fredsrige, som foregribes med Laviniums grundlæggelse. Vergil begynder, idet han som epiker er optaget af udspring og skæbneforløb, Æneiden sådan her (prosaisk gengivet):
Våben og mand besynger jeg – den mand, der som den første, drevet på flugt af skæbnen (fatum), kom fra Trojas kyster til Italien og Laviniums strande.
Æneiden slutter dog ikke med grundlæggelsen, men med Turnus’, modstanderens, død. Lucans værk er en anti-Æneide, som begræder, ja, forbander monarkiet. Fra det største til det mindste spejler Borgerkrigen på firs års afstand Æneiden, og så er sagen alligevel den, at Lucan griber meget længere tilbage i det romerske epos’ historie: Som i Ennius’ Annales, altså Årbøger, fortælles der i høj grad år for år, og emnet er den (næsten) samtidige historie, ligesom det var hos Ennius og før ham i Nævius’ Den Puniske Krig.

Men Borgerkrigen er blevet, som den er, ved hjælp af endnu flere brud, og ligefrem et anti-epos er digtet derved, at guderne er afskaffet som med- og modspillere til de menneskelige aktører, hvilket er et formidabelt brud på de genrelove, som epikerne overholder både før og efter Lucan. 

Vi ser ikke agerende guder hos Lucan, men vi hører teologisk eftertanke, bl.a. om fortuna, tilfælde, og fatum, skæbne, og facit af disse refleksioner er, at stoicismen må strække våben foran netop disse begivenheder, som tyder på, at skæbnen er misundelig, guderne blodtørstige og forsynet grusomt; og så må alt forekomme absurd, og universet tømt for mening. Sådanne overvejelser anstiller digteren.

Cæsar var allerede i 54 f.v.t. så magtfuld og pengestærk, at han kunne påbegynde opførelsen af sit eget forum, Forum Julium, i forlængelse af Forum Romanum, der var den centrale plads for det politiske liv i Rom. I 46 f.v.t. blev templet på Cæsars forum indviet, men hele forummet blev først færdiggjort af Augustus i 29 f.v.t. Her ses ruinerne, som de ser ud, hvis man tager til Rom i dag. © Klassisk arkæologisk billedsamling

Af andre elementer, som ikke er beretning af begivenheder, rummer Lukans epos udforskning af krigens årsager, som hos de store pragmatiske historikere, men med inddragelse af begreber fra den stoiske filosofi (1.67-182). Desuden er der de såkaldte beskrivelser med geografi, zoologi og anden moderne videnskab; noget af dette sidste er hentet fra hans onkel Senecas værk Naturvidenskabelige Problemer. Et berømt eksempel på en sådan beskrivelse findes i 7.825-846, hvor vi får en makaber, yderst akkurat opregning at se af alle de ligædende dyr, der drages mod valpladsen ved Farsalos, nu da Cæsar er flygtet fra den: ulve fra Thrakien, løver helt nede fra Arkadien, tiltrukket af stanken, bjørne ud af hulerne, osv., osv. 

Den barokke fantasi fascineres af sår, råd og død. Det statiske, katalogagtige præg, som Lukans beskrivelser har, nærmer dem til det lyriske register, som det fx findes i korsangene i Senecas tragedier; og deres lærde, detaljerige, dunkle alexandrinisme er ikke til at tage fejl af.

Den afmytologisering og intellektualisering, som altså kan iagttages i Borgerkrigen, udelukker ikke profetier – som endda er strukturdannende ligesom i Æneiden – og heller ikke varsler, jærtegn og åndemaneri. Af drømme er der færre i dette epos end hos Homer og Vergil, altså end normalt. I Lucans epos – som ganske vist ikke er uden guder, men hvor guderne ikke optræder – er der ikke samme behov som hos de andre epikere for drømme som et kommunikationsmiddel mellem gud og menneske. Drømmene kan, ligesom profetierne, omspænde fortid, evt. helt tilbage til mytiske tider, og nutid og fremtid.

Parallellen med og kontrasten til Æneiden I-XII antyder, at Borgerkrigen ikke har skullet slutte med Cæsars sejr, men med hans store modstanders forbilledlige undergang. Og Cæsars virkelige modstander hos Lucan er ikke Pompejus, og det er heller ikke Cæsars morder Brutus; nej, Cæsars virkelige, dvs. åndelige og ideologiske, modpol er Cato fra Utica, Brutus’ onkel. For Lucan er det store indsnit derfor ikke mordet på Cæsar i 44, og det er heller ikke Brutus’ selvmord efter nederlaget ved Filippi i 42. Disse begivenheder gik konceptet for hans værk efter alt at dømme ikke frem til.

Cato, det gudlignende menneske

Cato Uticensis (el. Cato fra Utica/Cato d. yngre) var en romersk politiker (95-46 f.v.t.), der indædt kæmpede for at bevare republikken som styreform. Han blev anset som den, der bedst levede op til de gamle romerske dyder, og han fulgte desuden den stoiske filosofi. Bronzebuste af Cato fra d. 1. årh. e.v.t. © Scanpix/Dea/G Dagli Orti

Et nøgleudsagn vedrørende den virkelige mod-Cæsar ligger i et heksameter som dette, hvor guderne og Cato modstilles (1.128): 
victrix causa deis placuit, sed victa Catoni, ”den vindende sag behagede guderne, men den overvundne sag behagede Cato.”

Cato Uticensis taler med større vægt end selve historiens – af guderne jo godkendte – gang. Det gør Cato, fordi dyden, den ædle intention, altid har renere ret end resultatet, eventus, the outcome. Dette er stoisk idealisme i renkultur, det er den diametralt modsatte holdning af den, der består i at bedømme sagerne ”efter udfaldet”, ex eventu, som vi gør, når vi siger, at udviklingen gav den og den ret, og at vi lige så godt kan lade være med ”at stritte mod udviklingen”. Den slags er principløshed og fejhed for en stoiker at se. 

Lucans vurdering af Cato svarer til Senecas, hos hvem Cato nævnes i samme åndedrag som godhedsatleten, den guddommeliggjorte Hercules; således fx i Senecas herligt bastante værk Om Den Vises Standhaftighed (2.1). 

Vi genkalder os også Sallusts modstilling, i Catilinas Sammensværgelse, af Cato og Cæsar, og alt hvad der ligger i den. Men der en væsentlig forskel mellem Sallust og Lukan, for nok var både Cato og Cæsar døde, da Sallust skrev Catilina, men han kunne umuligt vide, hvilket totalitært regime der, under navn af principat, ville blive enden på borgerkrigene. Det vidste Lucan, og resultatet blev et patriotisk idedigt in tyrannos, hvor digterens brændende stemme overalt er hørbar (se fx 9.593-604) – et digt, som til alle tider kan styrke og opbygge ofre for undertrykkelse.

Eposset opbygget i fire blokke

Borgerkrigen er antagelig tænkt i blokke på fire: Ligesom 4. sang slutter med cæsarianeren Curios død, og 8. sang med mordet på Pompejus på flugt efter Fársalos, har 12. sang da formentlig skullet kulminere i Catos selvmord i Útica i Afrika, efter nederlaget ved Thapsus (46 f.v.t.). 

Naturligvis kan Borgerkrigen kaldes et historisk epos; men Lucan ligner historikere som Sallust og Livius derved, at det ikke så meget er begivenhederne i sig selv som deres tydning, deres dybere mening, der har interesse; og denne indstilling får øget, ja, egentlig ny betydning af den kendsgerning, at Lucan er stoiker og altså idealist. Man har kaldt Lucan ”en stoiker, der har mistet troen”, men hvis digtet kunne slutte med Catos død, ville den hele frise af rædsler, stoisk betragtet, kunne fremtræde som meningsfuld. 

Cato begik selvmord i 46 f.v.t., da han måtte erkende, at Cæsar nu havde vundet borgerkrigen, og at republikken var faldet. Det kunne han ikke leve med. © Scanpix

Det kan siges fyndigt med J.L. Heiberg i ”Protestantismen i Naturen” (1841): ”Imod det Ydre ruster sig det Indre.” Heibergs digt – bl.a. den strofe, der begynder ”Den Gud, du søger, er din egen Gud” – kan i det hele taget med udbytte sammenlignes med Catos credo; men hos Heiberg er naturen ikke længere guds dragt, derfor taler digtet om protestantismen i naturen, ikke om stoicismen. 

Jeg tror ikke, man skal opfatte Catos ord og optræden i stykket fra 9. sang som et oprør mod gudernes vilje; og jeg mener, det er en misforståelse, at han skulle nægte at lytte til guderne i den formening, at han ”har nok i” sin egen samvittighed. Dette er ikke stoiske, men kristne og efterkristne modstillinger.

Heller ikke kernestykket om sejrens virkning på sejrherren, 7.728-824, tyder på, at digteren er en stoiker, der har mistet troen.

Lucan og Shakespeare-tiden

Hvoraf kommer det mon, at Christopher Marlowe (1564-1593), Shakespeares samtidige, påtog sig at oversætte første sang af Farsalia, at denne gengivelse hurtigt blev efterfulgt af komplette engelske oversættelser ved andre, at Lucan er så overordentlig flittigt brugt i Shakespeares og hans samtidiges blodige dramaer, ikke blot dem om Rom, men også i de fædrelandshistoriske, at han var så populær under de følgende årtiers religionskrige frem til 1648, og at han fandt fornyet forståelse hos mennesker, der netop var nået igennem Anden Verdenskrig? 

Man kan forklare det med, at Lucans epos, ved sin fusion af patos og paradoksi, opviser, hvad vi kalder manieristiske eller barokke træk, og at mange af disse træk også kendetegner den poetiske modernisme  og det absurde teater . Lukans værk blev altså populært, når det fandt ligestillede og ligesindede. Når klassicismer  bryder sammen, og den gode smag får afsmag ved sig selv, får kunstnerne øre for den tidlige kejsertids dissonante sammenbrudspoesi.