Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om genren

Epigrammets græske forhistorie

Nu til den genre, epigrammet, som Martial viede sit krøllede talent. Denne genre har sit eget væsen, men alligevel forbindelse til både lyrik, elegi, satire og komedie, som det vil fremgå. Det græske ord epí-gramma betyder påskrift, indskrift, graffito, fx på en stenflade eller et drikkebæger, i sagens natur ret kort. Fra et bestemt tidspunkt kom ordet til at betyde vers-indskrift, hvad der ikke ligger i ordet selv; og allerede i det klassiske Hellas blev epigrammets foretrukne metrum det elegiske distichon. 

Epigram betyder egentlig indskrift. Det kunne fx være på en gravsten ligesom på billedet. På græske gravstene skrev man ofte indskrifter med metrummet distichon, og med dette versemål udvikledes den epigramgenre, som Martial dyrkede. © scanpix

Det elegiske distichon er sådan indrettet, at pentametret skal skære igennem og smælde koncist; selve versemålet er altså, om jeg så må sige, epigrammatisk. Epigrammer brugtes tit til med alvor og sorg at mindes afdøde, hvad endnu Martial giver en række prøver på. Dog er der et græsk eksempel helt tilbage fra 700-tallet på epigrammatisk sjov. Sympotiske og erotiske temaer, altså fest, mad og kærlighed, trænger sig på, ligesom det var sket i lyrikken, men i en anden toneart. 

I den hellenistiske æra (323-31 f.v.t.), som svor til det korte format og det pikante indhold, oplevede epigrammet en vældig blomstring. 

Den hellenistiske epigrampoesi er samlet i Den Græske Antologi. Nogle få af dens perler er fordansket af Otto Gelsted, men Antologien er langt mindre kendt, end den fortjener.


    Martials forbilleder

    Martials epigrammer havde forbilleder: Tæt på var den græske epigramdigter Lukillios, som ikke ligger længere tilbage end Neros tid (54-68). Lukillios, som ikke nævnes af Martial, er bidende satirisk (bl.a. mod læger, barberer og astrologer), og hans angreb betjener sig, i en tradition der rækker helt tilbage til Aristofanes i 400-tallets Athen, af overdrivelser, der grænser til det surreelle. 

    Lukillios er formidabel til pointerede sluteffekter, hvad der ikke var så rendyrket hos de tidligere græske epigramdigtere, men sandelig bliver det hos Martial – og alle hans efterlignere. En af disse efterlignere, ikke den ringeste, er den dansk-norske rokokodigter Johan Herman Wessel (1742-1785), som i et epigram, der efter de bedste traditioner just er en gravskrift, med to pointerede ord på en gang lukker sit digt og åbner det ubegrænset. Det hedder ”Under Londemanns Portrait” og lyder:
    Man sukker, for han er ei meer,
    man husker, hvad han var – og leer.
    Portræt af den dansk-norske digter Johan Herman Wessel (1742-1785). © Gyldendals billedarkiv


    Epigram og vittighed

    Martials epigrammer består typisk af en lidt længere objektiv del, efterfulgt af en subjektiv kommentar, i hvilken digteren tit gentager adressatens navn i vokativ – med et svirp.

    Disse fænomener: 
    • Forventningsmanipulationen
    • Spændingen
    • Knaldeffekten
    • Kort sagt fulmen in clausula, lynnedslaget i finalen

    Disse har hjemme i vitser, og er altså urmenneskelige. Vitsers producenter vækker jo latter ved at opbygge deres udsagn frem mod en afslutning, der kommer mod forventning.

    Ovennævnte Lukillios var mere af en hjernepoet end Martial og en langt mere konsekvent spotter. Et endnu vigtigere forbillede for Martial var Catuls epigrammer. Modsat Catul specialiserede Martial sig i epigrammets genre – og professionaliserede den. Det går mindre på liv og død end hos Catul. Der er kommet en spydig distance, en typebetragtning og almengørelse ind, som minder om det, der sker med den romerske satire fra Lucilius til Horats. Så man skal ofte ikke lægge noget i ofrenes navne hos Horats og Martial. Den åbenhjertighed, candor, som Plinius tillægger Martial, synes vi nok er endnu mere kendetegnende for Catul end for Martial.