Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Bevarede værker


Ovids i antikken højt værdsatte tragedie Medea, rost af både Quintilian og Tacitus, er gået tabt på to linjer nær. De bevarede værker af Ovid er alle skrevet i elegiske disticha, bortset fra hovedværket, Metamorfoserne, hvis metrum er heksametre.

Amores, som oprindelig var i fem bøger (måske allerede udgivet o. 20 f.v.t.), blev senere omorganiseret til tre bøger. Da Ovid i Amores ironiserende og sart parodierende leger med genrens faste temaer og rutiner, er det fint, om man kender disse godt; så kan man fryde sig over, hvordan Ovid tager gas på den klynken, vi kender fra elskerens oprørte jeg-tale i Properts’ elegier, eller hvordan han i Amores 1.8.39ff. rynker på næsen ad den landlige simplicitas, som Tibul hyldede. I en berømt passage i Elskovskunsten (3.113ff.) afviser han eftertrykkeligt den idealisering af den landlige fortid, som jo stod så højt på det augustæiske regimes program. Ovid driller bonderomantikerne, han er byromer, og han elsker og priser den lækre mode og den cool livsform, cultus. Versene Ars Amatoria 3.121f. lyder:
Lad de gamle ting glæde andre. Jeg lykønsker mig selv med, at jeg først er blevet født nu. Denne tidsalder passer til min personlighed (haec aetas moribus apta meis).

Den bonderomantik, som Ovid peger fingrer af, kan fx ses i digteren Vergils landbrugsdigt Georgica. Her ses Vergil på marken med får og geder, mens han er i gang med at digte. Billede fra 1400-tallet. © scanpix

Noget andet er, at Ovids personlighed desværre ikke passede til tidsalderen, i alt fald ikke dens restaurative og reaktionære tendenser.

Tilbage til Amores: Elegikeren Ovid lægger masker og snyder læserens forventninger om oprigtighed og bekendelse, så disse digte kalder ligesom fx Horats’ og Juvenals satirer på en persona-orienteret læsning, som ikke tager alt for naivt på digtenes udsagn om ”jeg”. Ikke få elegier, fx 1.3, 1.7 og 3.14, er så subtilt skruet sammen, at fortolkerne stadig diskuterer, om de er ironiske eller ligetil. Nå, man må ikke af alt dette ludiske og intertekstuelle – hele denne leg med de elegiske forgængere – lade sig forlede til at tro, at det møbel, den unge digter kender til sex fra, er en pult. En fin sammenfatning er denne (af John Barsby):
His attitude to love is of amused resignation, where the difficulties, follies, and deceptions of the lover are humorously magnified, cheerfully minimized, or positively welcomed.

Herved finder elegikeren Ovid en art middelvej mellem de andre elegikeres blodskudte idealisme og de moraliserende sundhedsapostles rasen mod ”den syge kærlighed”, morbus amoris, som vi hører den hos Lucrets (som genlyder i Ovids Remedia Amoris, Modgift mod Elskov).

Kærlighed fra kvindens synspunkt

Amores er gennemgående skrevet fra mandens synspunkt, ligesom de fleste andre romerske elegier – med visse markante undtagelser, fx Properts 4.11 ”Paullus, plag ikke mere …”. I Ovids Heróides, Heltinder, eller bedre Epístulae Heróidum, Heltinders Breve, kommer derimod det kvindelige synspunkt til orde. Fjorten mytiske kvindeskikkelser beskriver med psykologisk skarpsyn deres sjæls tilstand i et mere eller mindre spildt bønskrift til deres fjerne elskede, fx Penelope til Odysseus, Dido til Æneas og Ariadne til Theseus. Kun én af de begærede mænd er ikke fjern, nemlig Hippolytos. Fædras brev til ham er et forsøg på at komme i seng med ham, så hun er aktiv, modsat de andre heltinder, som er passivt erindrende. 

Et af de mytologiske Heroidebreve er fra Ariadne til Theseus. Ariadne blev forelsket i Theseus, der reddede hende fra uhyret Minotaurus. Men han efterlod hende alene tilbage på en ø. Pompejansk vægmaleri. © scanpix

Disse breve trækker på forfattere som Homer, Vergil og Catul; samlingen som helhed er påvirket af Euripides’ kvindetragedier og Catul 64 med den lidende, hævntørstige Ariadne. Men dertil kommer en visuel inspiration: Rom var fuld af mytologisk billedkunst, hvad vi ved fra mange litterære kilder, og i øvrigt kan slutte ud fra malerierne i Pompeji og Herculaneum. 

Mange træk i Ovids digte har paralleller i de bevarede malerier, så gennem Ovids mytologiske digte fik væggene mæle i de fines sale. Sammenhængen er den, at malerne og Ovid øste af samme kilde, nemlig den alexandrinske kunst.

Breve fra myternes kvinder – Ovids nyskabelse

Foruden de omtalte 14 mytologiske breve har vi som nr. 15 overleveret et brev fra digterinden Sapfo til Faon (en mand). Dette at være fjernt fra den elskede er et elegisk tema, som kalder på at blive udfoldet med patos; men selv i kvindemonologerne i Heroides bryder der ofte intellektuelt og retorisk vid ind i det patetiske. 

I beskrivelsen af had, smerte og længsel bruger Ovid ofte mange ord; men situationer beskrives knapt, kort og anskueligt, så man pludselig ser situationen, som hos en maler. Ovid fremhæver i Elskovskunsten 3.346, at den i Heróides anvendte litteraturform er opfundet af ham selv. Man har påpeget, at Properts 4.3, Arethusas Brev, er beslægtet med Heltindebrevene. Hvis Properts’ digt – et brev fra den trofaste hustru til manden, der er borte i krig – ligger forud for Heróides, hvad det antagelig gør, så har Ovids nyskabelse bestået i at rykke kvindebrevene tilbage til mytisk tid. 

I elegierne er mytologien kun leverandør af exempla (”den pige ligger og sover som Ariadne”), som Ovid ydermere ofte bruger med en vis distance; men her i Heltindebrevene er vi helt tilbage i myten og historien, jf. Metamorfoserne og Fasti. Flere år efter disse 14 + 1 breve udvidede Ovid samlingen med tre brev-par, hvor også manden kommer til orde; disse breve er længere. Paris og Helena er et af de tre par.

Et andet Heroidebrev er fra Phaedra til stedsønnen Hippolytos. Hun var forelsket i sin stedsøn, men han afviste hende. Her ses de to fremstillet på en såkaldt kamé, en ædelsten med et udskåret relief. Ved denne kamé fra det 1. årh. f.v.t. er de to farver i stenen udnyttet til at fremhæve figurerne. © scanpix


Erotisk elegi

En anden udløber af Amores er det parodisk tonede læredigt Ars Amatoria, Elskovskunsten, skrevet i tiden op til Kristi fødsel. De første to bøger er rettet til unge mænd, den sidste til unge kvinder. Værket er skrevet i elegiske disticha, i modstrid med genreloven om, at didaktiske digte skal være på heksameter; alene derved bliver Elskovskunsten det, man kalder mock-didactic, spotte-didaktisk, dvs. et læredigt med et selvironisk og parodisk anstrøg. Her lempes elegien ind i læredigtet, sådan som den i Heróides blev lempet ind i epistelen. 

Lad os da et øjeblik standse og med eftertryk konstatere, at alle vide vegne i Ovids omfattende produktivitet, i løbet af hvilken han stedse genskriver og ombelyser sig selv, støder vi på den erotiske elegis teknik og tematik. Ovid var elegiker. Han skriver i Remedia Amoris 395f.:
Elegien indrømmer, at den skylder mig lige så meget, som det ædle epos skylder Vergil.

Det er derfor, altså på grund af denne evige optagethed af det personlige, det private og pikante, på grund af denne evige erotisme, at Ovid aldrig kan blive Augustus’ mand. Så kan han i Ars nok så meget bedyre, at denne lærebog ikke vedrører gifte kvinder, men prostituerede frigivne damer, og at digteren derfor ikke kan anklages for at tilråde ægteskabsbrud, adulterium. Han er en skælm. Men samlejeteknik og den slags er der ikke meget om.

Her har Amor skudt en herre og en dame med sine pile, så de blev forelskede. Forside til en udgave af Ars Amatoria fra 1468. © scanpix

Elskovskunsten rummer en skeptikers trosbekendelse, indledt med disse ord (1.637):
Det er formålstjenligt, at der er guder, og lad os mene, at de er, sådan som det er formålstjenligt [at de er].

At guderne er, og hvordan de er, det afgøres af den rene og skære formålstjenlighed. Bliv os fra livet med det spørgsmål, om det er sandt eller ej, at der er guder! Dette kynisk koldsindige synspunkt har rødder i Den Græske Oplysningstid, og har været i vælten lige siden Machiavelli og frem til denne dag. Ovids tvetydige læredigt resulterede sammen med en såkaldt forseelse, error, i relegationen, landsforvisningen, af ham.

Den med selvironi håndterede rolle som lærer i elskov, praeceptor amoris, kender vi fra Tibul 1.4. Men hvordan kan kærlighed gøres til genstand for systematik? Kun ved i amor at fokusere på planlægning snarere end på passion kan man med udbytte behandle amor i en ars, en håndbog.

Dog er det ikke altid, passionen kan planlægges! Senere udgav Ovid derfor Remedia Amoris, Midler mod Elskov eller bedre Modgift mod Elskov. Remedia er som læredigt beslægtet med medicinske værker som Macers digt om kure mod slangebid og med den analyse af kærlighedens sår og sygdom, vi har læst hos Lucrets; man kan også med udbytte springe frem til Senecas Om Vrede 2.21, og hvad der dér kan erfares om antikkens lægevidenskab og dens ideer om forebyggelse gennem sund levevis. 

Remedia vil modvirke erotisk ulykke, herunder selvmord; men det er forkert at sige, som nogle gør, at dette digt ”tilbagekalder” Elskovskunsten. I Remedia 357-398 går Ovid ind på en ganske selvsikker diskussion med kritikere af frivoliteten i ”mine bøger”. Den kritiker, der finder, at Ovids Muse er for kåd, får at vide, at ethvert litterært værk skal bedømmes efter, hvad der er passende for den genre, det indskriver sig i (371f.). På genre-poetikkens grund (som Aristoteles og Horats havde lagt) kan Ovid da konkludere, at den indsmigrende Elegía i medfør af sit væsen må og skal synge om erotik og frække tøser (379f.). Det ligger i genrens natur.

Stræben efter varig kærlighed

 

Romerske kosmetikredskaber. © scanpix

Ovid skrev endnu et læredigt, nemlig om kosmetik, noget der naturligvis også spiller en rolle i Amores og Ars Amatoria. Dette digt hedder Medicámina faciéi femíneae, Kvindeansigtets Skønhedsmidler, og kun de første 100 vers er bevaret. I megen antik tænkning om kærlighed står forholdets varighed i centrum, således fx i Platons Symposion (181d, 183e, 209c) og Faidros (234a, 256d). Som et vidnesbyrd om Ovids evne til, let men ikke letsindigt, at give form til en af de humane sandheder, som den snart aldrende græsk-romerske kultur havde indhøstet, kan vi citere disse linjer fra digtet om kosmetik (43-46, oversat af Kjeld Elkjær):

Først må I dog lægge vægt på en god karakter, mine piger:
Ansigtet vækker behag, bare det indre er smukt.
Den, der elsker en god karakter, vil elske bestandig,
selv når den yndige kind fures af årenes plov.

Både Ars Amatoria og Remedia Amoris foregår – ligesom Den Romerske Satire – i et ægte og uforfalsket romersk nutidsmiljø, hvad man ikke kan sige om Amores – hvis kulisse er elegiernes halvt hellenistiske halvt romerske – og naturligvis slet ikke om de mytologiske Heróides. At Elskovskunsten er så klart romersk, og at den desuden, tydeligere end elegien, vil lære fra sig, kan meget vel have været afgørende for, at just dette digt pådrog sig fyrstevreden.

Fasti, Almanak

Fasti, Almanak, er en poetisk bearbejdelse af den romerske festkalender. Værket blev aldrig helt færdigt; i Tomis, hvor det kneb med den lærde litteratur, kunne det ikke afsluttes. Vi har de første seks bøger, som dækker månederne januar til juni. Ligesom Properts’ 4. bog udsætter Fasti romersk materiale – overtaget fra forfattere som Varro og Livius – for Kallimachos’ metode: eksakt, dokumenteret poesi. 

Skabelonen til Ovids Fasti er den romerske kalender over helligdage. Her ses en sådan romersk kalender. Indridset i sten. © scanpix

Med græske forbilleder, henholdsvis Kallimachos og Áratos, kombinerer Ovid i Fasti astronomi med mytologi af den aitiologiske, dvs. årsagsangivende, art; digtet har altså en vis videnskabelig målsætning. Fasti er stedvis et frisk og fint digt. Ovid har ikke tilstræbt en kontinuerligt sammenkittet beretning som i Metamorfoserne. I Fasti viser digteren almuefromhed, folklore og karnevalssjov megen sympati, og værket er en hovedkilde til romersk religion.

Eksildigtene

Det lønner sig at efterse de politiske og religiøse tilkendegivelser i dette fædrelandske værk, som rummer megen augustæisk propaganda. De augustæiske passager i Metamorfosernes 15. sang har kunnet udlægges som undermineret af satirisk ironi; det kan dem i Fasti ikke. Alt i alt er der en lang og slynget vej fra Amores, som nærmest er politisk indifferent, over det pro-augustæiske Fasti, gennem Metamorfosernes mange eksempler på respektløshed over for guder og konger og frem til eksildigtene (Augustus og Tiberius). Men selv i eksildigtene findes der i mange underdanige argumenter indflettet en del stolt, ja, nærgående kritik, således i det lange digt til Augustus, som udgør anden bog af Tristia.


Eksildigtene omfatter to samlinger: 
  • Tristia, Sorger eller Klagesange, nu i fem bøger, oprindelig i fire. 
  • Epistulae ex Ponto, Epistler fra Sortehavet eller Pontusbrevene, fire bøger. 

Anderledes end i Tristia er digtenes adressater i epistlerne nævnt ved navn. Det er afgørende for den landsforviste, at han har læseren, dvs. hele verden, med sig – underforstået: mod den Augustus, der har fjernet ham fra hans publikum. Således i Tristia 4.10, det selvbiografiske digt, og således med den største trods i Tristia 3.7.45ff.: Over mit poetiske talent og dets ry har kejseren absolut ingen magt.

Personlig religion

Isis-kulten var en dyrkelse af den oprindeligt ægyptiske gudinde Isis. Kultens udbredelse i Romerriget tog fart i de sidste århundreder før årtusindskiftet, men forsvandt igen fra Europa i 300-tallet e.v.t. Der findes derfor statuer af Isis i Romerriget som denne, der er fundet i Pompeii. Den er fra ca. 41-54 e.v.t. © scanpix

Ovid havde, ligesom mange af sine kvindelige læsere, sympati for orientalske religioner, herunder Isis-kulten, som regimet bekæmpede. Der er smukke udsagn i hans værker – fx i optakten til 6. bog af Fasti – om Den Indre Gud, deus internus, udsagn der kan sammenlignes med Senecas epistel 41, skønt Ovid ikke så udtrykkeligt som filosoffen identificerer Den Indre Gud med den frisættende fornuft (ratio). Ovid var digter, selvbevidst digter, og taler i denne sammenhæng meget om ingenium, talent og geni, og om inspiration – måske mere end nogen anden antik digter. 

Poesien viser ham vejen indad, og med betydelig ret kan man tale om kunstreligion hos ham. Fra det stolte digt Tristia 3.7 har Aarhus Katedralskole hentet sit motto, opsat højt på skolens mur (3.7.43f.):
Nil non mortale tenemus/péctoris exceptis ingenií-que bonis.

Intet ikke-dødeligt besidder vi, undtagen hjertets og åndens fortrin.

I Tomis skrev Ovid også det af Kallimachos inspirerede spottedigt Ibis, en forbandelse af en unavngiven fjende, som her kaldes Ibis, efter den bekendte fugl med de skidne vaner. Som det eneste af Ovids digte er Ibis dunkelt.

Ibisfuglen © colourbox/Kenneth Keifer