Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værket

Satyricon - Romanens falliske titel og tema: Sátyros og Priápus

Romanens titel er Satyricôn, med underforstået libri, bøger. Titlen betyder altså “bøger om satyragtige begivenheder (græsk: satyriká)”. Hermed kan sammenlignes Vergils Georgica, som i håndskrifterne betegnes Georgicôn (ligeledes genitiv flertal, af græsk georgiká); der ville således være logik i at kalde Petrons værk Satyrica, som nogle da også gør. 

Satyren er et fabelvæsen, der er forbundet med det falliske og en stor libido. På dette pompejanske vægmaleri fra 1. årh. e.v.t. ses satyren til højre. © scanpix

Romanen havde oprindelig enorme dimensioner. Vi har kun bevaret ca. 175 sider af den; det håndskrift, der rummer den del af Satyricon, der nu er den berømteste, nemlig Trimalchios Middag, blev endda først opdaget så sent som ca. 1650. Titlen Satyricon hentyder til det romerske sátura, satire, men ikke mindre til det græske sátyros, satyr, hvilket svarer godt til romanens lystige og lystne indhold i almindelighed og i særdeleshed til den rolle, som Priápus, den farligt falliske havegud, som vi træffer hos Tibul, spiller i handlingen. 

Priápus-temaet, som desværre ikke dukker op i de her på Portalen medtagne stykker, indebærer, at Priápus forfølger hovedpersonen Encolpius, ligesom Poseidon forfølger Odysseus (kap. 139). Da Encolpius bliver indfanget af den brunstige Circe, går det med hans potens, som det kunne være gået Odysseus med hans hos Kirke. 

Jeg-fortælling: Odysseen 9-12, Satyricon, Det Gyldne Æsel, senere skælmeromaner

Ligesom et langt stræk af Odysseen (sangene 9-12, de såkaldte apologer) er Satyricon en fantastisk rejseberetning i jeg-form. Jeg-formen findes også i Apulejus’ Det Gyldne Æsel (ca. hundrede år senere end Satyricon), og den forbliver en fast bestanddel i nyere tiders skælmeromaner: de spanske pikareske romaner fra det sene 1500-tal, som fik så mange efterlignere i senere tiders vagabond- og slyngelromaner.

Er Europas første skælmeroman romersk?

Man har, navnlig tidligere, ment, at vi i Satyricon har Vesterlandets første skælmeroman foran os. Hvis dette virkelig havde sin rigtighed – og der altså ikke bare er sket det, at græske forlæg er forsvundet sporløst – kunne man nævne skælmeromanen ved siden af satiren og den subjektivt erotiske elegi som et romersk litterært produkt (jf. kapitlet om elegien).


Priapos, den græsk-romerske frugtbarhedsgud, vejer sit enorme lem. Pompejansk vægmaleri. 1. årh. e.v.t. © scanpix

Strukturelt set ligner Satyricon Den Græske Roman, som er en udløber af det rejseeventyrlige epos Odysseen og Den Ny Komedie (ca. 320-220) med deres fortumlede intrige og happy ending. Også i Satyricon regerer Fortuna, det lunefulde Tilfælde, men hvad angår værdier, står Petron for det stik modsatte af græske romanforfattere som Heliodor, Longos og konsorter. Der er nemlig ikke tale om en ung mand og en skønjomfru, der, omhvirvlet af Tilfældet, må gå så gruelig meget igennem, for at de til sidst kan få hinanden. 

Den Græske Roman behandler det erotiske med den yderste anstændighed, hvad man har villet forklare med den orientalske påvirkning, som er virksom på så mange planer efter Alexanders erobringer, og som også synes godtgjort i forbindelse med visse romanmotiver. I Satyricon viftes der mere med figenbladene: Vi har, i alt fald over et betydeligt stræk af romanen, to ungersvende, Encolpius og Ascyltus, der slås om en sprød og snu slavedreng ved navn Giton; og fra først til sidst er værket befolket af seksuelle opportunister (”biseksuelle” som man siger). Romanens hovedpersoner er alle mænd, som indgår i stadigt skiftende trekanter, af og til også med kvinder.

Satyricon og græske romaner

Nok har papyrusfund, gjort gennem de sidste årtier, revolutioneret dateringen af Den Græske Roman, som har vist sig at have rødder mindst tilbage i sen hellenistisk tid (100-tallet f.v.t.) og ikke længere kan affejes som et ”sildigt kejsertidsprodukt”. Der blev altså skrevet romaner før Petron. Dog har man stillet det spørgsmål, om de græske romaner virkelig har været så kendte i Rom, at det gav mening at parodiere dem, eller om man snarere bør antage, at Petron, på samme måde som - og så at sige parallelt med - romanforfatterne, har overtaget sine skemaer fra den episke digtning. 

På den anden side når man langt tilbage, helt op i 300-tallet f.v.t., hvis man udnævner Xenofons opbyggelige værk Kyros’ Opdragelse (Kyrupædien) til Den Græske Romans udspring, hvilket er en fornuftig måde at anskue Xenofons fiktionaliserede biografi af Kyros på. Så konklusionen af denne desværre noget slyngede argumentation er, at parodi af Den Græske Roman trods alt nok alligevel er hovedhensigten med Satyricons spydige diskurs og tematiske omvendinger (inklusive det seksuelle sporskifte).

’Trimalchios middag’. Tegning af Lovis Corinth, 1919. © scanpix

Handlingen i Satyricon foregår i hovedsagen i det græske Syditalien, Magna Graecia. Encolpius, Ascyltus og Giton har da også græske ”talende navne”, som betyder henholdsvis Skødebarn, Ufortøvet og Sidemand. Tri-malchio bærer derimod et eksotisk navn: først det græske ”tre gange”, men så et semitisk ord malekh, mægtig, konge; han kommer jo også østfra (kap. 75). 

I et af Martials epigrammer (3.82) nævnes en vis Malchio, og også fra indskrifter kendes Malchio som navn på slaver og frigivne. Måske har Trimalchios herre derovre i Lilleasien givet ham dette navn ”Den Koloenorme” ud af ærefrygt for den unge fyrs seksuelle formåen, som jo også gik hen og blev grundlaget for hele Trimalchios økonomiske opstigning til multimilliardær (kap. 75, jf. 69, 73). Sin egen runkne slavebasse (cicaro) med de rindende øjne og rådne tænder omgiver den barnløse Trimalchio med inderlig ømhed, og han har givet ham et navn med grunker i, nemlig navnet Croesus, efter den stenrige konge af Lydien i gamle dage (kap. 71, jf. 64).

Hvordan er Encolpius?

Den saftigt potente Ascyltus er, modsat Encolpius og Giton, ikke nogen gennemgående skikkelse; fra et vist punkt er det ikke længere ham, men den fiffige digtermand Eumolpus, der er Encolpius’ rival. Om forholdet til Giton taler romanen nænsomt i mol-toner. Men hvordan er romanens jeg, hele beretningens prisme, ellers? Encolpius, alias Skødebarn, er en ung vagabonderende akademiker med sarte nerver og kræsen gane, i besiddelse af en god portion selvironi, på sin måde lige så kærlighedshungrende som Trimalchio, lusket, ofte på nippet til at bryde sammen under vægten af en dunkel forbrydelse. 

Prismet Encolpius er en kritisk intellektuel og opfanger med forkærlighed Trimalchios fromladne talemåder, overtro og astrologipræk.

Alt i alt må man sige, at en forfatter, der lader det hele blive set og sagt af en så labil person som Encolpius, i udpræget grad afstår fra at tale med autoritet. Her kan man sammenligne med Juvenals 9. satire . De vil have deres læser med derud, hvor det flimrer. 

På billedet ses Encolpius til venstre. Screenshot fra Fellinis filmatisering af Satyricon fra 1969. © scanpix


Idealet om den intentionsløse roman, romanen uden forfatter

Det træk ved Petronius’ poetik, at den synes intentionsløs og fri for moralsk og ideologisk tendens, optager intenst den franske forfatter Joris-Karl Huysmans i romanen A rebours (Mod Strømmen) fra 1884. I kapitel 3 af denne roman, som i løbet af 1800-tallets firsere og halvfemsere blev evangelium for alle den gamle verdens dekadente skønånder, les décadents, findes en indgående analyse af Satyricon.


Satyricons sproglige spændvidde

Satyricon udmærker sig ved megen realisme, ikke mindst i afsnittet Trimalchios Middag. Hvis man ikke henter hjælp hos kulturhistorikerne, ligger det lige for at tro, at det er pral og fantasteri, fx hvad Trimalchio forordner om sit gravmæle (kap. 71). Men det er det næsten ikke. Værkets sproglige realisme er så stor, at de relativt få sider, hvor Trimalchios fem frigivne kammesjukker får ordet og ligger og snakker, mens værten forretter sin nødtørft (kap. 41-46), har kunnet bære at blive en hovedbasis under studiet af vulgærlatinen med diverse forvarsler om dennes overgang, et halvt årtusinde senere, til de forskellige romanske sprog. 

Disse kapitler er enestående; takket være dem ser vi, at en hel række af de træk, der kommer til at kendetegne de romanske sprog, allerede fandtes på Neros tid – men subkulturelt , som vulgære strømme under det litterære isdække (som man har kaldt det). Trimalchio og Habinnas stenhugger begår deres sproglige bommerter, men slet ikke på kammesjukkernes plan. En liden smagsprøve fra et stykke uden vildt mange vulgarismer, et stykke om fromhed der kan betale sig (kap. 44-45):
Nej, juppiter bryder ingen sig en fjer om mere, alle sidder de med skyklapper for øjnene og tæller deres penge. I gamle dage gik fruentimmerne i lange kjoler på bare fødder med håret ned ad nakken og et rent hjerte op på højen og bad Juppiter om vand. Og lige med det samme altså øste det spande ned: nu eller aldrig! Og alle sammen grinede de, så våde som druknede mus. Og nu altså har guderne vat om fødderne, det volder det, at vi ikke har nogen reli’on mere. Så går det ud over markerne …

Å, hold nu op, faldt Echíon, valkeren, ind, tal dog med besked. Histop og herned, sagde bonden, han mistede sin brogede so. I dag her, i morgen der. Det er livets gang.
For romerne var en af Jupiters funktioner, at han var vejrgud. Når det regnede, var det Jupiter, der regnede. © scanpix/Mikkel Juul Jensen/Science Photo Library


Den milesiske novelle

Man kan i bøger læse, at novellen som kunstform opstod i den tidlige renæssance, nærmere bestemt med Boccaccio  (1313-1375), som i øvrigt var formidabelt antikkyndig. Men det er at forkorte perspektivet – skønt det er rigtigt, at der hverken på græsk eller latin findes et ord for ”novelle”, eller ”roman” for den sags skyld.

På Portalen findes to nette eksempler på såkaldte milesiske noveller, Purken fra Pergamon og Enken fra Efesos, som Satyricons brogede roman-struktur har gemt på og bragt frelst gennem århundrederne: Encolpius har efter Trimalchios Middag et opgør med Ascyltus om Gitons gunst, hvorefter deres veje synes at skilles. Encolpius løber derpå ind i Eumolpus under et besøg i et kunstgalleri og får med det samme glæde af denne digters fortællekunst, da Eumolpus – straks han ser Encolpius fordybet i kærlighedskvaler – forsøger at muntre ham op med en saftig novelle om sin listige forførelse af en ung fyr fra Pergamon. 

Novellistiske indslag findes allerede i Odysseen og i stor stil i Herodots historie, og glæden ved brillante, gerne pikante short stories har så levet videre i det joniske Lilleasien. 

Omkring 100 f.v.t. udsendte en vis Aristeides en samling Milet-historier, som hurtigt blev oversat til latin. Disse fortællinger er stort set tabt; vi har ikke mere end ti korte fragmenter af Sisennas latinske oversættelse, og ét ord fra den græske original. 

Petron indskriver sig i traditionen allerede derved, at hans to noveller foregår i byer i Lilleasien. Apulejus, som skriver sin roman godt hundrede år efter Petron, henviser udtrykkelig til den joniske novelledigtning som inspirationskilde.

De mindst otte inspirationskilder til Satyricon

Vi kan sammenfatte de litterære impulser bag Satyricon på denne måde: 
  1. Odysseen parodieret og dermed seksualiseret.
  2. Den Nye Komedie, dvs. kærlighed og penge i gyldent skær.
  3. Den romerske mime, dvs. sublitterære farcer, groteske fjællebodsløjer a la generalprøven på Trimalchios begravelse i kap. 78.
  4. Den græske roman parodieret, dvs. drænet for patos .
  5. Milet-novellerne.
  6. Den romerske erotiske elegi. 
  7. Satiren, både (7a) den typisk romerske satire i traditionen fra Lucilius og Horats og navnlig (7b) den såkaldte menippeiske satire, hvis blanding af prosa og poesi findes mange steder i Satyricon

Inden for (7a) den romerske sátura har man henvist til Horats’ satire 2.8 Nasidienus’ Middag. Digteren, der ikke selv har deltaget, får berettet om diner’en, som blev forpestet af den nyrige værts videnskabelige og pedantiske tilgang til mad. Der er ikke nogen virkelig karaktertegning af Nasidienus, som i øvrigt er fribåren (ingénuus), ikke frigiven (libertus). 

Nogen påvirkning fra Horats’ digt til Petrons roman kan ikke eftervises. Det at bruge et drikkelag eller et middagsselskab som litterær ramme er ganske almindeligt i græsk-romersk litteratur: i komedien, i filosofien (bl.a. Platon og Xenofon) og ikke mindst i satiren.

(7b) Den Menippeiske Satire – opkaldt efter Menippos fra Gádara, første halvdel af 200-tallet f.v.t. – er en vigtig impuls til Satyricon. Denne parodierende litteraturart var inspireret af de kyniske filosoffers institutionskritiske provotænkning, den betjente sig af et serio-komisk mix, en blanding af alvor og spøg, spudaio-geloion, som skal bringe læseren på glatis og få ham på andre tanker. 

Grækeren Menippos’ satirer var en stor inspiration for Petronius. Portræt af Menippos fra 1600-tallet. © scanpix

Sådan at blande alvorligt og komisk er i øvrigt ikke strengt klassisk. Vi har adskillige værker bevaret inden for Den Menippeiske Satire, men alle er de markant yngre end Petron, bortset fra Senecas Apocolocýntosis, Kejser Claudius’ Zucchinose (græsk kolokynthe, græskar, zucchino; grødhoved). 

Lukian og Holberg

Af enorm betydning for europæisk litteratur, herunder for Holbergs latinske verdenssucces Niels Klims Underjordiske Rejse (1741), har den græskskrivende Lukianós, som vi kalder Lukian, været; specielt kan nævnes Lukians Sand Historie og hans Menippos’ Rejse til Himlen. Lukian skrev i sidste halvdel af 100-tallet e.v.t., under den såkaldte Anden Sofistik (som i vor tid er genstand for fornyet studium).
[boks slut]

Skælm, nar, dåre 

Når den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin (1895-1975) har vist Den Menippeiske Satire så megen interesse, skyldes det, at han hele tiden er på sporet af fænomener som latterkultur, karneval og polyfoni, dvs. mangestemmighed. På romaners skælme og dermed også på den ældste skælmeroman gør Bakhtin os klogere ved at opstille skalaen skælm, nar, dåre. Alle tre figurer er fremmede i verden, men i stigende grad. Narren med hans narrefrihed og dåren med hans moment af martyrium er ”ikke af denne verden”, de er en metamorfose af henholdsvis kongen og guden. Fælles for dem alle tre, også skælmen, er udelagtighed i livet; de er litteraturens leende spioner. Ved sin vedvarende offentliggørelse af det seksuelle synes Encolpius mig at gå fra skælm mod nar.

Den Menippeiske Satire har polyfoni, mangestemmighed, som et vigtigt kendetegn. Der er altså flere personer, der får en stemme, og ikke blot et enkelt jeg. © scanpix/Susanne Mertz


Litterær kunst og stor psykologi

Ud af den beskrevne rigdom af ingredienser har Petron kunnet skabe et mesterstykke som Trimalchios Middag, hvor der veksles mellem (a) beskrivelse, bl.a. af personer, af dramatisk-mimisk aktion, af underholdningens numre, af indbo og mad samt af fortællerens skiftende sindsstemninger, og (b) lange eller korte direkte taler, som på deres side ofte rummer beskrivelser, bl.a. af just mad. En vældig symfoni; og så har vi på Portalen endda kun medtaget to af de i alt fem akter, som Middagen (kapitlerne 26-78) kan opdeles i.

Så vidt den litterære kunst; men bag Trimalchios teater står også en stor psykolog. Denne ”nymodens labyrint”, novi generis labyrinthus (kap. 73), fylder Encolpius med klaustrofobi, væmmelse og skam. Vel er Trimalchio sød og omsorgsfuld over for gæsterne, ja, ikke engang over for sine slaver er han særlig brutal (se 34, 52, 54); men hans kærlighed er kvælende, den er, som alt i forbindelse med ham, for meget af det gode. Og omsorgens hovedformål synes at være: at klemme beundring og klapsalver ud af de indbudte. Det er skam et interaktivt middagsselskab, dette her! Intet er, hvad det synes at være, intet er enkelt, intet er attisk, intet klassisk; for det klassiske er simplex et unum, enkelt og et. 

Hos hofmanden Petronius fremhæver Tacitus netop simplicitas, enkelhed, ligefremhed; og i romanen fremsiger Encolpius – efter at have skældt ud på sin slappe penis – et digt, som rummer en bekendelse til det værk (opus), som er enkelt (simplex), yndefuldt, smilende, oprigtigt, erotisk – og epikuræisk (kap. 132). Her taler for en gangs skyld Petronius mere end Encolpius; jf. ordet opus.

De rige romere lå ned på en slags senge, når de spiste eller holdt fest. Vægmaleri fra Pompeii. 1 årh. e.v.t. © scanpix


Camouflagegastronomi

Det centrale symbol for det uigennemskuelige og konfuse, det teatralske, hule og uvirkelige ved festen er den gastronomi, der hyldes; her er det overordnede princip, lige fra middagens begyndelse i kap. 31, camouflage: Krukker skal smadres, for at østers og kammuslinger kan trille ud – og gæsterne måbe; kvæderne er lavet om til pindsvin; gåsen er af svinekød, og sådan er det hele vejen igennem. Der er romere før Trimalchio, der har sat en ære i at servere udklædt mad (se fx Horats satire 2.8.28 ), men ikke i dette omfang. 

Dette uformelige og overlæssede var en vederstyggelighed for både epikuræere og stoikere. Vel har Trimalchio, selv om han på sit gravmæle vil have indhugget, at han ”aldrig har hørt på en filosof” (kap. 71), annammet budskabet i carpe diem, som han oftere varierer; og det dertil hørende memento mori får ikke for lidt. Men den solidaritet med alle mennesker, som bevidstheden om den fælles dødelighed skulle fremkalde, er ikke hans sag; det gruelige er, at han skal dø. Som han siger i gennemgangen af sin karriere: ”Jeg har også engang været, som I er nu” (kap. 75). Men det er han ikke mere!

En romersk buffet med bl.a. græskar og hjort. Romersk mosaik fra 200-tallet. © scanpix


Kynisk og sentimental

Vi er til selskab hos en narcissist med en umættelig kærlighedshunger. Den tidligere slave ter sig som en gud over for sine slaver: truer og tæsker dem, suger vellyst af dem. Ved hans død vil de over en bank blive frigivet. Hvorfor siger han det allerede nu? Grunden hertil afslører han gerne (kap. 71): 
”Alt dette erklærer jeg offentligt, med det formål at mit slavehold allerede nu skal elske mig så højt, som de ville gøre, hvis jeg var død og borte.” 

Formålet er altså at lave kærlighed, og midlet hertil er penge. Lige efter det citerede hengiver Trimalchio sig til oplæsning af testamentet, og nu sker der det, at den ellers så illusionsløse ikke kan holde distancen mere, han opsluges. Den knivskarpe psykolog Petronius siger (gennem Encolpius), at nu ”glemte han alt om sjov og ballade.” 

Kynikeren Trimalchio er altså drivende sentimental. Igen og igen vendes der tilbage til, at der skal leges (”forestil jer nu…”), og dette lette og ludiske ville tiltale en epikuræer som Petronius. Men legene ved denne middag skildres som barnagtige og aldeles fjottede. Ligesom carpe diem og memento mori, er legen, ludus, perverteret her. Det er blevet for meget af det gode. Mange har antaget, at Trimalchio af Petronius er tænkt som en spejling af kejser Nero.

Petronius var epikuræer, altså tilhænger af den filosofiske retning, som grækeren Epikur (341-270 f.v.t.) stiftede. Buste af Epikur. Romersk kopi af græsk original fra ca. 280 f.v.t. © Gyldendals billedarkiv


Portrætkunst

Maleren Max Unold (1885-1964), en hovedeksponent for die neue Sachlichkeit, har om Petrons karakteriseringskunst sagt, at den minder om ”de ubønhørligt fattede og formede portrætbuster fra kejsertiden. Noget af den ånd, der tvang hine billedhuggere til frem for alt og for enhver pris at være sanddru (wahrhaftig), lever også i Petronius.” Også Juvenal kan portrættere, og i hans Umbricius, i tredje satire, er vi så heldige, at vi har Trimalchios modpol: den frie romer, der slæber rundt på et sæt af udpinte aristokratiske fordomme, som med sikkerhed holder ham nede i fattigdom.