Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne

Properts fire bøger elegier

Den første af hans fire bøger elegier udkom o. 28, den sidste udkom efter år 16 (elegi 4.11 omtaler begivenheder fra dette år), måske først efter hans død.

Første bog, som næsten kun handler om Cynthia, skaffede Properts adgang til Mæcenas’ kreds, og fra og med fremkomsten af anden bog er der kommet visse pro-augustæiske tilkendegivelser til. 

Ekkoer af Horats

I Properts’ digte høres ekkoer af Horats, som for resten efter alt at dømme ikke kunne snuppe ham. I Horats’ Epistel til Florus er der en finte til en snobbet elegidigter, der åh så gerne vil komplimenteres som Den Romerske Kallimachos – ganske vist uden navns nævnelse, men hentydningen må have været klar nok. Properts præsenterer sig bl.a. i følgende pentameter som discipel af Alexandrias lysende stjerne Kallimachos (fra 200-tallet): Umbria, Romani patria Callimachi, ”Umbrien, den romerske Kallimachos’ fædreland” (4.1.64). Hverken i Ars Poetica eller i litteraturepistelen til Augustus (epistel 2.1) kommer Horats ind på Den Romerske Elegi. Men denne tavshed kan nu ikke kun forklares med personlig modvilje, for Tibul kunne Horats jo vældig godt lide. Og heller ikke satiren, herunder sine egne satirer, værdiger Horats nogen omtale i sin poetik. Den herres motiver er det i det hele taget aldrig enkelt at greje; og det er noget af det fine ved Horats.

I Properts' digte høres der ekkoer af Horats, men Horats kunne efter alt at dømme ikke snuppe Properts. Portræt af Horats fra 1584. © scanpix


Humor

Da humor omfatter evnen til at se på sig selv udefra og som et nummer i en række, kort sagt: at objektivere sig selv, kan Properts’ betragtelige humor meget vel siges at opveje og temperere hans insisterende subjektivisme, al hans oprømte jegtale. Humor kan man glæde sig over i elegi 1.3 ”En tilnærmelse” i beskrivelsen af poeten som en brødebetynget fulderik, brunstig, bange og øm, og i elegi 4.8, hvor hans forsøg på at stå på egne ben og med to ”moderne damer” tage revanche over Cynthia, som er ude med en vammel ung fyr, fuser slemt ud. I erotiske digte befatter humoren sig ikke mindst med den digtende mands anløbne mandighed.

Elegi 2.15

Elegi 2.15 ”En nat så hvid” kan man af sin hukommelse nemt blive narret til at huske som enkel, så meget desto mere som den helt enkelt handler om en lykkelig nat. Kigger man nærmere på digtets brug af grammatisk person og af grammatisk tid, afslører der sig flere lag, flere taleretninger, flere satser. 

Følgende tolkning er et bud på, hvad der egentlig sker her: Først erindringen om natten. Så foretages der, via ”dine” i vers 10, en overgang: Sidste nat bliver nutid og totalt nærvær, og det er, som om elskeren i sengen, med sine forførende ord, med sine forsøg på at få hende nøgen, skriver digtet; vi hører nattens henførte tale. Men alligevel synes det at ville medføre en upassende isolation af 11-30, hvis man ville sætte anførelsestegn omkring dem. Hvor kommer disse linjer egentlig fra?! I vers 31 og frem får vi en henført lovprisning af den elskede. Til sidst, fra vers 41, en mere livsfilosofisk og politisk modstilling af krig på den ene side og kærlighed, rus og fest på den anden, med carpe diem som slutvignet. Der kan høres ekkoer af Catul, især kyssedigtene 5 og 7, her i Properts 2.15 O me felicem

Elegi 4.8

Elegi 4.8 er Properts’ eneste helt igennem komiske værk, et grelt farvelagt mesterværk. Denne elegi forener skildringen af et makabert frugtbarhedsritual, der omfatter en sulten slange og sitrende ungmøer, med beskrivelsen af natteliv i Roms gader og barer, med femme fatale-farce a la Petrons Satyricon, med en fremstilling af Cynthia som modig og ekstremt voldelig, en slags vampyr, som poeten frivilligt kaster sig i støvet for og lader triumfere uhæmmet: CYNTHIA TRIUMPHANS. Vi får sexslaveri, servitium amoris, på alle tangenter; hun, herskerinden, donnaen, domina, er hæmningsløst uretfærdig og overmodig, og den nemesis, som ellers hos disse digtere påstås at træffe den erotiske hybris, er her sat på standby. 

Poeten elsker meget mere, end hans elskede gør. Det er ikke kun denne elegi, der kan minde om rokoko-tumulten hos Bellman, hans ubestandige damer, værtshusslagsmålene, vold, kærlighed og død, inklusive kærlighed til døden.

Vrede, aggressivitet (ira) spiller en stor rolle, også mellem de elskende, også mens de elsker. ”Han var passioneret, ogsaa som Kunstner: elskovssyg og versegal” (Vilh. Andersen). Men Properts forbinder sin skarpkantede emotionalitet med humor, med refleksioner over sin egen poesi og poetik og med en ”alexandrinsk” lærdom, som har opsporet de mest afsides liggende myter og de mest eksotiske ethnographica. Hans særkende er foreningen af de netop nævnte fire elementer, altså lidenskab, humor, eftertanke og lærdom, dvs. et brændende element og tre mere eller mindre distancerede, til en spændt, i visse passager anspændt, enhed. 

Properts har træk, som peger ned mod den romerske manierisme eller, om man vil, barok, som vi finder den i Senecas tragedier og Lukans undergangsepos. Man kan her pege på super-realismen, evt. krydret med udtryk fra det sub-litterære sprog (fx 2.15), præferencen for det makabre, den sorte humor med blik for Hades. 

Properts kom med i rigmanden Maecenas' kreds af digtere, hvor også de store digtere Vergil og Horats hørte til. Buste af Maecenas. Ca. 20-16 f.v.t. © scanpix


Properts udfordrer ens ideer om det klassiske

En oversætter må ikke glatte ud i Properts. Hvis man alt for tit holdes tilbage af et ”Det kan man umuligt sige på dansk” eller ”Sådan taler en romersk klassiker altså ikke”, kommer der ingen Properts ud af det. Vi kan nævne et par eksempler fra 4.11: Cornelia siger faktisk, i vers 9, at den underverdensvision, hun lige har indviet os i, er noget, ”sørgetrompeterne har sunget” ved hendes bålfærd. Og hun fortsætter: ”da den uvenlige fakkel, stukket ind under, trak mit hoved ned fra båren”. Dette makabre skulle fortolkerne ikke prøve på at forskønne væk ved at sige, at her betyder caput såmænd slet ikke hoved. I 41 f. udtaler Cornelia til sine illustre forfædre: ”Jeres arner har aldrig rødmet ved en plet på mig”. I vers 74 forsikrer hun følgende om sit forhold til sine nu moderløse børn: ”Denne omsorg lever og ånder, den er endog brændt ind i min aske”. Det er Properts selv, der med ordet et, ”endog”, foran ”aske” får os til at bemærke og påskønne det digteriske udtryk her: ”brændt ind i aske”, vendingen er ikke ulig den om arnerne, de røde arner, der ikke rødmer. Et sådant snoet, overrumplende, åndrigt begreb eller billede kaldte man siden hen på italiensk et concetto (af latinsk conceptum); i engelsk litteratur er mesteren i conceits John Donne. Også Thomas Kingo (1634-1703) og Johannes Ewald (1743-1781) er store concettister.

Eksperimenter med sproget

Ingen rigtig digter affinder sig med sproget, som han forefinder det; men Properts afsøger i ekstrem grad sprogets grænser, han er en sprogrebel på højde med Aischylos og Sofokles. På samme måde som modernister gennem de sidste hundrede år, fx Ezra Pound, eksperimenterer Properts nye visioner frem gennem risikable drejninger af syntaks og semantik. Som resultat af disse normbrud får vi, at den efterladte ægtemand, der klager sig træt om natten, ”gør natten træt” (vers 81). 

En del af alt dette særegne og sære er ikke gengivet her, fx vers 85, hvor Properts udtrykker det, at huset skal have en ny ægteseng opstillet over for døren i atrium, på denne måde: ”Hvis døren udskifter sengen overfor” (døren bliver hvor den er!). Sådan at udviske grænsen mellem levende og dødt og indføre agerende døre, aske, der ikke er aske, og rødmende ildsteder er eventyrligt, evt. grotesk og makabert. 

Elegi 4.11 slutter med, at Cornelia udtaler dette ønske: ”Gid jeg ved min indsats må være værdig til, at mine knogler (ossa) kan blive ført hen til mine glorrige forfædre!” Hun håber at komme i himlen, og taler om sine knoglers rejse. Er det ikke både hjerteløst og smagløst af digteren at give hende den slags ord at sige?

Humor

Digteren appellerer med sådanne ord og billeder til en hjernemæssig og ligesom hård fantasi. En kender af Properts (Margaret Hubbard), som altid betoner hans wit, dvs. hans cerebrale åndfuldheder, hans hjerne-humor, skriver et sted følgende om ham:
"In wit, objectivity, and dramatic power and in the thrusting, progressive movement of individual poems he reminds the English reader of John Donne [1573-1631]".
Det er en lokkende opgave at sammenligne de tre elegikere, Tibul, Properts og Ovid, just under synsvinkelen wit, eller lad os, selv om det altså ikke er ganske det samme, sige humor. 

Man kan udmærket tage Catul med ind i sammenligningen, men Catul har noget, som ingen af de andre tre helt har: Ham kan læseren af et godt hjerte ynke og elske. I øvrigt må eventuelle behov for at sentimentalisere digterne og deres damer holdes i snor; i et digt som Properts 1.3 er det sengevarmen snarere end hjertevarmen, Cynthia klager over at være blevet snydt for. Det er Cynthia domina, vi ser og hører (1.3.17).

Her ses et flot illustreret Properts-håndskrift fra 1400-tallet. Det første ord er Cynthia, den kvinde som stort set hele 1. bog handler om. © scanpix


Pointe, paradoks

Elegien har metrum – det elegiske distichon – til fælles med epigrammet, og begge digtarter søger pointe og paradoks. Ikke mindst ses dette i elegiernes slutning, som det gælder om at bibringe den kvalitet, man kalder closure. Som paradoksal afslutningspointe på 4.8 tager Properts et velkendt motiv, nemlig ”kærlighedens krigstjeneste”, milítia amoris, alias ”enhver elskende er kriger”, mílitat omnis amans. Der ligger megen psykologi i disse talemåder om det erotiske krigsspil, for de vedrører jo kærlighedens aggressive og strategiske momenter, dens vold og kulde, jf. vores ”I krig og kærlighed gælder alle kneb”. 

De hellenistiske og romerske digtere udfolder ideen på forskellig vis. Man kan skematisere sig frem til tre versioner: 

(1) Elskeren er faktisk slet ikke bevæbnet, men offer for fjenden Cupídos pile. 
(2) Elskeren gør tjeneste i Cupídos armé, og fjenden er en rival, eller fjenden er ligefrem den elskede selv (hvis hus er en borg, der må indtages). 
(3) Den elskede kvinde er en hærfører, hvis befalinger elskovssoldaten troligt følger. 

Versionerne (2) og (3) findes i romerske digte mere end i græske.

Kærlighed og krig

Sin klassiske udformning fik mílitat omnis amans i Amores 1.9, hvor Ovid sammenslynger et maksimum af metaforens aspekter. Men de mytologiske rødder kan findes helt tilbage i den finkomiske novelle om elskovsmødet mellem Ares og Afrodite i Odysseens 8. sang (266-369). 

Gennem motivet mílitat omnis amans udforsker elegikerne fællestræk mellem de to livsformer, nemlig krigens og kærlighedens, hvis uforligelighed de ellers fremstiller i så stærke kulører og med så megen heftig jeg-tale. Allerede det velkendte motiv har altså en spænding i sig, spændingen mellem Mars og Venus. Men hvad gør Properts i finalen til 4.8? Han lader elskovsmødet bestå i at nedlægge våbnene (arma sólvere), altså ikke i krig, som ellers, men i fredsslutning: 
”Jeg levede op til min pligt [modsat den forudgående ukampdygtighed, se 47-48], og ud over hele sengen nedlagde vi våbnene.”

Properts 4.11: Regina Elegiarum

For elegi 4.11 har det i nogen grad været en vanskæbne, at den allerede i renæssancen blev udråbt til Elegiernes Dronning, og oven i købet nærmest handler om en dronning, nærmere bestemt kejserens steddatter. Mange anbringer så dette digt på en piedestal og bestemmer dets indhold på den måde, at her siger den just afdøde adelskvinde Cornelia farvel til sin mand og trøster ham. Sådan kan man godt komme til at huske sagen; men det er forkert. I virkeligheden taler Cornelia til flere i løbet af digtet, som altså er mere komplekst. 

På det ideologiske plan fremhæver man med rette, at et dokument så inderlig romersk som dette digt skal man ellers til Vergil for at finde. Men med romerdyderne i ryggen gennemfører Cornelia i digtet et velrettet oprør mod sin mor, som begik det utilgivelige, at hun giftede sig mere end én gang! Så elegi 4.11 er på en gang monumental og urolig.