Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne

Delia, Nemesis og Marathus

I første bog er elegikerens elskede kvinden Delia (digtene 1, 2, 3, 5 og 6) eller den unge dreng Márathus (digtene 4, 8 og 9). Ingen konflikt mellem disse to kærligheder er antydet; i øvrigt er overgange fra homoseksualitet til heteroseksualitet – for nu at bruge disse to moderne termer – på en tankevækkende måde på spil i 1.8. I anden bog af Tibuls elegier kaldes den elskede Nemesis. Ingen af de andre elegikere har for alvor to damer i deres værk.

I begge bøger findes der elegier, som ikke omhandler nogen af disse tre flammer: Delia, Marathus og Nemesis. Men lad os koncentrere os om disse tre ”talende navne”. Det første er afledt af Delos, Apollons fødeø. Det er valgt som et ædelt og positivt navn, for ”Delia” ligger tæt på ”Cynthia”, Properts’ elskede, idet Kynthos/ Cynthus er den klippe på Delos, hvor Apollon blev født. Delia, Cynthia, Lesbia (Catuls tilbedte) og Corinna (Ovids dame), disse fancy navne fra Hellas fungerer på samme måde, som når Bellman (1740-1795) i sine sange ophøjer visse af Stockholms ladies of easy virtue til nymfer og hyrdinder. 

"Tibul kommer hjem til Delia" hedder dette maleri fra 1868. © scanpix

Anderledes med Márathus, som en græker eller græskkyndig romer ville forbinde med det græske verbum maraínesthai, at sygne hen, at visne bort; dette kan ses i sammenhæng med pæderastiens pine og patos, som skyldes de få, få år, der går fra de fine duns pirrende tid, indtil de sekundære kønskarakterer stikker strittende frem, og ballet for altid er ovre. 

At kalde sin kæreste Nemesis er ikke mindre påfaldende end at kalde kæresten Saftløs. Navnet kan ses på baggrund af den anvendelse af begrebet nemesis forstået som gengældelse for erotisk hybris – hybris forstået som hjerteløs behandling af en elskende, som koldt ungdomshovmod, osv. – som vi ofte møder i den hellenistisk-romerske erotiske digtning. Der er mindre landlig eskapisme, men til gengæld en mere masochistisk stemning i digtene til og om Nemesis (3, 4, 5 og 6), end der var i dem til Delia. I Nemesis-digtene gennemspilles temaet om servitium amoris, elskovens slaveri, for alvor. Specielt elegi 2.4 Hic mihi servitium video dominamque paratam borer i elskovens patologi; digteren ser sig som offer for sin dómina, den fatale kvinde, og hans jeg-tale er oprørt. Elskovsslaveriet er et stort tema i Properts 4.8 .

Tibul og Vergil hører til Messallas kreds

Horats, Vergil og Properts hørte til Mæcenas’ kreds og priser Augustus og Pax Augusta, Properts dog med ret klare forbehold, skønt han er den eneste af de tre, der uforblommet kalder Augustus deus, gud. Til forskel fra disse tre blev Tibul, som aldrig nævner Augustus, ”sponsoreret” af stormanden Messalla, hvilket også gælder Ovid. Fælles for digtene i Tibuls tredje bog, ofte kaldet Appendix Tibulliana, er, at de stammer fra Messalla-kredsen; denne fængslende tredje bog er blevet kaldt ”Messallas huspoetbog”. I Messallas palæ på Palatinerhøjen havde Ovid lært Tibul at kende.
Tibul og Ovid hører til Messallas kreds, ikke til Mæcenas'.

Her ses et flot Tibul-håndskrift fra 1400-tallet. Teksten hylder Messalla, der var understøttede Tibuls digterkarriere. © scanpix

Til forskel fra Properts, som er en akademisk anlagt poet, en poeta doctus, anvender Tibul ikke megen mytologi, bortset fra guldaldermyten og Elysium-visionen. Anderledes end Properts er Tibul ikke på iøjnefaldende vis præget af retorik. Han er den mest ligetil af de romerske digtere; men tag ikke fejl: Overgangene i digtene er beregnede, og jævnheden raffineret, ikke mindst i Marathus-elegierne.

Unge Tibul – der mest blev kaldt Albius, altså Hvid – var bonderomantiker og agrarsværmer, ligesom Georgicas digter Vergil. Han var desuden guldalderutopist, idylliker og pacifist; se 1.10  ”Freden skal dyrke min jord!” Men modsat Properts var han en pacifist med visse militære erfaringer. 

Det djævelske pengebegær

I hvert af de tre digte (Haveguden om elskovskunst, Den afvisende afvist og Freden skal dyrke min jord) er Tibul intenst optaget af, hvordan pengebegær og griskhed perverterer mennesker. Det er overordentlig udbredt i antik litteratur at betragte havesygen, den endeløse griskhed, avaritia, ”den djævelske sult efter guld”, auri sacra fames (Æneiden 3.57), ikke blot som en menneskelig fejl blandt andre, men som grundfejlen, selve årsagen til vores fald, så meget desto mere som avaritia er motivet bag alle krige (Tibul 1.10). Vi kender også disse temaer fra Sallusts Catilina.

En personifikation af avaritia, havesyge. Billede fra 1593. © scanpix

Primitivisme og idyl

Filologerne har bemærket, hvor glad Tibul er for adjektiverne vetus, priscus, antíquus og andre udtryk for gammel; gammelt er godt. Man hæfter i vor tid ofte overskriften simple living på det bundt af ideer og visioner, der blev antydet i de foregående linjer; og idehistorikerne, fx Lovejoy og Boas, bruger gerne betegnelsen primitivisme om dem. 
Men ligesom primitivister i litteraturhistoriens løb ofte har været højst raffinerede ånder, er elskere af gammellivet tit forbavsende unge; lad os nævne Aristofanes, i en komedie som Freden fra 421 f.v.t., Tibul, Adam Oehlenschläger, Martin A. Hansen og Ole Wivel. Wivels på en gang noble og grelle Jævndøgnselegier fra 1949 stiller lykkelig barndom længselsfuldt erindret og enfoldig gudstro op over for storbycivilisationen, dens kærlighedsløse kulde og lede.

Tibul set af sine digtervenner

Både Horats og Ovid holdt meget af Tibul. Det kan man se af Horats epistel 1.4.1 ”Albius, mine satirers oprigtige, fine bedømmer”, og Ovid Amores 3.9 ”Hvis en moder har grædt for Memnon, en mor for Achilles”. Det sidste er et bevægende mindedigt over Tibul, den unge døde. 

I sin korte epistel 1.4 siger Horats, at guderne har givet Tibul skønhed, rigdom og, ikke mindst, kunsten at nyde disse to gaver, ars fruendi. Også en af sine oder, nemlig 1.33, som ordret begynder med disse ord: ”Albius, føl ikke mere end for megen smerte, huskende …”, har Horats henvendt til elegikeren, som er slået ud, fordi hans kæreste, her kaldet Glýcera, har foretrukket en yngre rival. Horats benytter lejligheden til at advare Albius mod at lade kærlighed veje alt for tungt i sit liv; kærlighed er en ”grum spøg”, en saevus iocus (1.33.12); Venus leger med os, som det passer hende. Lad os ikke lade en mere eller mindre tilfældig kærestes svigt forstyrre vores lykke i livet. Hvad mon elegikeren ville sige til den trøst? Vi ved det ikke; Horats har ikke indlemmet noget svar fra ham i sin ode. Men hvad angår den erotiske filosofi, er det tankevækkende at sammenligne Horats’ ode om den svigtede Tibullus med Vergils ekloge om den svigtede Gallus.

Elegi 1.4 – Selvironi og humor 

Tibul viser en beundringsværdig empati og evne til at veksle perspektiv, og grundtonen er ridderlig. Humorist er han, det ser man bl.a. af alt det lune, som bondelivet, der jo også er hans barndomsliv, med dertil hørende fromhed og fester trækker af ham i 1.10 (26-32, 52 ff.). Humor er der også i den måde, hvorpå han i 1.4 og 1.8 rykker tæppet væk under sine egne pædagogiske prætentioner og øvrige store armbevægelser; humoristen siger ”Læge, læg dig selv”. 

I elegi 1.4 holder den falliske havegud Priápus en forelæsning om kunsten at elske, ars amandi, hvad der her vil sige: kunsten at vinde en ung fyr, en puer (på græsk en pais), kunsten at få ham til at kysse af egen drift. Der foregår i løbet af det yderst begivenhedsrige digt en identifikatorisk glidning fra Priápus, den forpjuskede, nøgne, grimme spøgefugl og sexrådgiver, til selve digtets jeg. Digtets forløb gør dem nærmest til et.

Priapos, den græsk-romerske frugtbarhedsgud, vejer sit enorme lem. Pompejansk vægmaleri. 1. årh. e.v.t. © scanpix

Elegi 1.8 – En utrolig historie om sex

Tibul 1.8 ”Den afvisende afvist” kommer tæt på at være en lille komedie, livsnær og menneskeklog. Der udfoldes et drama om en trekant omfattende to herrer, forskellige i alder og position, og en kvinde, som er under bevogtning, formentlig af en rig gammel elsker (55-60) – så i baggrunden lurer der ret beset en firkant. 

Unge Márathus befinder sig i elegiens smertepunkt; han er inde i en seksuel og erotisk krise: overgangen fra objekt til subjekt. En kollega og skæbnefælle er råt skitseret i Properts 4.8 ”Nattesjov i digterhjemmet” (23-26). Det mest utrolige ved Tibul 1.8 er, at digterjeg’et, idet han tilsyneladende afstår fra jalousi, opfordrer damen, divaen, til at tage imod den nu svulmende og angrebsklare, men dog stadig delikate yngling Márathus (27-38). Med hed empati skildrer den unge mands tilbeder – den person, der begyndte med at sige ”Min næse går det skam ikke forbi” – divaens og drengens elskovsmøde. Sådan en historie om en ung fyrs modning, hans skridt over tærskelen, eller rettere hans elskers forsøg på at få ham ekspederet over tærskelen – en sådan historie kender jeg ikke noget sidestykke til i antik litteratur.

Ingen homoseksualitet hos Properts

Pæderasti havde spillet en vis rolle hos Catul. Properts 1.20 fortæller myten om, hvordan Herakles mistede sin pais Hylas til Nymferne og muntert sættes myten ind i en aktuel sammenhæng, idet digtets adressat advares om, at også vore dages nymfer, dvs. de romerske piger, er brunstige, så han skal passe godt på sin smukke puer

Men sig selv fremstiller Properts ikke som involveret i homoseksualitet, ligesom det er et emne, Ovid undgår i sin Elskovskunst (2.683 f.). I denne henseende er Ovid ”ikke-græsk”; men i Metamorfoserne ser vi ham gang på gang skildre disse erotiserede drenges sind med indføling, således bl.a. Narcissus. 

I antikken var homoseksuelle forhold mellem en voksen mand og en ung teenager (et pæderastisk forhold) socialt accepteret, og det ses også afbildet i kunsten. Her på et vasemaleri. Rødfigur. © scanpix


Platons Faidros

Hvis man i øvrigt vil sammenligne den pæderastiske elskovskunst i Tibul 1.8 med noget af Platon, er det ikke så meget Symposion som dialogen Faidros, specielt de to første indbyrdes korresponderende taler, man skal have fat på (Faidros 227a-241d). Disse to Platon-talers måde at stille sagen op på er, bag den ironiske skematik, hypermoderne: Er det bedste ”ren” sex uforstyrret af den erotiske lidenskab, eller hvad? Properts 2.23 handler (med visse ekkoer af Horats satire 1.2) om samme emne: Nu er jeg godt træt af den lidenskabelige kærligheds slaveri; for fremtiden står den på gadeludere, gerne fra Mellemøsten; amor er nemlig uforenelig med libértas, med andre ord: Lidenskabelig kærlighed stjæler ens frihed (if. det afsluttende distichon).