Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Romantikkens skepsis ved Horats


Holger Drachmann (1846-1908), dansk forfatter. Var en af de centrale skikkelser under Det moderne gennembrud, men vendte sig igen mod Romantikken. Som mange andre digtere i samtiden og i den forudgående Romantik så han ikke det store lys i Horats. © Det Kongelige Bibliotek

Holger Drachmann, en digter, der kendte til at indrette sig efter den herskende vindretning, er mester for en berømt karakteristik af vor digter. I digtet ”Adria” (1877) udslynger Drachmann, henvendt til Adriaterhavet, følgende afskedssalut:
Farvel, Du Hav, som Horats besang,
Og kaldte saa grusom, barbarisk og andet –
Den smidige, romerske Spytslikkerskjald,
Som kunde paa Fingrene Føddernes Fald,
Var som Katten bange for Vandet.

Paa Villaen sad han, skaldet og fed,
Og væved den snusfornuftigste Lære,
Om hvordan man vasker sin Stilebog ren,
Og hvordan man tækkes Hs. Højhed Mæcen
Ikke mindre end Frøken Hetære.
Denne Horats med vandskrækken er, hvad man kalder en folie, et modbillede: I de følgende strofer viger den laskede romer for det skumsprøjtende digterjeg, det sydende verdenshav Holger D., hvis sundhed ifølge resten af digtet slet ingen grænser kender. 

Dette anti-horatianske budskab har mange sidestykker hos Europas høj- og senromantikere. Er det ikke forholdet til Mæcenas og Augustus, de tager afstand fra, så er det Horats’ hyldest af decorum og af ”den gyldne middelvej”, aúrea mediócritas (ode 2.10.5). De betragter læren om middelvejen som udspekuleret snusfornuft. I vor tid er ode 4.5 ”Kom hjem, du gode guders ven” ligefrem blevet udnævnt til ”Horace’s most Fascist poem” (Don Fowler).


’Den gyldne middelvej’ optræder som et ideal i Horats’ digtning. Forestillingen om en middelvej som den optimale levemåde kendes fx også fra buddhismen. Billede af en Buddha-statue ved Swayambhunath-templet i Nepal. © Scanpix

Det giver god mening at kalde en med Drachmann cirka samtidig digter som Sophus Claussen for ”en velsitueret Horats” (Hans Brix). Fælles er festerne, ”Eroter og Fauner”, de ubestandige kvinder, finurligheden, ironien, bitterheden, utilpasheden ved den omgivende afstumpethed, ”pluk dagen”, kampen for ro, dødsbevidstheden, driften mod tingenes midte, skønhedsbillederne. I den digtsamling, der bærer den bukoliske titel Pilefløjter (1899), priser Claussen sin købstad, sit Arkadien, som han kalder den. Intet København, om det så bliver nok så lokkende romaniseret, kan få ham væk derfra – siger han da:
I Fald København var Rom,
og var Mæcenas min Ven,
og laante Horats mig sin Pen –
jeg tror ej mere, jeg kom,
om selve Augustus mig vinked,
og Julia ventede sminket. 
I samlingen Djævlerier (1904) stiller Sophus Claussen i det lange digt ”Afrodites Dampe” det evige behov for ovne, ovne rimende på dovne, hos ”os fra Nord” over for antikkens sydlige sundhed, der kan tåle såvel varme som kulde. Nogle gløder på et fyrfad uden for Vatikanmuseet i Rom har udløst digtets vision, dets filmiske frise. Et godt stykke henne spørges der:
Et Par slige Kul har stemt Horatses Toner?
og var nok for Tiberstadens utro Koner?

Den danske symbolistiske digter Sophus Claussen (1865-1931) var glad for Horats. © Det Kongelige Bibliotek

Men senere er der opnået vished, og digteren forkynder:
For at være livsudrustet, stærk tilfulde,
skal man kunne døje Hede, modstaa Kulde;

man skal kunne bære Skæbnen, elske Sorgen;
det var tragisk Pligt i hine Guders Morgen.

Selv om alting brister, er der Trøst at øse –
i Tragedien, hos de store trøstesløse.
Kursiven til sidst tilhører digteren, som med ”Afrodites Dampe” må have skrevet noget af den største poesi, Nietzsches ideer om tragedie, kærlighed til skæbnen (amor fati) og livsduelighed har inspireret nogen til. I øvrigt er synet på Hellas som lig med eksistensdygtig munterhed (”Heiterkeit” siger han gerne) også Søren Kierkegaards. Så vidt et par facetter af receptionen af Horats og hans mediterrane kultur.