Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne

Væk fra Rom, retorik og politik – ned til det epikuræiske liv i Jomfrubyen

Vi har et digt, Cataleptón 5, som i vore håndskrifter, sammen med en række andre, tillægges Vergil og indgår i det såkaldte Appendix Vergiliana (jf. Appendix Tibulliana). Denne sprælske tekst kan da også meget vel være et ungdomsdigt af Vergil i Catuls manér; katá leptón er græsk for: på poleret vis. Ifølge Cataleptón 5 flygtede Vergil fra den retoriske uddannelse i Rom – ”Farvel med jer, I retorernes hule krukker” – og søgte tilflugt helt nede i det overvejende græske Neapel hos en kreds af epikuræere under ledelse af Siron – som selv anti-epikuræeren Cicero omtaler anerkendende. Ved siden af det prosaiske navn Neápolis, Nystad, bar byen også det poetiske navn Parthénope, og dermed er, da græsk parthénos = latinsk virgo, ringen så fint sluttet til jomfruen. 

I de allersidste vers af sit læredigt om landbrug, Georgica, omtaler Vergil, med spil på sit navn, opholdet i ”det søde Parthenope”. Han forbinder det med otium, altså det ikke-militære, det ikke-politiske liv, som han kalder ignóbilis, ilde anset – hvad der dog ikke på nogen måde indebærer, at han afsværger det; tværtimod, han vedkender sig det, han bekender sig til kultur over for krig. Glæden ved otium kendetegner just den epikuræiske livsanskuelse. Vedrørende den ovenfor citerede anti-retoriske udladning forud for udmarchen til et studieliv i kærlige omgivelser i Napoli er det også værd at nævne, at Epikur var skeptisk, for ikke at sige fjendtlig over for alle andre intellektuelle sysler end lige netop den filosofiske, ikke mindst over for poesi og retorik (dog er Epikurs Brev til Menoikeus relativt retorisk poleret).

Buste af grækeren Epikur (341-270 f.v.t.), som stiftede den filosofiske skole epikuræismen. Romersk kopi af græsk original fra ca. 280 f.v.t. © Gyldendals billedarkiv

Men hvor dybt stikker det epikuræiske? Man kan bestemt ikke sige, at Vergils Æneide er et epikuræisk digt, faktisk kan man komme ganske langt – om end ikke helt til målet – med en stoisk udlægning af Æneiden og den deri indeholdte udforskning af skæbnen, fatum, og dennes forhold til Juppiters vilje og master-plan med Æneas. På den anden side har epikuræeren LucretsOm Verdens Natur dybt påvirket Vergils poesi, ikke mindst Georgica. Hvis man er glad for eklogerne, kan man have en svaghed for det billede af Vergil, at han inderst inde var fremmed for det heroiske epos, som han viede de sidste mange år af sit liv til – at hans hjerte ikke var med i dette patriotiske projekt: at gøre det augustæiske bestandigt forever and ever. Så vil man hæfte sig ved beretningerne om, at han før sin rejse til Grækenland befalede Æneiden brændt, hvis noget skulle tilstøde ham – hvad fyrsten imidlertid forhindrede. 


Vergil og Horats – patos over for ironi

Det er den Vergil, som anti-fascisten Hermann Broch har udødeliggjort i sin roman Der Tod des Vergil (Vergils Død), (1945). Men er det ikke også den Vergil, Horats sætter på begreb i satire 1.10.44f.: ”Vergil har de Muser, der frydes ved bondelandet, nådigt tilnikket det blide og åndrige (molle atque facetum).” Mod denne inddragelse af stedet fra satirerne kan man rigtignok indvende, at på det tidspunkt forelå Æneiden slet ikke. Men Horats har andet at melde. Tidligere herskede der ganske vist nogen tvivl, men nu til dags mener vist alle, at den Vergilius, Horats har skrevet oderne 1.3 og 1.24 til, faktisk ér digteren, som vi i så fald, i trøstedigtet 1.24, får skildret som melankoliker, kredsende om den kære Quintilius’ død.

Under alle omstændigheder er det godt at huske, at når vi stiller de to augustæiske topklassikere, Vergil og Horats, op over for hinanden som patos over for ironi, så har vi foretaget en forenkling, og dét på begge sider.

Som anført andetsteds disponerer vi, når heldet er med os, over tre kilder til antikke forfatteres biografi:

1) Andre forfatteres udsagn plus indskrifter og lignende.
2) Deres egne værker.
3) Antikke biografier. 

Som nævnt siger Horats en del om Vergil i sine satirers første bog, der blev offentliggjort ca. 35. Blandt andet oplyser Horats, at det var Vergil, der (i 38) introducerede ham for Mæcenas og dermed så småt førte ham i nærheden af Octavian (fra år 27 betitlet Augustus), hvor Vergil altså allerede befandt sig. Vergil var blevet opdaget af talentspejder Mæcenas, senest efter offentliggørelsen af hyrdedigtene, kaldet Bucolica, som blev udgivet engang i perioden 39-35, og som med ét slag gjorde Vergil til den berømteste digter i Rom, nu efter Catuls død (i 54). Bucolica er græsk: af bukólos, kohyrde, ligesom Georgica er det: af georgós, jordbruger – hvorimod pastor, hyrde, er latin. Hvad angår Vergils tilknytning til epikuræiske kredse sydpå, er vi så heldige at besidde en papyrus fra Herculaneum, der peger i den retning. Så vidt kildegruppe et.

Digteren Horats var Vergils gode ven. Portræt af Horats fra 1584. © scanpix


Biografisk-allegoriske fortolkninger

Med hensyn til antikke Vergil-biografier er vi vel hjulpet, hvad antal og underholdningsværdi angår. Men biografierne er, som allerede antydet, fulde af legender, ikke mindst den såkaldte Donatus auctus, som fra en historisk-kritisk synsvinkel kan synes værdiløs, men bugner af interessante middelalderlige myter, bl.a. den om virga’en. Det, levnedsskildringerne bringer til torvs som selvstændige kendsgerninger, er i mange tilfælde ikke andet end, hvad deres forfattere har ment at kunne udlede af digterens værker. Hvormed kildegruppe to og tre bliver til en. Det er nødvendigt at skrive ”ment at kunne udlede”, for biografiskriverne betjener sig ikke sjældent af biografisk-allegoriske tolkninger, som få nu om stunder kan følge dem i.

Blandt de andre digte, hvor der må en vis biografisk læsning til, er første ekloge, som fremstiller en samtale mellem en fri mand, der er blevet fordrevet fra sin jord, og en slave, der er blevet begunstiget af en guddommelig ynglingeskikkelse, som i sammenhængen må stå for Octavian. 

Beslaglæggelse af jord til veltjente soldater

Efter sin og Marcus Antonius’ triumf over Cæsars mordere ved Filippi (i 42) tildelte Octavian sine veteraner jord ved Cremona; men disse horder af sejrrige husmænd lagde egenmægtigt beslag på jord ved Mantua også. Ifølge den biografiske overlevering var Vergils far blandt dem, der brutalt fik sin jord konfiskeret, og i Vergils egne digte, ekloge 9.27-29 og Georgica 2.198, hentydes der efter alt at dømme hertil, idet det siges, at det har været fatalt for Mantua at være nabo til Cremona, og at ”det ulyksalige Mantua har mistet sletteland.” 

Forud for Vergils tilslutning til Octavian/Augustus har der altså virkelig været noget at overvinde for ham, en kamel at sluge, ganske som tilfældet var med Horats, der ligefrem tjente som officer på republikansk side ved Filippi. Alle konfiskationsproblemerne var ganske tæt på at udløse en omfattende krig mellem Octavian og Marcus Antonius; forliget mellem de to krigsherrer (i Bríndisi, år 40) blev modtaget med vældig lettelse, hvilket efter alt at dømme er afspejlet i 4. ekloge, den messianske.

Octavian, den senere kejser Augustus, var indirekte skyld i, at Vergils far brutalt fik sin jord konfiskeret. Derfor skulle der formentligt noget af en overvindelse til, før Vergil tilsluttede sig kejseren. Statue af Augustus, den såkaldte ’Prima porta’. Formentlig lavet kort tid efter Augustus’ død i 14 e.v.t. © scanpix

Mon dog ikke Horats og Vergil somme tider har tilkastet hinanden betydende blikke, når kongerøgelsen i Mæcenas’ saloner blev dem for sødlig? I deres værk udforskede de den nye tid gennem henholdsvis 16. epode og 4. ekloge, af hvilke den ene er rettet mod den anden.


Den gennemorganiserede bog af digte kan evt. tale med to stemmer

Da Bucolicas enkelte ekloger – dette græske ord, eklogé, som betyder ”udvælgelse”, blev en betegnelse for: et udvalgt mindre digt – således kan have en vis historisk og biografisk forankring, er det helt respektabelt at forske efter en given ekloges datering. Men samtidig må det erkendes, at man så at sige har digteren imod sig, da han har gjort sit yderste for at organisere de ti ekloger til en fint klingende enhed, delikat og hård på samme tid. På samme måde er Horats’ og elegikernes enkelte bøger nøje opbygget gennem samklange og modstemmer – en egenskab, man derimod leder forgæves efter i Catuls bog (hvad der måske skyldes, at han ikke levede længe nok til selv at udgive den). Ved at indrette deres digtbøger på denne måde får augustæerne et stærkt instrument i hænde: Når Horats fx i én og samme bog – den fjerde – af oderne anbringer det afmægtige digt om sine tårer over den uopnåelige Ligurinus og fyrstehymnen til landsfader Augustus, så har han sat bogen til at tale med to stemmer.