Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Den neoteriske revolution - de moderne


Man taler om den neoteriske revolution. Revolutionen var både æstetisk og etisk; dens digtere var venskabsdyrkere, kulturkritikere, pedanter, bohemer og æsteter, men til forskel fra de alexandrinske digtere, deres græske idoler, holdt neoterikerne sig ikke borte fra det offentlige liv. Cornificius (se Catul 38) og Calvus var fejrede advokater og retorer af den atticistiske retning, som dyrkede kort elegance, og Helvius Cinna og Cornificius var politisk aktive på Cæsars side. Cinna blev myrdet under den grusomme tumult, som opstod ved Cæsars begravelse i 44.

Til kredsen hørte også en kvindelig digter, Cornificia, hvis digte i øvrigt endnu blev læst i 300-tallet e.v.t. Lad os ære Cornificia med et udblik. Den romerske elites piger lærte alle at læse og skrive, og adskillige modtog en gedigen uddannelse, som imidlertid blev afbrudt ved deres indtræden i ægtestanden; for dyb indsigt i videnskab og poesi blev nemlig anset for at skæmme en dame, en matrona. Anderledes forholdt det sig med en puella docta, en ”lærd pige”, altså en af de mere frie fugle, som vi kender fra elegikerne nogle årtier efter Catul. Kvindelige digtere havde Rom ikke få af: Sulpicia omtales i afsnit 8. Martial nævner hele tre digter-veninder: Theophila, Pantaenis og Sulpicia (denne Sulpicias digte blev endnu læst i 500-tallet). Og Juvenal beskriver i en satire damedigtere som en ren og skær epidemi (6.451-56).

Dette vægmaleri (Pompeii, 1. årh. e.v.t.) viser et portræt af en ung kvinde, der i hænderne holder en pind til at skrive med, en stylus, og en vokstavle til at skrive på. Nogle mener, at det er et portræt af den kvindelige græske digter Sappho, men sandsynligvis er det et portræt af en ung kvinde, der hører til huset, hvori vægmaleriet er fundet. Skriveredskaberne skal vise, at den unge kvinde hører til en rig og dannet familie. Hun er således en docta puella, en lærd ung kvinde. © Scanpix

Tilbage til Catul, Cornificia og de andre! Disse digtere skrev til hinanden, jf. digt nr. 38, hvor en digterbroder afkræves et trøstende digt; og de antog, at kunst kunne gøre en forskel i livet, jf. den lange elegi nr. 68, hvis foranledning er en bøn fra Allius om at måtte få et digt, der kan trøste ham i hans kærlighedssorg med dens angst og søvnløshed. Det kan jeg ikke, svarer Catul i første omgang; jeg har jo selv lige mistet min elskede bror – og for resten har jeg ingen bøger her i Verona, hvor jeg er, til at inspirere mig. Og så skriver han digtet.

Vi kalder altså digtere som Catul og hans kreds for neoterikere, hvad der så temmelig nøje vil sige: modernister (af græsk neóteros, yngre, nyere). Cicero, som Catul dog ellers gav en slags kompliment i nr. 49, var ikke særlig glad for disse poetae novi, nye poeter, disse neóteroi, som han kaldte dem. For ham var ”fader Ennius” eksponenten for den store poesi. Men på denne sag er der den krølle, at Cicero i sin ungdoms poetiske forsøg, bl.a. med at oversætte Aratos’ astronomiske læredigt, i mangt og meget faktisk er neoteriker. I sit dedikationsdigt til Cornelius Nepos antyder Catul et program for den unge poesi: Vi skriver bare nugae, bagateller, til forskel fra dit superlærde historieværk, Nepos. På linje hermed taler Catul andetsteds om sine inéptiae, fjollerier, og sin digtning kalder han leg. Man går imidlertid slemt fejl af tonen i dedikationsdigtet til Nepos, hvis man overhører den selvbevidsthed, det klinger ud i (jf. 64.22ff., 68.43ff.).

Neoterikeren har fokus på otium og doctus

Et af neoterikernes slagord er otium, behagelig lediggang, lærd sanselighed, livsfrisk boglighed, filologisk fritid. En neoteriker har aldrig travlt, han har altid ”en ledig time” (10.1). Ved deres fokus på otium leder de frem til den romerske elegi. For gammelromerske moralister tegnede denne mentalitet sig som sanselighed og slaphed, der var sivet ind fra den græske verden. En traditionsbevidst romer ser karakter truet af kultur – og dette møde belyses på forskellig vis af en hel række af denne bogs forfattere, bl.a. Cicero og Sallust, Horats, elegikerne og ikke mindst Juvenal. 

Udsigt til Gardasøen fra ”Catuls” villa på Sirmione. I sådan en villa langt fra det hektiske politiske liv i byerne har de velhavende romere kunnet nyde deres otium, fritid. © Kristian Purreskov

Andre nøgleord for de neoteriske provoer er: lærd/belæst, doctus, det er øm/sart, tener, og det er charmerende/forførende, venustus. I et af Lesbia-digtene, nr. 86, skal vi høre en hel charmens eller yndens filosofi. Der er også Catul 35, hvor det beskrives, hvordan digteren Caecilius’ kæreste er blevet ekstra varm på ham, fordi hun har læst hans udkast til et digt om Magna Mater (som så ofte, en kvindelig titelperson). Også Catul 16 og 50 handler om erotiserende poesi; nr. 16 bekender sig rent ud til den erigerende poesi, men digtet kom, via Martial, til at levere Europas digtere en pæn smutvej, når de frygtede, at deres værks sjofelhed skulle kompromittere dets skaber (se afsnittet om Martial). Vedrørende venustus se også nr. 3, hvor dette begreb knyttes sammen med Venus og Cupido, og ikke mindst med adjektivet bellus, pæn, køn. Da bellus var det talte sprogs ord for smuk (pulcher), er det dette smuk-ord, der har holdt sig på de romanske sprog. 

Vi kan lære ganske meget om det latinske omgangssprog gennem Catuls digte, og det kan vi, fordi mange af dem forener det folkelige og jordnære med det intellektuelle. Det synes at være Catul, der har indført ordet basium, kys, i litteraturen; det er dette ord, ikke osculum eller suavium, der lever på de romanske sprog: italiensk bàcio, fransk baiser, osv. Et kyssedigt som nr. 5 emmer af folkelighed, ikke kun ved det valgte ord for kys, men også ved sit banksprog, ved sin kontante måde at omtale tumultuarisk lidenskab på (1000, 100, 1000, 100 osv.), men ikke mindst ved at afspejle den forestilling, den overtro om man vil, at det er farligt at have nøjagtigt tal på sine rigdomme: brebis comptés, le loup les mange, ”talte får, ulven æder dem”, lyder et fransk ordsprog.
Catul tilhørte en kreds af såkaldte neoterikere, som bl.a. er kendetegnet ved følgende nøgleord: 
  • Modernister (af græsk neóteros, yngre, nyere).
  • Behagelig lediggang.
  • Lærd sanselighed, lærd/belæst.
  • Charmerende og forførende