Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne på Oldportalen


De her valgte stykker af Cicero stammer henholdsvis fra Forsvarstalen for Cælius, holdt i april 56, og fra det filosofiske værk Samtalerne i Tusculum, som er skrevet i eftersommeren 45, hvormed vi er fremme ved den periode, da Cæsar havde opnået en position som absolut enehersker. Samtalerne i Tusculum er Ciceros mest stoiske værk, Forsvarstalen for Cælius et af de mindst stoiske. Vi begynder med en håndfuld breve, dækkende perioden 58 til 44. Det vil forhåbentlig gå os, som vi skal høre, at det engang gik Ciceros bror: ”Jeg så dig i fuld figur i det brev (te totum in litteris vidi)!” 

Ciceros ucensurerede breve 

Det er en stor oplevelse at høre Cicero ytre sig i et brev om et emne, som han også behandler i sine filosofiske skrifter, sådan som det fx sker mod slutningen af brevet til Marcus Marius , hvor diskussionen om de to livsformer: den offentligt engagerede versus den indadvendt personlighedsopbyggende, får mere intime accenter, derved at genren er brevet og ikke den filosofiske afhandling. Og dette gælder generelt: Det er fordi, han udtrykker sig i så mange genrer (både taler og afhandlinger af retorisk, statsvidenskabeligt, teologisk eller på anden vis filosofisk indhold), men det er dog især takket være den stort set ucensurerede kæmpestak på over 800 breve, at vi kender Cicero bedre end Ovid og Seneca, ja, bedre end Horats (med hans epoder, oder, satirer og epistler), ja, endda bedre end Augustin (med hans Bekendelser, et nybrud inden for selvbiografien). Disse fire andre oldtidsforfatteres betroelser er nemlig, hver på sin måde, mere stiliserede end korrespondenten Ciceros. Dog har vi fra Ciceros hånd en række breve, der bedst kan betegnes som essays (fx Ad Familiares 5.12 om historiografi og det ædle Ad Quintum Fratrem 1.1 om retfærdig provinsadministration). Senecas Epistulae Morales er af sidstnævnte art; de er alle skrevet med henblik på offentliggørelse, ligesom Horats’ versepistler naturligvis er, og ligesom Ludvig Holbergs epistler.

Da Ciceros breve til Atticus (plus dem til Quintus og dem til Brutus) blev fundet – det skete i Verona i 1345 – hensatte de manuskriptets opdager, den lærde digter Petrarca, i en tilstand af chok, hvilket er forståeligt nok, da Petrarca havde skabt sig et idealbillede af vismanden Cicero. Petrarca satte sig ned og skrev et brev til Cicero om opdagelsen – det første af Petrarcas breve til afdøde forfattere. I 1392 modtog kansleren i Firenze, Coluccio Salutati, fra sin kollega i Milano en kopi af et håndskrift med Cicero-breve, og det viste sig, at det ikke som først antaget var de samme, som Petrarca havde fundet; det var dem, som senere kom til at bære overskriften Ad Familiares. Det håndskrift, Salutati modtog en kopi af, kan endnu beses i Biblioteca Laurenziana i Firenze; det hedder Mediceus 49.9 (og kopien: 49.7). Der er ikke siden fundet andre håndskrifter med hele samlingen Ad Familiares.


På kanten af Renæssancen gik jagten ind på at opstøve alle de gemte og glemte antikke håndskrifter. Digteren Petrarca (1304-1374) fandt i 1345 i Verona en del af Ciceros breve, der ikke var kendte af mange i løbet af Middelalderen. Billede af Petrarca fra 1500-tallet. © Scanpix 

At alle disse breve, som tager tidens puls, idet de dækker alt fra verdensbegivenheder til håndører, kom til os, er et utroligt held; vi kan sammenligne med de tynde overleveringstråde, som fx Catul, Petronius og Tacitus hang i. Men et utroligt held er det naturligvis kun, hvis Cicero er så interessant, at han fortjener at være den bedst kendte oldtidsperson.

Forsvarstalen

Stykket fra Forsvarstalen for Cælius har både politisk, litteraturhistorisk og retorisk interesse. Her tegnes et grelt portræt af en formidabel romerinde, Clodia. Clodia er søster til og ifølge Cicero makker med Ciceros dødsfjende politikeren Publius Clodius Pulcher. Clodia er desuden (efter alt at dømme) identisk med den Lesbia, til hvem Catul har skrevet nogle af de mest brændende digte på latin. 

Formelt set falder sagen mod Marcus Cælius Rufus ind under en lov de vi, om vold, en lov, som specielt var rettet mod personer, der anstiftede uroligheder ved hjælp af lejede bander – altså en antiterrorlov. Cicero har, sin præference tro, ordet som tredje og sidste forsvarer i sagen, og lige fra talens første paragraf retter han skytset mod Clodia, fordi han mener, at hans klient, hans fremragende elev Cælius, i denne sag reelt bliver ”angrebet ved hjælp af en skøges magtmidler (opes meretriciae)”. Bag anklagen mod Cælius for at have bestjålet Clodia og haft til hensigt at forgive hende står altså den krænkede og hævntørstige dame; det er hende, der ifølge Cicero har leveret anklagerne deres ammunition (§ 50). Og så er det, at Cicero med gay and wicked wit præsterer det kunststykke at vende hele sagen på hovedet og vise, at det var hende, der ledte Cælius i fordærv, ikke omvendt. Cælius’ fødselsår er omdiskuteret, men måske var han 12-13 år yngre end Clodia, som var knap fyrre her i år 56.

Cælius, Ciceros begavede elev og frække ven 

Cælius var et blændende medlem af Roms jetset, flot (§ 36), en af sin tids tre største dansere (hvilket i traditionalisters øjne var en pinlig rekord), egoist, upålidelig, Ciceros ven. Vi har, foruden fragmenter af hans taler, bevaret sytten breve, som han sendte Cicero for at holde ham ajour, mens han i 51 var statholder i Kilikien i Lilleasien; Cælius’ spruttende breve udgør 8. bog af Ciceros Ad Familiares. Enhver retorisk skolet person havde fået opdyrket et talent for det perfide; men nogle var i særklasse, heriblandt Cicero og Cælius – og en vis Catul fra Verona. Cælius døbte i den tale, han havde holdt lidt tidligere i sagen, Clodia quadrantaria Clytaemnestra, Klytaimestra På Klippekort, hvormed han både fik luftet det rygte, at hun ligesom Agamemnons viv havde taget sin mand af dage, og den giftighed, at hendes galaner fik adgang for en quadrans, dvs. samme pris, som herrer betalte for at komme ind i de offentlige bade. Det har tilsyneladende ikke forekommet dommerne utroligt, at en kvinde skulle have så megen indflydelse, som Cicero tillægger hende i sin tale, så Cælius blev frikendt. Om Clodia blev der tyst i Rom. Karaktermordet på hende var gennemført helt; det på hendes lillebror, talerens dødsfjende, kun delvis (trods behjertede forsøg som dem i § 32 og § 36).

Landflygtighed 


Fremstilling fra 1800-tallet af Cicero under en af hans Catilinariske taler, da han i senatet som konsul anklagede Catilina og dennes kumpaner. Senere måtte Cicero gå i eksil i halvandet år for at have dømt dem til henrettelse uden tilstrækkelig juridisk grundlag. © Scanpix

Det var ikke længe, siden Cicero havde oplevet sit politiske livs største traume, nemlig den landflygtighed, han måtte underkaste sig fra marts 58 til september 57. Og dette traume var endda en udløber af det, han betragtede som sin største triumf: nedkæmpelsen af Catilinas sammensværgelse. Som han skriver til Terentia og børnene:
” […] jeg, som har frelst alle andre, åbenbart for at vi skulle gå til grunde.”  (Ad Familiares 14.2.2).
Det var ingen anden end Clodius, der som almuetribun, i de første måneder af 58, mere og mere slog på, at henrettelsen af de fem catilinarer i december 63 var uden tilstrækkeligt juridisk grundlag – hvad den nok også var (se afsnittet om Sallust). Cicero modtog masser af sympatitilkendegivelser i disse måneder, men lige netop Roms magthavere, Cæsar og Pompejus, sagde ingenting, og i marts 58 valgte Cicero at gå i eksil. Han brød komplet sammen, undskylder, trygler og hulker (”Min bror, min bror, min bror…”). Det meste af tiden tilbragte han i Thessaloniki, og kommer læseren dertil, vil hun måske sende den nødstedte Cicero en tanke, sådan som man i Constantza, fordum Tomis, kan lade tanken gå til Ovid, og på Korsika til Seneca. Da Cicero kom tilbage til Rom, fandt han sit hus på Palatin, som han havde købt i 62 for 3,5 million sestertier og var så stolt af, brændt ned til grunden; popularerne havde planer om at rejse et tempel for Friheden i dets sted. Og gangstere chikanerede de håndværkere, Cicero satte til at forestå genopbygningen. I april 56 er disse begivenheder endnu i frisk erindring (jf. § 50 i talen ).

Ciceros taler  – logos, etos, patos 

En Cicero-tale er drejebog til en performance, som ikke kun vil overbevise med saglige argumenter (logos, tale & fornuft). Når logos ikke rækker, vil talen også imponere og charmere i kraft af talerens person (etos, karakter), og den vil gribe og bevæge tilskuernes sind (patos, affekt) og desuden jo da også fryde dem med ordkunst. Skønsnak, platte vitser (Pro Caelio 33!) og direkte løgn er ikke udelukket. Men Ciceros taler er ofte, sådan som hans retoriske teori krævede, præget af et vist filosofisk niveau; således fx Pro Caelio §§ 39ff. og det humanistiske manifest i forsvarstalen for digteren Archias. Ciceros taler får derved et mere belæst præg end Demosthenes’. Cicero var ”som bekendt den største kunstner på feltet sjælebehandling, "summus ille tractandorum animorum artifex” siger Quintilian (11.1.85). Nu har vi ganske vist bevaret så lidt af hans juridiske og politiske rivalers taler, at sammenligning er vanskelig, om end ikke helt umulig, for os. Men Quintilian og Tacitus havde materiale til at sammenligne Cicero med de andre, og begges konklusion blev, at Cicero var mesteren. Tacitus var selv en stor taler.

De tre appelformer: 
  • Logos: Rationelt princip, appellerer til fornuften.
  • Etos: Etik, appellerer til følelserne. 
  • Patos: Appellerer til følelserne.


En anden stor retoriker, Quintilian fra det 1. årh. e.v.t., sammenligner i sine retoriske skrifter nogle af de berømte romerske talere. Han anså Cicero som den store mester. Billede af Quintilian, 1584. © Scanpix

 
Betragtet som talekunst er Pro Caelio specielt bemærkelsesværdig ved sin udstrakte brug af taktisk forbi-gåelse, praeter-itio, altså den manøvre, at man erklærer som sin bestemte hensigt at forbigå det og det, som man så altså alligevel får nævnt. Der kommunikeres over lange stræk af denne tale efter devisen jo lettere jo bedre, jo sjovere jo alvorligere. Beslægtede med pseudo-forbigåelserne er tankeeksperimenterne, fx i § 38 og § 50: ”Sæt, at hun er … Sæt, at hun ikke er …”. Cicero har villet have sin hånetale, sit invektiv, til at svæve og har satset på, at den just ved sin vægtløshed kunne få vægt. Det må have krævet et opbud af hele hans berømte kropslige veltalenhed at få alle disse kursændringer og tankekæntringer til at gå rent ind hos dommerne. Jævnfør også de tilfælde, hvor han anfører tænkte indvendinger fra modpartens side, idet han udtaler foregribelser af typen: ”Her kunne man indvende, at sådan og sådan…” (fx § 39). Den lidt mere åndsfraværende eller tungnemme tilhører måtte antagelig mere end én gang spørge sig selv: Hvem har i grunden ordet her! Helt forvirrende, subsidiært helt vildt underholdende, må det have været, når Cicero over længere stræk tyede til det greb at ytre sig gennem en anden person, først en langskægget ærkeromer fra gamle dage, dernæst talerens værste fjende, så at han først lægger stemme til Clodias blinde forfaders rungende patos, dernæst til hendes kære lillebrors vulgærepikuræiske kynisme (§ 33, § 36).

Cicero, Cælius og Catilina

Lige siden den blev opfundet af grækerne 400 år forinden, havde retorikken gået ud på, at man skal lære at tale både for og imod samme sag, at se sagen fra begge sider, både den stærke og den svage side, og i givet fald formå at vende det hele på hovedet. Talen Pro Caelio har et berømt eksempel herpå allerede i §§ 10-14, hvor Cicero søger at komme om ved den kendsgerning, at Cælius under Catilinas kampagne i 63 for at blive valgt til konsul i 62 ”ivrede for” Catilina, Ciceros satan (i alt fald fra 63 og frem). Cicero går så vidt i hvidvaskning, at han erklærer, at han ligefrem selv i sin tid nær var blevet narret af Catilina – hvad han i år 65 faktisk havde været. Just i sin bestræbelse for at finde formildende omstændigheder inde på et så tæt mineret felt som dette vover Cicero sig ud i en analyse af psykologiske forunderligheder og paradokser, admirabília, og tegner en indlevet forbryderprofil af Catilina: ”På én gang udsvævende og udholdende; sammen med gamle seriøs, sammen med unge sjov, osv.”, sådan lyder dette portræt af kamæleonen Catilinas ”foranderlige og komplekse natur” (varia et multiplex natura). Retorikken pålægger Cicero at fastholde det bevægelige og hjælper ham samtidig dertil, idet den rækker ham sine skemaer for paradoksal portrættering. Vi skal senere se Sallusts profil af Catilina og hans dobbeltanalyse af Cæsar og Cato.

Moral og retorik

En lignende intellektuel og moralsk smidighed som den, Cicero udfolder i skildringen af den karismatiske og sexede landsforræder Catilina, kan iagttages i §§ 40 ff. og § 48, hvor der, med mange bolde i luften, argumenteres for, at synet på moral er undergivet en historisk udvikling, og at dette faktisk må tages til efterretning. Herunder kommer den fleksible retor tilsyneladende tæt på at trække tæppet væk under den gamle romeretik med virtus og mos majorum, mandighed og forfædres skik, som han dog selv hylder i så mange andre sammenhænge, og hvis forsvinden hans samtidige Sallust beklager så stærkt. Moralister har alle dage hæftet sig ved, at den retoriske metode lærer os at maskere os, og at dette kan udhule karakteren; men man kan også hæfte sig ved, at den retoriske metode kan vise tanken nye (ud)veje. 

Hvad Cicero siger om overbærenhed med de unge, er ikke kun taktik. Det er faktisk et aspekt af hans humanitas, at han antyder en ny kulturel og moralsk model, som vi kan skitsere sådan: Der er siden de store erobringer for hundrede år siden og mere strømmet så mange rigdomme til Rom, at vi ikke bare kan kræve nøjsomhed, tugt og ære, som da gamle Cato var ung. Den slags pukken på mos majorum er simpelt hen uklog; for stiller vi os sådan an, gør vi de unge fuldkommen fremmede for traditionens romerske værdier. Vi må være åbne over for det nye for at kunne bevare det bedste gamle. Sådanne ideer lufter Cicero som sagt ikke kun i Pro Caelio, men også i Pro Murena (63), hvor skydeskiven for hans vid er ingen ringere end Cato den Yngre og hans moralske nostalgi, og også andre steder. Næste generation havde ikke øre for Ciceros smag, originalitet og kloge konservatisme. Nej, nu kom Den Augustæiske Reaktion, som drømte kønt om tunge hakker på unge bønderkarles tyrenakker, for nu at citere romerodedigteren Horats.

Samtalerne i Tusculum 


Platon var ikke glad for retorikken og angreb den i dialogen Faidros for ikke at beskæftige sig med ’det sande’, men med ’det sandsynlige’. Buste af Platon. Romersk kopi af græsk original fra ca. 350 f.v.t. © Ny Carlsberg Glyptotek, København

Som indføring i Samtalerne i Tusculum 5.1-11 og 5.57-83 følger her lidt mere om Ciceros filosofiske skrifter, deres indhold og baggrund.

Fra barnsben havde retoren Cicero lært at behandle en sag fra begge sider: ”at drøfte i begge retninger”, in utrámque partem disputáre. Det overrasker ikke, at en retor, når han bliver filosof, har visse forbehold over for de dogmatiske, de absolutte, skoler og tilslutter sig probabilismen (jf. vore dages postmoderne og ”den svage tanke”). Retorikken har aldrig befattet sig med det indiskutabelt sande og til evig tid retfærdige, men med det sandsynlige og rimelige, probábile (af probare, at billige, jf. ap-prove). Det var just det, Platon i dialogen Faidros havde angrebet retorikken for. Platons dialog havde kaldt Aristoteles’ Retorik frem med et omfattende og systematisk forsvar for talekunsten, og Faidros vedblev at være en anfægtelse; den var det også for Cicero. Hvorfor ved retorikken ingenting, hvorfor mener den kun? havde Platon spurgt. I slutningen af uddraget fra Tusculum-samtalerne (§§ 82-83) kommenteres Ciceros ek-lektiske, dvs. ud-vælgende, standpunkt, som består i dette: fra alle skolerne, ubundet af autoriteter, at udvælge, hvad der forekommer mest sandsynligt og overbevisende, probábile, og lægge det frem til åben kritik. Og dette ser han som det ægte sokratiske.

Om livets højeste gode: De Finibus

Den hovedpart af Ciceros filosofiske skrifter, som handler om erkendelsesteori, etik og teologi, er blevet til i det utrolig korte tidsrum fra februar 45 til november 44. Tullia var død, og Cæsars diktatur havde afskåret Cicero fra at drive politik. Filosofiformidling dyrker han, som han selv siger, som medicin mod smerten, doloris medicina (Academica 1.11). Hovedværket i filosofisk henseende er De Finibus Bonorum et Malorum, Det Højeste Mål for Godt og Ondt, eller: Hvad skal man egentlig forstå ved godt og ondt? Her behandles det problem, som vi ovenfor hørte Cicero skitsere i Pro Caelio (§ 41), problemet om livets højeste gode og øverste formål (græsk télos, latin finis). I de første to bøger gennemgås det epikuræiske svar: nydelse, som også strejfes i stykket her fra Tusculanerne (§§ 73-75). I bøgerne 3 og 4 diskuteres det stoiske svar: virtus, dyden eller godheden; det er Cato den Yngre, Cicero lader forsvare den rene stoiske morallære. I femte bog præsenteres det akademiske synspunkt, som derefter kritiseres på stoisk grundlag; der nås ikke noget klart resultat. Skriftet ender altså i aporía, udvejsløshed, ligesom en række af Platons ungdomsdialoger. Med ”akademisk” menes på Ciceros tid et skepticistisk, anti-dogmatisk standpunkt inden for erkendelsesteorien (jf. hvad der tidligere blev sagt om probabilisme og eklekticisme); dog havde Ciceros højt agtede lærer Antíochos fra Askalon under de sidste årtiers intense debat trukket Akademiet bort fra en alt for ekstrem skepsis. Det er Antiochos, der har lært Cicero at hæfte sig ved det, der forbinder akademikere, aristotelikere og stoikere, og se mindre på det, der adskiller dem, hvilket passer godt til romerens formidlende formål. Denne søgen efter det fælles skal vi se genoptaget af 1700-tallets oplysningstænkere med front mod religionskrige.

Epikuræisk, stoisk, skeptisk

Den filosofi, Cicero formidler, er den hellenistiske, det er filosofien efter Aristoteles  – hvad der i hovedsagen vil sige disse tre skoler: epikuræisme, stoicisme og skepticisme. Men naturligvis er der mange både ærbødige og indsigtsfulde åbninger tilbage, ikke blot til Aristoteles, men til Sokrates og Platon, ”den guddommelige Platon”, og det så meget desto mere som skepticismen havde sit hovedsæde ved Platons Akademi. I det berømte stykke (§§ 10-11) om Sokrates, der ”kaldte filosofien fra himlen ned på jorden”, fremstilles de hellenistiske skoler netop som udgået fra ham, og også i andre sammenhænge betoner Cicero, at hans eget fokus er på filosofien fra Sokrates og frem, dvs. den tænkning, der har givet afkald på løsningen af de store naturvidenskabelige spørgsmål, som førsokratikerne grublede over. Når man taler om Sokrates’ og Ciceros humanisme, sigter man bl.a. til dette fokus på det humane, det mellemmenneskelige, i deres tænkning. I første efterkristne århundrede sluttede Seneca sig til; også han betragtede sig på et vist plan som sokratiker, men Seneca havde en ægte interesse for naturvidenskab.

Platon grundlagde en filosofisk skole i Athen, som fungerede i flere hundrede år efter hans død. Skolen lå i en lund, der hed Akademia, og kom derfor til at hedde Akademiet – herfra stammer vores ord akademi. På billedet ses en mosaik fra den romerske by Pompei, der forestiller Platon (i midten) i filosofisk samtale i Akademiet. 1. årh. f.v.t. Pompei. © Scanpix


Psyko-terapi

I forlængelse af De Finibus ligger Tusculanae Disputationes, Samtalerne i Tusculum, hvis titel skyldes, at disse filosofiske diskussioner finder sted på Tusculanum, Ciceros gård ude i Tusculum (i Latium, ved det nuværende Frascati). Værket, som er Ciceros mest lidenskabeligt og lyrisk skrevne og det, hvori han kommer tættest på stoicismen, behandler mentalt kaos, depression og dødsangst. Hellenistisk filosofi sigter nemlig bestandig mod psykoterapi, den vil befri for de irrationelle, ambivalente og derfor sønderrivende affekter. Hvorfor er kroppens lægekunst (medicinen) så højt agtet, når sjælens lægekunst (filosofien) er ringeagtet? Angst og brunst er jo dog værre end legemlige sygdomme, hedder det hos den hellenistiske terapeut Cicero (Tusculanernes 3. bog). 
  • 1. bog af Tusculanerne handler om ikke at frygte døden.
  • 2. bog om at udholde smerte.
  • 3. bog om at helbrede mismod (aegritudo), idet diskussionen styres over mod sorg.
  • 4. bog om helbredelse af andre affekter, bl.a. vrede, med en indgående afvisning af Aristoteles’ forsvar for affekterne.
  • 5. bog om at dyd/godhed, virtus, i sig selv er tilstrækkelig til at sikre et menneskes lykke, også under sygdom og tortur. 
Cicero anså dette sidste emne for filosofiens vigtigste. Skønhed, rigdom, kendthed er alt sammen irrelevant, ofte er disse såkaldte goder endda ligefrem skadelige for lykken, da denne forudsætter ubundethed. Sådanne stoiske tanker formår at aflokke Ciceros og senere Senecas pen den mest majestætiske prosa, den har i sig. Men Cicero erklærer sig, til forskel fra Seneca, som akademiker.

På billedet ses et stykke af den vej, der gik mod Tusculum, lidt sydøst for Rom, hvor Cicero havde et landsted. ”Alle veje fører til Rom” lyder talemåden, og det er ikke helt ved siden af. Romerne forbandt hele riget med solide veje, man stadig kan se resterne af, og de opbyggede dermed en effektiv infrastruktur. © Scanpix


Vor tid og de hellenistiske filosofier

De dage er længst forbi, da hellenistisk filosofi blev betragtet som noget andenhånds. Siden 1960’erne har flere og flere fagfilosoffer fordybet sig i de hellenistiske skoler. I sin berømte bog The Therapy of Desire: Theory and Practice in Hellenistic Ethics (1994) taler Martha Nussbaum – apropos det ovenfor nævnte om medicin og filosofi – om hellenismens “compassionate medical philosophy” og undersøger denne filosofis bud på begærsterapi og ro. Disse temaer har også Michel Foucault  studeret, bl.a. i tredje og sidste bind af sin Seksualitetens Historie (1976-1984), hvor det, som Foucault kalder selv-omsorg, undersøges med fokus på de hellenistiske tænkeres praksis ved stress-bekæmpelse. Det er ikke mange år siden, vor landsmand Vilhelm Grønbech over en bank hånede al denne indadvendthed som kvalmende, livsfjendsk fromhed; det skete i værket Hellenismen (1939). Helt modsat mener Martha Nussbaum, at hellenistisk filosofi kan vejlede moderne mennesker, og hun har fået stor gennemslagskraft i USA – og i Europa. 

Jo højere hellenistisk filosofi bliver vurderet, desto taknemmeligere vil man være for Ciceros – og Senecas – betydning for bevarelsen af (noget af) den. Men når det er indset, at den filosofiske argumentation er interessant, følger deraf, at Ciceros og Senecas oversættere bør være stringente og ikke gengive ”så at” (ut) ved ”fordi”, eller ”nemlig” (nam) ved ”men”, fordi man synes, det klinger bedre.

Cicero var ikke den første, der populariserede græsk filosofi på latin; nogle epikuræere var gået forud, men dem finder han det passende at kassere for deres litterære mangler. Cicero er ganske fair i sin polemik, undtagen over for epikuræere; her bliver han koldkriger. Når Seneca i Epistulae Morales ærligt bestræber sig for at holde kammertonen over for Epikur og hans tilhængere, kan det være en reaktion mod Ciceros mange anti-epikuræiske tirader. Cicero var ellers ikke prædikant i sine filosofiske værker. Prædikanter var der i samtiden: Ud over Lucrets’ flammende læredigt Om Verdens Natur, kan vi nævne Ciceros højlærde ven, den nypythagoræiske mystiker, magiker, astrolog og vegetar Nigidius Figulus. Ligesom Seneca hundrede år senere skulle blive en stoisk omvendelsesprædikant. Det er en stor rigdom for os, at vi har både Ciceros moderation og Senecas mission.


Cicero syntes ofte ikke godt om den epikuræiske filosofi. På Ciceros tid var der mange tilhængere af den epikuræiske skole, som blev grundlagt i Athen af grækeren Epikur (341-270 f.v.t.). Buste af Epikur. Romersk kopi af græsk original fra ca. 280 f.v.t. © Gyldendals billedarkiv

Formen i philosophica

Endnu et par ord om formen i Ciceros philosophica. Formelt indtager de tre bøger Om Pligterne en særstilling, derved at de som formaning er direkte rettet til Marcus, Ciceros søn, i Athen. Et skrift som De Finibus er opbygget som dialoger, hvis deltagere betjener sig af ganske lange indlæg, sådan som Cicero havde lært det i Aristoteles’ nu tabte dialoger, til forskel fra Platons mere springende, animerede og ironiske dialoger. Cicero er ganske vist den eneste antikke forfatter, der viser virkelig forståelse for Platon som kunstner; men Platons dialogform afstår han fra at kappes med. Værket Om Gudernes Væsen er opbygget nogenlunde som De Finibus. Derimod har Tusculanae Disputationes form af en lærers forelæsning (schola), foranlediget af en tilhørers spørgsmål. I nogle håndskrifter markeres lærerens, dvs. Ciceros, lange indlæg med et M(agister), tilhørerens med et A(udítor). Tusculanae Disputationes er tilegnet Marcus Brutus. Denne søn af Servilia – Catos stedsøster, Cæsars elskerinde – skulle inden for et halvt års tid blive Cæsars morder.

Her kommer Ciceros lovprisning af filosofien som livets fører: O vitae philosóphia dux! (§ 5). Foredragsholderens anliggende bliver hurtigt formuleret hen til det, som vi skal finde igen og igen i romerske tekster: Hvordan opnår jeg en virksom beskyttelse mod livets uforudsigelige, uretfærdige luner (fortuna) og, i nær sammenhæng hermed, mod de irrationelle og al ro og glæde dræbende lidenskaber (affectûs)? Hvordan bliver jeg usårlig?

 

Det højeste gode: 
  • Moral.
  • Nydelse. 
  • Frihed for smerte.
Som grundlag for den videre diskussion giver Cicero så følgende lærerige vue over de forskellige hellenistiske skolers definition af det højeste gode, summum bonum. Det højeste gode er intet andet end: det moralsk rette (stoikerne), nydelse (Epikur), frihed for smerte (peripatetikeren Hieronymos), i videst muligt omfang at nyde de elementære naturgoder (Karneades). Dette var de fire usammensatte bestemmelser. Dertil kommer de sammensatte: Det højeste gode er: trefoldigt, idet det består af sjælens, legemets og de ydre goder – med sjælens som de vigtigste (peripatetikerne og gammelakademikerne), nydelse i forening med det moralsk rette (Deinomachos og Kallifon, ellers næsten ukendte), frihed for smerte i forening med det moralsk rette (peripatetikeren Diodoros). Dertil kommer nogle definitioner af det højeste gode, som ingen tager alvorligt længere ifølge Cicero. Men de andre positioner går han nu over til at diskutere, bortset fra stoikernes, om hvilken han mener at have sagt nok. En mere konverserende diskussion af disse emner får vi lejlighed til at se i Horats satire 2.6.72ff .

Tre livsformer 

Tre treheder møder vi i Tusculanernes livsvision: Pythagoras’ skildring af De Olympiske Lege, som bringer hele den græske verden på benene og som bliver et sindbillede på livet, afslører tre livsfomer: 

 

  • Pengemandens.
  • Sportsmandens.
  • Vismandens. 

Den første ligger under for penge og profitbegær (avaritia), den anden ligger under for berømmelse og ære (gloria), og den tredje ønsker en ting, nemlig at fordybe sig i betragtning af verdensordenen (§ 9). Lykken ligger i den tredje. Og nu til livets goder, som alle andre skoler end stoikerne undersøger indgående med henblik på deres mulige betydning for livslykken. Der er tre slags goder i menneskelivet: de ydre, fx rigdom, de legemlige, fx styrke, og de indre, fx visdom (§ 76). Den tredje lykkerelaterede trehed er denne: Ud af menneskets natur vokser filosofien med dens tre grene. Herom nu.

Filosofiens tre dele: fysik, etik, logik

Fra § 68 og frem udfolder Cicero den tredeling af filosofien i fysik, etik og logik, som specielt stoikerne igen og igen kommenterer i deres meta-filosofiske overvejelser, dvs. deres filosofi om filosofi. Det er nemlig af største vigtighed for denne skoles tilhængere, som er så stolte af deres system og dets organiske sammenhæng, at fastslå, at disse tre er grene på samme træ, og at ingen af dem kan undværes.


Stoikerne har deres navn fra en stoa, en søjlegang, i Athen. I den underviste skolens grundlægger Zenon i sin filosofi. På billedet ses en anden søjlegang i Athen end Zenons, men det viser, hvordan en sådan stoa tilbød et offentligt og skyggefuldt samlingssted. © Scanpix
 
Logik omfatter for stoikerne også erkendelsesteori og sprogteori. Som så mange andre romere er Cicero noget nølende over for både fysikken, dvs. naturvidenskaben, og betydelige dele af logikken. Men dette stykke fra Tusculanerne medtager – i sin hyldest til den rene videnskab og dens glæde og fryd, som er hævet over alle nyttehensyn – helhjertet naturvidenskaben og dens geniale udøver, småkårsmanden Archimedes, modpolen til den magtbegærlige, angstplagede tyrn Dionysios. Og også logikken og dens ”spidsfindigheder” får lov at stå ganske stærkt her (jf. §76). 

Alt i alt giver det god mening, at Cicero i dette stykke afleder de tre grene af filosofien af det fuldt udrustede og udviklede menneskes inderste væsen. De tre filosofiske discipliner siges altså her at være funderet i den menneskelige natur; og så kan logikken og fysikken selvfølgelig ikke holdes ude. For resten er der en del kendere af romersk filosofi og ikke mindst af romersk ret, der i disse år advarer mod alt for automatisk tilslutning til den kendte vise om, at romerne var sløje logikere.

Om den form for udødelighed, som den stjerneforskende sjæl kan opnå i kraft af sin overskridelse af tidens begrænsninger, taler Cicero i § 70 i sammenhæng med budet i Delfi om at kende sig selv. Det er helt i denne stjernefromheds ånd, når J.L. Heiberg i sin Universitetscantate (1839) skriver:
Og Tanken for sig selv blev klar,
og Gud for Tanken aabenbar
[…]
Thi Tanken opsteg til det Høie,
dengang den nedsteg i sig selv.

Kosmosborger og samfundsvæsen

I §§ 70-71 går fremstillingen uden brudflader fra fysik til etik. Når sjælen eller tanken ”vedkender sig” eller ”genkender” (agnoscit) sig selv, indser den, at den tilhører kosmos’ sjæl eller tanke, og at kosmos styres af en kærlig verdensfornuft, et forsyn. Fra denne erkendelse af godheden i verden følger erkendelsen af godheden i mennesket (virtus) – plus alle de konkrete etiske følger heraf; for hvis gud, dvs. naturen, er kendetegnet ved omsorg for menneskene, så skal også mennesket fyldes af omsorg for mennesker. Derfor, hvis man, som man skal, følger naturen (§ 82), indser man, at mennesket er en kosmos-borger, kosmo-polites på græsk, og et samfundsvæsen, sociále ánimal på latin (jf. kapitlet om Seneca). 

Denne stoiske teologi med dens tro på en immanent, altså verden iboende, gud, en gud man kan se og sanse, er udtryk for det stik modsatte af erkendelsesteoretisk skepsis. Endvidere er en sådan panteisme  uforenelig med jødedom og kristendom; men mange kirkefædre var uhjælpeligt tiltrukket af stoisk etik, som de især fandt den i Ciceros værker Om Staten og Om Pligterne, og de valgte så at overse, at denne morallære er en direkte udløber af stoikernes fysik og teologi. Og blandt andet derfor, og fordi den har grebet digtere til alle tider, er stoicismen endnu hos os.


”Skt. Augustins omvendelse” lyder titlen på det billede fra 1400-tallet. Ciceros filosofi fik betydning for udformningen af den kristne teologi. Kirkefaderen Augustin (350-430 e.v.t.) blev efter eget udsagn vendt mod kristendommen efter at have læst Ciceros Hortensius. © Scanpix

Lige efter Ciceros død bliver der stille om hans navn, som slet ikke nævnes af augustæere som Vergil og Horats, skønt der var lejligheder nok dertil. Så kommer Den Neronianske Æra (54-68), hvor Seneca er i fokus. I Den Flaviske Æra sætter der med retorik-professor Quintilian  (ca. 35-ca. 100) en Cicero-begejstring ind, som udtrykkelig har front mod Seneca, der efter Quintilians mening helt havde besat samtidens studerende ungdom. Vi siger nu om stunder gerne, at den romerske prosa blev grundlagt to gange, først af Cicero, dernæst af Seneca. Det er, som om Quintilian anede, at noget sådant var under optræk, og af dybfølt uvilje mod den senecanske barok mobiliserede han i sit store værk Uddannelse til Taler alle argumenter for, at man måtte tilbage til Cicero, som hermed fik status af classicus (egentlig: som tilhører første formueklasse). Om antikkens kristne forfattere og deres brug af nogle af Ciceros philosophica er der talt ovenfor. Men Augustin (354-430) bør vi lade komme til orde (Bekendelser 3.4, efter Torben Damsholts oversættelse):

I dette selskab og i den letbevægelige alder, jeg da var i, læste jeg lærebøger i den veltalenhed, som jeg ønskede at dygtiggøre mig i med det forkastelige og indbildske formål at nyde den menneskelige forfængelighed. Ifølge den sædvanlige studieplan var jeg nået til et skrift af en vis Cicero, hvis sprog næsten alle beundrer – men hans hjertelag (pectus) kun så få. Dette skrift af ham indeholder en opfordring til filosofi og hedder Hortensius, og det ændrede min indstilling (affectus). Dette skrift vendte mine bønner mod Dig selv, Herre, og gav mig nye ønsker og længsler. Pludselig mistede alle mine forfængelige håb deres betydning. Med brændende hjerte begærede jeg udødelig visdom og begyndte at bryde op for at gå hjem til Dig. Det var altså ikke for at polere mit sprog, jeg købte den bog for min mors penge – jeg var da i mit nittende år, og min far havde allerede været død i to år. Nej, det var ikke for at polere mit sprog, jeg studerede dette skrift, der gjorde indtryk på mig, ikke ved sin form, men ved sit indhold. [... ] Det eneste, der dæmpede ilden i mig, var, at navnet Kristus ikke fandtes deri. 

Scipios Drøm


Illustration til det berømte udpluk ”Scipios Drøm” fra Ciceros Om staten, hvor Scipio d. yngre i en drøm får besøg af Scipio d. ældre. To store romerske statsmænd. © Scanpix

I middelalderen var det især Tusculanerne og Om Pligterne samt de to småskrifter Om Alderdom og Om Venskab, man studerede, hvortil kom det slutafsnit fra skriftet Om Staten, som kaldes Scipios Drøm, og som skildrer et møde på Mælkevejen mellem romerske statsmænd: Scipio-kredsen. Sådan var det kort fortalt med de filosofiske værker i middelalderen. Nogle breve og nogle taler kendte man samt en del af Ciceros retoriske teori – men meget af det var i antologi-form, i de såkaldte florilegia. Taleren, politikeren og brevskriveren Cicero var det forbeholdt renæssancen at genopdage i fuld figur. Umiddelbart forud var gået 1300- og 1400-tallets febrilske jagt på håndskrifter, hvorunder man, foruden de store manuskripter til brevene, genopdagede en række af talerne og også de retoriske hovedværker. 

Naturvidenskabens gennembrudsmænd inddrager Cicero

For 15- og 1600-tallets geniale naturvidenskabsmænd, Tycho Brahe indbefattet, var det i en grad, som vi nemt overser, vigtigt, at deres standpunkter skulle være forenelige med Bibelen og med de antikke autores. Således lagde Kopernikus vægt på at kunne henvise til Ciceros Academica 2.123 som bevis på, at nogle i antikken havde hævdet, at Jorden roterer om sin akse (og at Solen, ikke Jorden er i centrum). Oplysningstidens tænkere søger at nå frem til en filosofisk renset såkaldt naturlig religion. Dette er langt fra ufarligt, men det styrker dem, at de kan henvise til Ciceros værk Om Gudernes Væsen, som bl.a. anfører disse to gudsbeviser: (1) Alle folkeslag har en medfødt ide om gud; denne ide er altså ikke kulturskabt, den er natur. (2) Naturens, dvs. universets, regelmæssige og formålstjenlige indretning beviser, at der er en gud, som styrer med sin tanke. Hermed søger rationalisterne  bag om det specifikt kristne, det specifikt muslimske osv. ind til det, der er fælles for alle religioner – og pointen med denne humanistiske deisme er, at nu er der ingen grund til religionskrige mere.

Hvorfor går en 17- og 1800-tals gentleman ikke i bad sammen med sin voksne søn eller sin svigersøn? Det gør han ikke, for det står der i ”Tully’s Offices”, at den naturlige blufærdighed forbyder. Det er afsnittet 1.126-140 i De Officiis, der med sin redegørelse for decorum ud i alle kroge af dagliglivet bliver en håndbog i etikette, hvad senere tider så med et buk tog imod.

Johan Nicolai Madvig


Busten af Madvig (1804-1886) foran Københavns Universitet på Frue Plads. Madvig var klassisk filolog og politiker. Som kultusminister fra 1848-1851 stod han bag en reform af de lærde skoler, der gjorde den almene dannelse til grundtanken i vore dages gymnasier. © Kristian Purreskov

Hvis en person i middelalderen fik et Cicero-brev i hånden, ville meget af det – fx alle de græske ord, al den kodede snak om romerne og deres politik, finterne og slang’en – være sort tale for ham. Men ved et internationalt holdarbejde gennem de sidste fem-seks århundreder er der støt og stille blevet spredt stadig mere lys over hele Ciceros værk. Og fører din vej dig hen over Frue Plads forbi busterne af Københavns Universitets store, så stands en stund foran Madvig. I et tvingende, stedvis polemisk spruttende latin udformede Johan Nicolai Madvig (1804-1886) en såvel sproglig som indholdsmæssig kæmpekommentar til De Finibus (første udgave kom i 1839) og lagde dermed grunden til det moderne, dvs. historisk-kritiske, studium af Cicero som formidler af grækernes filosofi. Madvig vidste om nogen, hvor Cicero kommer til kort i de filosofiske skrifter, men den store filolog og politiker skriver mod slutningen af sin skelsættende udgaves fortale disse ord:

"Af jern må man være, hvis man ikke røres af billedet af Cicero, som han sidder der og finder trøst ved at skrive om filosofi, midt mellem de tungeste sorger forvoldt af en retfærdig sag (inter gravissimas curas ex honestis causis ortas)."