Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Den Catilinariske Sammensværgelse


Så vidt firsernes rædsler. Senere udbrød der en ny magtkamp, hvis tre hovedpersoner var Pompejus og mangemillionæren Crassus, der begge havde tjent i Sullas hære, og Julius Cæsar, som havde træk til fælles med Sulla, bl.a. den urokkelige tro på sin egen lykke, og som endte som dictator ligesom Sulla. I år 63, da Pompejus var optaget af at organisere den østlige del af imperiet, intrigerede Cæsar og Crassus i Rom for at forhindre Pompejus’ tilbagevenden. 

De fiskede i rørte vande, det står fast; men vi læsere af Sallusts Catilina – med den fulde titel: Catilinas Sammensværgelse – ville så gerne vide noget, som allerede var tæt tilsløret for de samtidige, nemlig om Crassus og/eller Cæsar i 63 ligefrem var rede til at omstyrte forfatningen ved et kup. Efter Cæsars død i 44 hævdede Cicero, at disse to faktisk var bagmændene bag Den Catilinariske Sammensværgelse (Plutarks Crassus 13). Ja vist, men efter Cæsars død diskede Cicero op med så meget, hvoraf en del var til stor skade for hans eget eftermæle. Nok skal vi høre Cæsar protestere mod forslaget om henrettelse af de tilfangetagne sammensvorne; og nok er noget af hans tale lidt svævende, men han har trods alt argumenter for sin advarsel mod de politiske farer ved grusomhed, der løber løbsk. Vi ved kort sagt ikke, hvor tæt Cæsar fra fase til fase var på kupmageren Catilina (se Sallust Catilina 17, 48 og 49).

Billede af Catilina og hans sammensvorne. © scanpix


Baggrunden er kort fortalt denne: Cæsar og Crassus havde i sommeren 64 støttet Catilina, en 45-årig karismatisk adelsmand med en udpræget sullansk fortid i hans (forgæves, skulle det vise sig) kamp for at blive konsul i 63. Dette var der i sig selv intet suspekt i. Catilina forsøgte igen i 63 at blive konsul i 62, men atter forgæves. I efteråret 63 afslørede den ene af de to konsuler, nemlig Cicero, at Catilina havde sat sig i spidsen for en sammensværgelse mod staten. Da denne rystelse indtraf, var Sallust treogtyve. Den Romerske Republiks ydre sejre og indre kollaps blev historikeren Sallusts emne i værkerne Jugurtha og Catilina (skrevet i den modsatte rækkefølge). Havde Sallust levet tre-fire år længere, havde han kunnet se republikkens hundredårige dødskamp ført til ende. Det blev den med Slaget ved Actium den 2. september 31 f.v.t.

Ved læsningen af Sallusts skrift om Catilina gør man klogt i at tænke på dennes oprør ikke bare som en tabers hævn, en falleret aristokrats aktion, men som et symptom på alvorlige sociale og forfatningsmæssige problemer. Det er beklageligt, at vi ikke har et kildeskrift skrevet af en catilinar, som kunne vise os bevægelsen indefra.