Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Catilinas Komplot


Nu til monografien om den dæmoniske adelsmand Catilina (født ca. 108), som i 63 truede med at omstyrte Rom. For at gøre en ende på senatets herredømme ville han sætte sig i spidsen for en revolutionshær bestående af forgældede adelsmænd, byproletarer, fattige fra provinserne og tusinder af slaver. Et vigtigt programpunkt var tábulae novae, afskaffelse eller i alt fald nedskrivning af al gæld. Også Cælius, Ciceros elev og unge ven, sluttede sig til Catilina (jf. Ciceros tale Pro Caelio 10-14). Cicero, den ene af årets to konsuler, betragtede sig med rette som den, der havde frelst Rom fra de sammensvorne, og han så altid disse livsfarlige uger i 63 som sin finest hour. Igennem de tyve år, hans liv endnu varede, fandt han dets mening her. Sallust bedømmer, trods sin tilslutning til popularerne, opstanden og Catilinas personlighed ligesom Cicero. Ren Cæsar-mand er Sallust ikke, eftersom han skildrer sin titelperson, som Cicero gør.

Sallust og Cæsar, Sallust og Cicero

At Sallust så i kapitlerne 50-55 om senatets forhandlinger den 5. december – hvor Cicero, ud over at være mødeleder, også holdt en tale, som senere blev bearbejdet til Den Fjerde Catilinariske Tale – retter næsten alt lys mod Cæsar og Cato den Yngre, og ikke mod Cicero, det er dog vel et udtryk for, at Sallust i hovedsagen var cæsarianer. Imidlertid er der, som det vil vise sig, måde med det cæsarianske, og den kunstneriske fordel ved at fokusere på Cæsar og Cato er indlysende: Først holder de hver sin tale, derefter underkaster forfatteren, efter visse indledende bemærkninger om Rom, de to en psykologisk analyse med fremhævelse af det komplementære i deres menneskelige egenskaber. Sallust maler vel at mærke ikke i sort og hvidt; det er et dynamisk dobbeltportræt: min tids to største romere på en vægt. Virkningen heraf er unægtelig, at Cicero i disse kapitler – men ikke i andre – bliver et vedhæng til Cato.

Fremstilling fra 1800-tallet af Cicero under én af hans Catilinariske taler, da han i senatet som konsul anklagede Catilina og dennes kumpaner. Senere måtte Cicero gå i eksil i halvandet år for at have dømt dem til henrettelse uden tilstrækkelig juridisk grundlag. © scanpix

Epikuræisk  over for stoisk 

I de taler, der går forud for mandjævningen i kapitel 54, argumenterer Cæsar altså for, at man, i stedet for at foretage mord på romerske borgere, skulle livstidsinternere de fem arresterede catilinarer i kommuner uden for Rom, desuden påkalder han forfædrenes sundt tilbageholdende politik og antyder tilslutning til det epikuræiske synspunkt, at sjælen er dødelig. Cato er i sin tale ikke – som i Lukans epostegnet som en stoisk dogmatiker, men som en snild pragmatiker med greb om det politiske håndværk; og hans tale om nødvendigheden af nødværge er udspændt mellem ironi og alvor. Hans ideologi ligger ikke langt fra den, som Sallust, med støtte i Catos oldefader, bekender sig til i sine fortaler og ekskurser. Dette ses fx der, hvor han – i øvrigt med et ekko af en berømt tale fra 184 af Cato den Ældre – beskylder senatorerne for ”at sætte deres huse og gårde, statuer og malerier højere end republikken.”

Samtiden må have modtaget disse kapitler på en helt særlig måde. På det tidspunkt, da Sallust skrev Catilina, var det umuligt for ham og for hans læsere at se bort fra, at Cato i 46 havde begået selvmord for at undgå at blive en taknemmelig modtager af Julius Cæsars mildhed, og at Cæsar kort efter havde skrevet en Anticato, som var polemisk vendt mod en lovtale, Cicero havde holdt over afdøde. Når sagen hænger sådan sammen, kommer der klang i Catos ord i svartalen til Cæsar: 

”Og så kommer man her og taler om mildhed og medlidenhed (mansuetudo et misericordia)”.  

Og til det sidste må man forundres over cæsarianeren Sallust, som gør den af sit idol så bagtalte til idolets ligemand eller snarere overmand.