Erechtheion – bygudinden Athena Polias’ tempel (421-406 f.v.t.)

Erechtheion opførtes midt under Den Peloponnesiske Krig, mens det demokratiske Athen gennemgik sin vanskeligste tid, og det er påfaldende så stærkt, det arkitektoniske formsprog ændredes på ganske få år.

Erechteion på Athens Akropolis, jonisk tempel i sten, 421-406 f.v.t.

Erechtheion er nok tænkt som et tempel med 6 søjler foran begge kortender, en såkaldt amfiprostyl plan, men arkitekten, hvis navn ikke kendes, har haft meget vanskelige forudsætninger for at løse opgaven. For det første falder terrænet flere meter fra bygningens syd- og østside til dens nordside, og for det andet skulle bygningen rumme afdelinger og monumenter til både Athena og adskillige af Athens mytiske konger og halvguder blandt andre Erechtheus og Kekrops.

Erechteion på Athens Akropolis, jonisk tempel i sten, 421-406 f.v.t.

Vigtigst var dog Athena Polias, bygudinden, hvis ærværdige gamle træstatue man mente var faldet ned fra himlen. Den befandt sig nu i den store og mest regulære østlige halvdel af bygningen. Det var dette gamle trægudebillede, der var målet for panathenæeroptoget under Athens største fest panathenæerfesten, hvor man iklædte statuen en ny peplos-dragt, som udvalgte athenske piger havde vævet i tiden siden den foregående fest. På altret øst for templet slagtede man under festen et stort antal okser og fordelte partier heraf til guderne og til Athens borgere i en stor festmiddag, der blev indtaget ikke bare på Akropolis, men ud over større dele af byen.

Men det var ikke muligt at matche bygningens regulære østlige del på vestsiden, hvor der lå et par små helligdomme for to vigtige skikkelser i Athens mytiske fortid: Pandroseion og kong Kekrops’ grav. Arkitekten løste problemet ved at erstatte denne sides søjlestilling med halvsøjler anbragt i bygningens vestmur, omtrent på niveau med søjlerne foran østsiden. Som adgang til bygningens vestlige del designede han en stor nordhal, som blev anbragt meget ejendommeligt på bygningens nordside, forskudt mod vest i forhold til bygningen. Ved dette ejendommelige arrangement kunne den siden så beundrede nordhal give adgang både til Erechtheions vestlige del og til den såkaldte Pandroseionhelligdom med det hellige oliventræ vest for Erechtheion.

Erechtheions karyatidehal. ©akg-images/scanpix

Som en slags modstykke til nordhallen designede arkitekten den berømte Karyatidehal på sydsiden, hvor taget bæres af 6 unge kvinder i stedet for søjler. Det er uvist, hvilken funktion Karyatidehallen har haft.

Er det overhovedet Erechtheion?

Der er bevaret rester af marmorplader med byggeregnskaberne for Erectheiontemplet, og en af de ting, der undrer, er, at templet i disse kun betegnes som ”det tempel i hvilket det gamle gudebillede findes”. Med gudebilledet mentes det gamle træ-gudebillede af Athena, og samtiden opfattede altså først og fremmest bygningen som et tempel for bygudinden Athena Polias. Der er rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt det overhovedet er denne bygning, der bar navnet Erechtheion i antikken.

Hvem har bygget det, og hvad har det kostet?

Erechtheion indskrifterne, som dækker perioden 409-406 f.v.t., giver et enestående indblik i byggeriets praktiske sider. Det fremgår f.eks., at der både har arbejdet athenske borgere, slaver og fremmede (metøker), og at de alle har fået samme løn − som regel 1 drakme om dagen. Mange forskellige faggrupper er opregnet, og for manges vedkommende er aflønningen ikke sket som dagløn, men som akkordbetaling for et bestemt stykke arbejde. For eksempel kostede en enkelt frisefigur 60 drakmer, hvoraf man nok kan slutte, at det har taget omkring 60 arbejdsdage at udhugge den. En arkitekt lønnedes også med 1 drakme (= 6 oboler) om dagen, mens en undersek-retær fik lidt mindre, 5 oboler.

⇐ ⇒