Log ind
Opslagsværker
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Theogonien

Theogonien, ‘Gudernes tilblivelse’, er titlen på det længste af Hesiods digte. Det er blevet til (og måske nedskrevet) omkring år 700 f.v.t. og er på godt 1000 heksametre. I Theogonien skildrer Hesiod verden fra Chaos indtil den olympiske gudeslægts magtovertagelse. Hertil kommer et kort tillæg om børn af guder og mennesker, heltene. Digtets ‘skabelsesberetning’ er styret af forestillingen om en succession af gudeslægter og falder i tre store dele med en lang række digressioner.


Hesiods Theogoni er utvivlsomt i slægt med de digte og fortællinger om gudernes tilblivelse, som religionshistorikere i de sidste århundreder har fundet over hele verden, men alt tyder på, at Hesiods umiddelbare inspirationskilde er en mundtlig græsk tradition, som i hvert fald går tilbage til mykensk tid. At der bag ved denne tradition er en forbindelse til bl.a. babyloniske myter, hersker der almindelig enighed om. Samtidig udmærker Hesiods digt sig ved at være en fortælling løsrevet fra kulten, mens de theogonier, man kender fra så forskellige steder som Babylon, Indien, Japan, Hawaii og Ægypten, alle har det tilfælles, at de indgår i kultiske sammenhænge.

Titanomachien og Gigantomachien

For eftertiden blev Hesiods fremstilling af gudeslægterne og deres indbyrdes kampe grundlaget for opfattelsen af den fjerne fortid, da verden blev til og guder og mennesker blev skabt. Hesiods digt var dog ikke det eneste, som beskæftigede sig med de fjerne tider. Et par digte med titlerne Titanomachien og Gigantomachien beskrev ‘Kampen mod titanerne’ og ‘Kampen mod giganterne’, men som så mange andre theogonier fra 600- og 500-tallet kendes de nu kun som titler eller i bedste fald gennem sparsomme fragmenter.

Zeusalteret i Pergamon (ca. 170 f.v.t.) skildrer i dramatiske relieffer kampen mellem de gamle guder og de nye olympiske sejrherrer. I Pergamon blev kampen tolket allegorisk som den nye græske civilisations sejr over den gamle verden. På billedet ses en gigant, som segner under angrebet fra havhesten Triton, Poseidons søn. Pergamonmuseet i Berlin. ©Bridgeman/Scanpix

Apollodors kilder

Apollodors kapitel om urtiden og gudernes skabelse bygger først og fremmest på Hesiod – dog uden at nævne ham – men et par steder citerer han andre kilder: Homer, den arkaiske mytograf Ferekydes og epikeren Panyasis. For den moderne læser, der kan sammenligne med Hesiods storslåede, langsomt fremadskridende heksameterdigt, virker Apollodors fremstilling sommetider en smule fad og lidt utilfredsstillende. Grunden er formentlig den, at Theogonien for Apollodor først og fremmest er det nødvendige fundament for alle de øvrige historier, og at han med sine høje forventninger til læserens baggrundsviden lader meget usagt eller kun berører visse temaer ganske overfladisk. Det er fx overraskende, at de olympiske guder, der i moderne mytologier får så megen omtale, kun lige nævnes for genealogiens skyld.

Forskel på Hesiods og Apollodors fortællinger

De to første guders navne er identiske med naturfænomener: Himmel (Uranos) og Jord (Gaia, hos Apollodor kaldet Ge), men mens Hesiod desuden opregner en række personifikationer (fx Natten og hendes børn), er Apollodors tidlige gudegeneration udelukkende befolket af monstre af forskellig art. Dette skyldes uden tvivl, at Apollodor er økonomisk i sin genealogi allerede fra begyndelsen. Personifikationerne (et abstrakt fænomen som fremstilles som en person) har ingen funktion i de følgende myter og er ikke nødvendige for fortællingen. Derfor er de sorteret fra. Man lægger også mærke til, at Hesiod omtaler en tilstand, chaos, der egentlig betyder ‘gab, åbning’, som fandtes før kosmos, ‘den ordnede, smukke verden’. Det teologiske problem om verdens skabelse holder Apollodor sig langt væk fra og bruger slet ikke ordet chaos. Om det skyldes, at han mere eller mindre bevidst overtager den fremherskende antikke opfattelse af verden som en i princippet evig størrelse, kan man ikke vide. Men det er nærliggende at tro det.

De første væsner
Det er også meget sigende, at mens Hesiod nævner Gaia og Eros som de første væsner efter chaos, har Apollodor en konventionel magtteori som sit udgangspunkt: Uranos er den første, der hersker. Han er til gengæld også den første af urguderne, som forsvinder, mens Gaia-Ge fortsætter med at bringe børn til verden og øve indflydelse på dem i meget længere tid. Det medfører også, at Apollodor er nødt til at lade Uranos som aktivt handlende væsen afløse af uranos i betydningen ‘himmel’, der bliver overtaget af Zeus i afsnit 4.