Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Versemål

I det antikke epos er det såkaldte daktyliske heksameter praktisk talt enerådende. I den allerældste romerske epik, som der kun er meget få fragmenter af, har man benyttet et andet versemål, det såkaldte saturniske, men det afløses tidligt af heksametret.

Daktyl, der ordret betyder ”finger”, består – som en finger – af ét kraftigt og to svagere led. Tegnet for versefoden daktyl er −◡◡.
I antikke vers arbejder man med lange og korte stavelser, mens man i moderne sprog arbejder med trykstærke og tryksvage stavelser. Stregen betegner en lang stavelse, buen en kort stavelse.

Heksameter betyder et versemål bestående af seks (nemlig versefødder), det kan afbildes sådan:


Den sidste fod i et heksameter er altid afkortet og kan bestå af to lange stavelser eller en lang og en kort. I de fire første versefødder kan man udskifte de to korte elementer med ét langt; man kan altså vælge mellem −◡◡ og −−. versefoden −− kaldes en spondæ.

Det, at digteren kan skifte mellem daktyler og spondæer, giver mulighed for temposkift og for at gøre vers tungere eller lettere. Desuden giver det en kærkommen variation i rytmen, så de lange rækker af vers ikke kommer til at virke ensformige.

Da det handler om længde, kan man sammenligne med nodeværdierne: en helnode + 2 halvnoder ”svarer til” to helnoder.

Da moderne sprog imidlertid former rytmen ved hjælp af tryk og ikke længde, er tradition blevet den, at man, når man læser op, lægger trykket på den stavelse, der under alle omstændigheder vil være lang, altså på det første element i hver fod. I denne tradition er der skrevet originale heksameterdigte i europæisk litteratur af Goethe og Oehlenschläger for blot at nævne et par eksempler. Det er også almindeligt nu, at oversættelser af græsk og romersk epos holder fast ved heksametret. Trykket lægges altså således:



Cæsur

I et heksameter skal der ydermere være et lille ophold eller indsnit, som kaldes cæsur, enten i tredje eller (sjældnere) i fjerde fod. I det første eksempel nedenfor findes hovedcæsuren i tredje fod efter ”Athene”, i det andet eksempel findes den i fjerde fod efter ”få”.

Cæsurerne giver yderligere variationsmuligheder og er med til at gøre versene spændstige. Hos en god digter eller oversætter er det i regelen let at høre, hvor cæsuren ligger i det enkelte vers.

   

FAKTABOKS
BILLEDER
Odysseus
Homers epos om helten Odysseus er helt central for denne genre. På billedet ses hovedet af en statue af Odysseus. Hovedet er fundet i en grotte i kejser Tiberius’ sommervilla i Sperlonga, Italien.1.årh e.v.t. ©Bridgeman/Scanpix