Log ind
Opslagsværker
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Juvenal

Juvenal var en romersk digter af satiriske digte (ca. 65- ca. 135 e.v.t.). Her en illustration af Juvenal fra 1493. © Scanpix


100-tallet e.v.t., en gylden æra

For historikeren Edward Gibbon (1737-1794) var 100-tallet efter vor tidsregning en gylden og lykkelig tid. I indledningen til kapitel 1 af sit storværk The Decline and Fall of the Roman Empire, Romerrigets Forfald og Undergang (1776-1788) skriver Gibbon: ”I det andet efterkristne århundrede omfattede Roms imperium den smukkeste del af jorden og den mest civiliserede del af menneskeheden.”
Ved optakten til dette århundrede finder vi Decimus Iunius Iuvenalis digtende satirer om tidernes nød. Juvenal, romernes sidste store satiredigter, var født i Aquinum nede i Volskerlandet, ved Via Latina; heller ikke han er altså byromer. Vi kender ikke hans nøjagtige årstal, men kan ud af hans egne og hans ældre ven Martials digte slutte, at han først begyndte at offentliggøre digte som midaldrende mand, efter en tilværelse som retor/deklamator i fattigdom (hævder han i alt fald). 

Kejser var på dette tidspunkt Trajan (98-117). Men allerede satire 7 er åbenbart skrevet, efter at Hadrian er kommet til magten (117-138). Her ses der hen til kejserens kulturpolitik, monarken er det eneste håb for studia, dvs. for litteratur, poesi såvel som prosa, og humanistisk forskning, eftersom de rige aristokrater, som tidligere sponsorerede digtere, historikere, retstalere, retorer og filologer (grammatici), nu om stunder er komplet fornærede – ifølge den klagende satiredigter.

Man kan da formode følgende fikspunkter for denne digters livsløb: 

  • Juvenals fødsel o. 60
  • Debut efter 110
  • Død o. 130

Her ses Juvenal i midten med sin lærer Quintilian til venstre og sin ven Martial til højre. Illustration fra en engelsk oversættelse af Juvenal fra 1647. © Scanpix

Vedrørende en romersk forfatters liv er vi henvist til en eller flere af tre kilder: (1) Hvad de selv siger. (2) Hvad andre forfattere siger, hvortil evt. kommer antikke indskrifter i sten. (3) Hvad antikke biografier siger. Desværre levede Juvenal for længe til, at Sveton kunne nå at biografere ham i Digteres Liv, og bl.a. derfor er den tredje kildetype, altså de biografier der er overleveret i Juvenal-håndskrifterne, så miserabel. 

Modsat sine forgængere i satiren – Lucilius, Horats og Persius – og anderledes end sin bonkammerat Martial, siger Juvenal ikke meget om sig selv. Og han havde ikke noget stort navn i sin samtid, til forskel fra Martial. Juvenal advarer i sin satire om satiredigtning mod at spotte levende personer (1.147-171); og døde Domitian bliver hånet efter noder (satire 4). 

Det går dog åbenbart også ud over visse nulevende, formentlig nogle der var faldet i unåde ved hoffet – ligesom hos Horats, der på samme måde som Juvenal ytrede et vist ubehag ved at holde det farlige satirevåben, som så mange frygter og hader, i hånden (Horats satire 2.1). Våbnet var arvet fra Lucilius, den romerske satires grand old man, men han levede jo i republikanske tider med udstrakt ytringsfrihed. Lucilius døde i 102 f.v.t.