Den gamle græske komedie havde sin storhedstid i Athen i 400-tallet f.v.t. Denne periode går under betegnelsen Den gamle komedie, og den er i dag kun repræsenteret af komediedigteren Aristofanes. Denne genre udviklede sig senere til Den mellemste komedie og Den nye komedie. Der er desværre ingen værker fra den mellemste periode overleveret, men i nogle af Aristofanes’ sene værker kan man spore en udvikling, bl.a. at koret indtager en mindre markant rolle. Derimod er Den nye komedie i dag repræsenteret af komediedigteren Menander.

Komedien er yngre end tragedien, men har også rødder i dyrkelsen af guden Dionysos. Ligesom tragedierne blev komedierne opført ved festivaler til ære for denne gud.

Kendetegn ved komedien

En komedie kan defineres som skuespil i lav stil, på vers, oftest med en lykkelig slutning.

Karaktererne er ofte almindelige mennesker, som tilskuerne måske endda har kunnet møde på gaden, men dog personer, som har indtaget en markant rolle i samtiden, fx Sokrates. Karaktererne kan dog også være hentet i den mytologiske verden, ligesom de ofte er i tragedien. Sammenlign eventuelt med tragediens kendetegn.

Komedien indtager - ligesom tragedien - en særlig rolle i det athenske demokrati. Komedien er nemlig ikke blot underholdning for underholdningens skyld, men problematiserer i en humoristisk tone samtiden og dens debatter, både i parodier på aktuelle personer og problemstillinger og i dens behandling af temaer såsom magt og individets rolle i samfundet.

 

 

⇒