Log ind
Opslagsværker
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Lucan

Lucan (39-65 e.v.t.) var en romersk digter. Her et moderne portræt af Lucan, som forestiller at være en tegning af en antik buste af ham. © Scanpix


Marcus Annaeus Lucanus blev ligesom sin onkel Seneca født i Córdoba i Spanien, datoen var den 3. november år 39 e.v.t. Allerede da han var syv måneder gammel, blev han taget med til Rom. Som enhver anden begunstiget og begavet ung mand i kejsertiden modtog Lucan sin højere uddannelse hos retorer, i hvis haller han lærte at deklamere på begge sprog: græsk og latin. Men han dyrkede også filosofi og blev elev af stoikeren Cornutus og ven med den stoiske satiredigter Persius, Horats’ egensindige og dunkle viderefører. Også et studieophold i Grækenland var han på. I lighed med Petronius, den epikuræiske forfatter til Satyricon, fik han sin gang ved Neros hof, hvor hans onkel var toneangivende. Sine første laurbær som poet vandt Lucan med et hyldestdigt til kejseren ved konkurrencerne ved Nero-festspillene i år 60. Konturerne af en embedskarriere tegnede sig.

Lucan, Nero og sammensværgelsen

Af en eller anden grund knækkede filmen: Den godt tyveårige artist på kejsertronen blev misundelig over det digterry, som dette vidunderbarn i hans inderkreds omgående havde vundet ved at offentliggøre de første tre sange af sit epos om borgerkrigen; eller regenten blev foruroliget over værkets passionerede republikanisme, som for en trænet læser (fx Nero) ingenlunde neutraliseres af dets svulstige lovprisning af Nero som verdens frelser og forløser (1.33-66); eller Nero blev begge dele, både misundelig og urolig. Kejseren forbød i alt fald Lucan al offentlig optræden som digter, samtidig med at han traf ham med Berufsverbot som advokat. 

Kejser Nero (kejser 54-68 e.v.t.) var samtidig med Lucan og var kejser i Rom i hele Lucans voksne liv. Neros tid var præget af uroligheder ved kejserhoffet, der i de sidste år endte ud i en sammensværgelse mod Nero, som Lucan var en del af. Sammensværgelsen slog fejl, og Lucan blev tvunget til selvmord, men et par år senere måtte Nero give efter for det politiske pres og begik selvmord. © Scanpix

”Næsten som bannerfører” (paene sígni-fer) engagerede Lucan sig nu i det komplot mod Nero, som kaldes Den Pisoniske Sammensværgelse, og hvis forløb vi kender fra 15. bog af Tacitus’ Annales. Det unge digtergeni blev angivet, og han blev anklaget for højforræderi. På linje med to andre angivne nægtede Lucan i lang tid alt, men gik til bekendelse, da han havde fået løfte om straffrihed. ”For at undskylde deres tøven” med at aflægge tilståelse stak de deres kære: Lucan sin egen mor Acilia, de to andre deres bedste ven. Når tilståelsen omfattede så nærtstående personer, kunne kejserens blodhunde jo nemlig nok forstå og tilgive, at de sigtede havde tøvet med den.

Uvist af hvilken grund, slap moder Acilia for straf. Men Lucan skulle ikke have forladt sig på løftet om straffrihed: Han modtog en befaling om at begå selvmord. Dette fandt sted den 30. april år 65, hvor Lucan ”efter at have indtaget et overdådigt måltid rakte årerne frem til sin læge til opskæring” (Sveton i sin biografi). Tacitus skriver (Annales 15.70):
Da blodet vældede ud af ham, mærkede Lucan, idet brystet (pectus) endnu var varmt og ved bevidsthed, sine fødder og hænder blive kolde og livsånden langsomt svinde bort fra kroppens ekstremiteter; og da kom han i tanker om et digt (carmen), han havde skrevet om en såret soldat, hvis død fremviste et lignende billede.
(Antikken betragter brystet/hjertet, ikke hovedet/hjernen som bevidsthedens sæde). Dette stykke poesi citerede den 25-årige digter nu, ”og det var hans sidste ord”. Som historiker er Tacitus, desværre for os, underlagt et stilistisk decorum, en begrænsning, der forbyder ham at citere eller referere specifikt. Men man går ud fra, at det, som den døende Lucan citerede, er Borgerkrigen 3.635-646, et grotesk uhyggeligt stykke om en helt i søslaget ved Marseille (49 f.v.t.), som bliver revet midt over og forbløder langsomt og grusomt. Lycidas, som manden hedder, er en græker fra Marseille, altså en patriot, en modstander af Cæsars hær. Dette er udgangen på dødens kamp med den seje marseillaner – og med hans digter:
Men hvor den svulmende lunge har plads, og hvor tarmene brænder,
dér gik døden i stå, og den baksede længe med denne
del af manden, og knap fik den alle organerne med sig.

På denne illustration fra 1888 ses den unge Lucan liggende på en briks efter sit selvmord. © Scanpix