Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne

Kritikken i Satyricon af det moderne epos

Lucan er en af de vilde unge i romersk litteratur: Hans epos er et stort anti-mytisk, anti-monarkisk, anti-vergiliansk eksperiment. Overalt i den romerske litteraturs historie møder vi aemulatio, kappestrid med et forbillede med henblik på at blive det ligt eller overtræffe det. Men med en vildt glødende iver vil Lucan ud af de overleverede former, motiver og konventioner skabe intet mindre end det ultimative.

Hans epos mødte da også kritik i oldtiden, ikke blot fra professionelle anti-senecanere som retoriklæreren Quintilian og, halvtreds år senere, taleren Fronto (o. 150), men også allerede fra en person i Petronius’ roman, nemlig digteren Eumolpus, som afleverer en flot svada, der leder os direkte ind i Nero-tidens litterære og ideologiske debat (Satyricon 118). Eumolpus nævner ganske vist ikke Lucan med navn; men man lades ikke i tvivl, når man hører hans kritik af den person, der påtager sig ”det kæmpearbejde at skrive om borgerkrigen” og mener at burde gøre dette uden indgribende guder, uden mytologiske svinkeærinder, uden frit fremadstormende fantasi. 

Lucans epos, Pharsalia, er i 10 bøger, og det kaldes også De Bello Civili, Om borgerkrigen. Fra 49 til 45 f.v.t. var der borgerkrig i Romerriget ml. de to hærførere, Cæsar og Pompejus. Hvad der først havde været en alliance, endte med et uvenskab, der kulminerede i Slaget ved Farsalos, hvor Cæsar besejrede Pompejus. Krigen sluttede først, da Caesar i 45 f.v.t. havde nedkæmpet de sidste af Pomepejus’ soldater. Derefter herskede Cæsar kort som enevældig diktator, inden han i 44 f.v.t. blev myrdet af en række romerske senatorer. Her ses første side af en smukt udsmykket udgave af Pharsalia fra 1400-tallet. © Scanpix

Dette sidste kritikpunkt – at der mangler ”det rasende sinds varslende vision” – er en genklang af Demokrits gamle krav om digterisk galskab, poietiké manía, på latin furor poeticus. Ligesom andre poetologer af denne entusiastiske skole betoner Petrons Eumolpus, at poesi kræver mod. Eumolpus finder kort sagt, at Lucan i sit værk er mere historicus end poeta, ligesom Quintilian (10.1.90) mener, at Lucan er mere orator end poeta

Denne afgrænsning af poesien over for historieskrivningen, som i denne sammenhæng fremstilles som byggende på kendsgerninger, altså på faktisk udførte handlinger (resgestae), går tilbage til Aristoteles (Poetikken 9).

De antikke kritikere, der finder, at Lucan er mere orator end poeta, hæfter sig bl.a. ved, at hans verdenskloge guldkorn, hans sententiae, ikke er integreret i corpus orationis, talens krop, som Eumolpus siger (som sagt, uden udtrykkeligt at nævne Lucan). De retoriske effekter er med andre ord alt for iøjnefaldende; de støder an mod fordringen om det passende, det indpassede, det afpassede. 

Alt dette omfattes af det litteraturkritiske superbegreb decorum og dets synonym aptum. Ved sin subjektivitet er Lucans epos helt ind i marven anti-aristotelisk; Aristoteles finder netop Homers storhed frem for alle andre epikere deri, at han efterlever den regel, at ”digteren selv bør sige såre lidt.” (Poetikken 24).

Kritikken af eposset kort opridset:

  • Brug af mytologiske svinkeærinder.
  • Brug af fri fantasi.
  • Mere taler end poet.
  • Retorikken er ikke integreret. 
  • Mangel på entusiasme og mod.
Cæsar trykkede mønter med sit eget ansigt i profil, ligesom det var skik for de hellenistiske (fra 331 f.v.t.) konger. Denne mønt er fra 44 f.v.t., efter Cæsar var blevet Roms enevældige diktator. © Scanpix/ Joseph Martin


Dem, der satte Lucan højt

Eumolpus’ kritik af Lucans værk for mangel på entusiasme og mod er ensidig og doktrinær. Fra Diálogus, Tacitus’ værk om retorik (20.5), ved vi da også, at Tacitus satte Lucans epos højt; han stiller Lucan ved siden af Vergil og Horats; og også Tacitus’ netop refererede skildring af digterens død antyder vel, trods de dunkle pletter, en vis agtelse. For resten beundrede selv ciceronianeren Quintilian Lucans sententiae, og smukt karakteriserede han Lucan som ardens et concitatus, ”brændende og intens” (10.1.90). Under Domitian (81-96), den sidste af de tre flaviske kejsere  (69-96), nævnes Lucans navn med ære af både Martial og Statius; sidstnævnte har på bestilling fra digterens enke skrevet et mindedigt til Lucans fødselsdag (Statius’ Silvae 2.7), og Statius (Thebaiden), Silius Italicus (Punica) og Valerius Flaccus (Argonautica) er påvirket af ham i deres epik.

De tre flaviske epikere er påvirket af Lucan (og naturligvis af Vergil)

Der er overleveret tre korte antikke biografier. De skal benyttes med skønsomhed; men vi kan roligt fæste lid til deres oplysninger om, at Lucan har skrevet meget andet end det bevarede epos. Biografierne og Statius’ mindedigt oplyser en del om disse nu tabte værkers titler og indhold, bl.a. kender vi til Orpheus, et mytologisk heksameterdigt, og Saturnalia, en samling ledsagevers til ”julegaver”, en digttype, vi kender fra Lucans beundrer Martial. Man fornemmer, at Lucans produktivitet har været feberagtig. Og Annaeus-klanen fungerede som et firma i døgndrift: En af Lucans kilder til alt det historiske stof var den Historie fra Borgerkrigenes Begyndelse, som hans bedstefar Seneca den Ældre havde skrevet (nu tabt). Og påvirkningen fra hans onkel Senecas tragediers psykologiske profiler af hævntørstige og magtbrunstige tyranner – ikke mindst Atreus i tragedien Thyestes – er tydelig i portrættet af Julius Cæsar.

Hovedkilde: Livius

Lucans epos hedder i de antikke biografier og i de middelalderlige håndskrifter De Bello Civíli, Om Borgerkrigen. Det bærer altså samme titel som Lucans hovedkilde: Livius’ bøger 109-116, dvs. de otte borgerkrigs-bøger, libri belli civilis. Disse Livius-bøger er gået tabt, men vi ved, at Livius, til Augustus’ misnøje, mest holdt med Pompejus, ikke med Cæsar. Sidstnævnte havde skrevet sit eget værk Om Borgerkrigen, som Lucan antagelig også brugte – men som han jo har digtet en modvægt til. 

På denne forside til Lucans værk fra 1663 ses Lucan i midten i profil. De to kæmpende ørne under ham ledsages af citatet ”pares aquilas, et pila minantia pilis”, ”ørne stod over for ørne, og kastespyd truede andre kastespyd”. Det står i begyndelsen af Lucans værk. En ørn var symbolet på en romersk legion (en af enhederne i hæren), og i hver legion bar én mand en stang med en ørn på toppen. Ørne over for ørne er altså det samme som romerske legioner over for andre romerske legioner, altså borgerkrig. De to ørne kunne også være Cæsar og Pompejus, de to hærførere. © Scanpix


Et epos med ekstra mange taler

Vi kan uddybe det ovenfor sagte om poesi, retorik og historieskrivning. Af eposets forskellige bestanddele: beretning, taler og beskrivelser, er taler for Lucan vigtigere end beretning; i talerne trækkes standpunkterne op, her perspektiveres begivenhederne. Sådan bruges taler jo også hos de antikke historikere (jf. allerede Thukydid 1.22), så det er en forenkling at fremstille det, som om historikere udelukkende beretter begivenheder. Men hvordan skulle Lucan, med denne forkærlighed for taler, kunne undlade at give ordet til Roms største taler i et epos, der handler om politiske begivenheder, hvor denne mestertaler spillede en betydelig rolle?

Vi hører i Plutarks Cicero-biografi (39), at Cicero ”på grund af sygdom ikke deltog i slaget ved Farsalos.” At dømme efter et fragment af Livius’ beretning opholdt Cicero sig i Dyrrachium (i det nuværende Albanien), han var nemlig vir nihil minus quam ad bella natus, ”en mand der mindst af alt var skabt til at være kriger.” Cicero skriver også selv i et brev fra 46: ”I slag har jeg aldrig været med.” Men dette har ikke afholdt Lucan fra at lade ”Tullius, den største mester i romersk veltalenhed” fremstille senatets sag i en tale i Pompejus’ lejr. 

Fiktion i det historiske epos

Vi har her et tydeligt eksempel på, at Lucan kan finde på at opfinde frit; i 9.544ff. ses et andet eksempel. Ciceros funktion i digtet er at give stemme til alle de utålmodigt kamplystne i lejren. Cicero som krigsophidser! Ifølge Lucan var Ciceros personlige motiv hertil, at han længtes ud af denne ”lange tavshed” tilbage til Rostra og Forum, hjem til talerstolen på romernes torv. Derfor var han ”vred på krige” og krævede nu altså et slag, der kunne ende alle krige. ”Hvorfor hindrer du hele verden i at væde sine sværd i Cæsars blod?” spørger han Pompejus (7.81). Cicero er visselig ikke tegnet som nogen vismand hos Lucan, og forud for hans indlæg indsætter den kommenterende digter da også denne isnende linje: ”Hans ordkunst gav den svage sag gennemslagskraft” (7.67) . Roms største talers retorik er med andre ord forblindet og fatal. Vel er Lucan anti-monarkist, men det får ham ikke til at fremstille republikkens og senatets sag som ædel.

Cicero, den romerske politiker, taler og forfatter, holdt med Pompejus under borgerkrigen og var derfor politisk lammet frem til mordet på Cæsar. Derefter indledte han et heftigt angreb på Marcus Antonius, der stod bag et nyt voldsregime, og det resulterede i, at Cicero blev myrdet i 43 f.v.t. Portræt i marmor fra midten af 1. årh. e.v.t. © Scanpix

Som svar på Ciceros blodtørstige opfordring holder Pompejus derefter en lang tale, som er præget af visdom og verdenshistorisk overblik. Han har indset, at guderne har lokket ham – og dermed republikken, ja, verden – i en fælde (7.85f.). Med en diskutabel diagnose betragter Pompejus sig selv som militært overlegen i forhold til Cæsar. Ud af sin situation læser han det værst tænkelige, nemlig blodtørstige guder, en skæbne, der uafvendeligt bøjer hans plan om en blodløs sejr. 

Allerede forud for Ciceros og Pompejus’ talepar har digteren konstateret, at guderne grusomt har forblindet det pompejanske parti, så at netop de kræver det slag ved Fársalos, som de vil tabe (7.58-61). I sådanne passionerede og sortseende kommentarer fortolker epikeren historiens gang, ligesom koret i en tragedie. Her forud for det afgørende slag gør digteren alt, for at hans tilhører skal opleve Pompejus’ tabende sag som sin. Ligesom en tragediedigter vækker epikeren medynk og rædsel (éleos og fóbos med Aristoteles’ ord).