Log ind
Opslagsværker
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Ovid

Portræt af den romerske digter Ovid fra 1639. © scanpix

Publius Ovidius Naso blev født den 20. marts 43 f.v.t. (Ciceros dødsår) og døde i år 17 e.v.t. (tre år efter Augustus). Vi bruger hans nomen Ovid(ius), men selv omtaler han altid sig selv med sit cognomen Naso, altså Næsemand. 

Vi er i den heldige situation, at digteren selv har berettet om levnedsløb, familie, uddannelse, gemyt og talent, om kvinden ”Corinnas” afgørende betydning, om sin personlige modning og ikke mindst om sit forhold til poesi og læser. Dette sker i digt nr. 10 i fjerde bog af Tristia, Klagesangene, som findes oversat her på Portalen. I dette selvbiografiske digt – det første poetiske selvportræt, vi har – kommer Ovid også ind på den landflygtighed, han blev dømt til i år 8 e.v.t., på et tidspunkt, da han var Roms førende digter og ”blev læst over hele verden”.

Fra andre af Ovids digte ved vi, at han i sin tid besøgte Athen som ung studiosus. I Roms retorskoler, altså ”på universitetet”, excellerede han i det fag, der gik under det græske navn etho-poiía, karakter-fremstilling, udmøntet i antitetiske paradokser. Hvad han her lærte, har han med sig som moden digter, fx når han karakteriserer Narcissus på denne måde: ”et så hårdt overmod boede der i hans sarte skønhed.” Med denne på én gang intellektuelle og sanselige, denne pangfarvede måde at afmale mennesker på har Ovid, direkte eller indirekte, været lærer for de største digtere, ikke mindst William Shakespeare. 

Student Naso opviste stor psykologisk indlevelsesevne i retorskolen, hvorimod ren argumentation interesserede ham mindre (den slags ved vi fra Seneca senior). Dog modtog han en betydelig juridisk skoling, så han er en poet med sans for paragraffer, ligesom fx Molière, Holberg, Goethe og Heine, og det kan mærkes i alle disse tydeligt leddelte og klart konkluderende passager i hans værker. 

Ovid hørte ikke til kredsen omkring Mæcenas (død 8 f.v.t.), hvad der måske ville have gjort en forskel i forbindelse med landsforvisningen. Hans mæcen var derimod Marcus Valerius Messalla Corvinus, som ikke stod Augustus nær. I kredsen omkring Messalla, som havde opmuntret ham til at skrive, lærte Ovid Tibul at kende, over hvem han skrev et nobelt mindedigt (Amores 3.9).

Ovids forhold til Den Augustæiske Revolution

Ovid var ung i forhold til de andre augustæere. Han var den sidste af de fire store elegikere, hvad han selv anfører i Tristia 4.10.51-54. Til gengæld var han, som vi skal se, elegiker i en nærmest altgennemtrængende grad. Den Romerske Elegi greb sin sidste dyrker helt og holdent.

Augustus magtovertagelse medførte ikke bare et politisk systemskifte. Han indførte også nye ægteskabslove og en ny moralpolitik. Inden for dette passede Ovids Elskovskunsten ikke godt, og værket var medvirkende til Ovids eksildom. Statue af Augustus som præst. © Gyldendals billedarkiv

Når man nu om dage taler om Den Augustæiske Revolution, sigter man til kombinationen af forfatningsændring – altså principatets indførelse – med omfattende religiøse og moralske reformlove. Hvad angår denne revolution camoufleret som en reform, var Ovid, til forskel fra Vergil (født i 70) og Horats (født i 65), ikke gammel nok til, at han havde grædt ved udsigten til endnu flere borgerkrige, og ikke gammel nok til, at han kunne føle ophøret af deres rædsler som en hellig, næsten kosmisk udfrielse og derfor måtte se Augustus som en frelser. Hans holdning til Augustus og den augustæiske moralske og religiøse restauration skifter i takt med hans egne forhold, og holdningen farves i nogen grad også af den type litteratur, han til enhver tid skriver i. I øvrigt var heller ikke Vergil og Horats simple systembesyngere, som vi ved.

Ovid landsforvises

I år 8 e.v.t. stødtes Ovid, verdens mest blændende digter, så ud i mørket af den sårede og krænkede monark. Fire år tidligere var den sorte slutfase af Augustus’ toogfyrre år som princeps begyndt. Hans sidste ti år er præget af hungersnød, oprør og pinlige og farlige hofintriger om arvefølgen – og i år 9 indtræffer så tabet af tre legioner i Teutoburgerskoven, hvor romerne blev ydmyget af germanernes fyrst Herrmann, som nota bene havde lært krigerhåndværket af romerske officerer. Sådan var disse år. Vilhelm Andersen finder helt ind i gemakkerne med denne stemningsrapport (Horats-bogen I 138):
Efter at alle Guldalderens Mænd – Mæcenas og Agrippa, der var Hanrejer, Vergil og Horats, som var Pebersvende – for længst var døde, sad Augustus tilbage paa sit moralske Oprejsnings-Programs Ruiner med denne Gæk til at røgte sit Budskab, uden andet Selskab end sin kloge Kone Livia og den surtseende Tiberius […].

Ovid var i eksil i Tomis ved Sortehavet. Byen hedder i dag Constanta og ligger i Rumænien. I dag står denne statue af Ovid i byen. © scanpix/Ketan Raventós

Helt op til Tomis ved Sortehavet blev gækken Ovid sendt – med følge. Hans digt Elskovskunsten blev fjernet fra de offentlige biblioteker, og det var heller ikke klogt at have et eksemplar af det liggende hjemme. Ovids hustru, den tredje, som endnu var ung, blev hjemme i Rom, hvor hun på kompetent vis bestyrede deres ejendomme. Hun er en af dem, Ovid i sine eksildigte forsøgte at få til at udvirke en omstødelse af landsforvisningen, som teknisk set nemlig ”kun” var en såkaldt relegatio (hvad der også betød, at den udviste bevarede sit borgerskab, og at hans ejendom ikke blev konfiskeret). Fruen, som desværre er navnløs for os, var en dame med et netværk, bl.a. var hun i familie med stjerneadvokaten Paullus Fabius Maximus, gift med en datter af kejserens tante, hvormed der, litterært set, er knyttet et bånd til Horats. Paullus er nemlig identisk med den højt hyldede modtager af Horats’ ode 4.1 ”Igen de længst tilendebragte krige”.