Log ind
Opslagsværker
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Petronius



Petronius var ikke just noget sjældent slægtsnavn; men den Petronius, som omtales af Tacitus i Annales (16.18) under år 66 e.v.t. som kejser Neros elegántiae árbiter, ”elegance-bedømmer”, altså smagsdommer, antages af næsten alle at være identisk med den Petronius Arbiter, som ifølge håndskrifterne til den romerske roman Satyricon er navnet på dennes forfatter. Denne identifikation godtages af næsten alle, ligesom næsten alle antager, at det er den fra Cicero kendte Clodia, og ikke en eller anden anden Clodia, der gemmer sig bag Catuls Lesbia; men både ved Petronius- og ved Clodia-identifikationen vil der altid være visse hårdnakkede skeptikere tilbage, hvad der jo sikrer, at disse litterærhistoriske våger holdes åbne.

Hofmanden Petronius blev udrenset i 66, dvs. året efter Seneca, i øvrigt sammen med Senecas bror Mela, digteren Lukans far, og en række andre fremtrædende romere. Tacitus, den uovertrufne mester i paradoks psykologi, beretter om Petronius, at ”han tilbragte dagen med at sove, men natten med forretninger og fornøjelser.” Tacitus går i detaljer med den provokerende, men alligevel stilsikre og minsandten også effektive ekstravagance, der kendetegnede Petronius: 
”Hvor andre blev berømte i kraft af flid (industria), blev han det ved ladhed (ignavia).”
  
I hvilken grad den slags må have udfordret mange romere, ses ved at sammenligne med romanens kap. 75 , hvor den frigivne slave Trimalchio, revnefærdig af selvglæde, anlægger pæne menneskers målestok på virketrang og nøjsomhed. Men Nero blev tiltrukket af Petrons ”lærde luksus”, ”henkastede skødesløshed” og ”tilsyneladende naturlige enkelhed” (simplicitas), så meget desto mere som Petron udviste stor handlekraft som guvernør i Bithynien, Lilleasien, og senere som konsul (år 62). Petron tilhørte den type, man senere har kaldt en dandy; han var socialt kompetent, idet han mestrede at spille både på det kunstige og det naturlige. Nero gjorde da denne kender af al smagløshed, vulgaritet og banalitet til øverste instans i alle spørgsmål om den gode smag: elegantiae arbiter.

Forankret i den neronianske æra

Petronius endte sine dage i 66 e.v.t. under Kejser Neros udrensninger. Buste af Nero. © scanpix

Portrættet af epikuræeren Petron danner i Tacitus’ værk en perspektivrig modvægt til skildringen af stoikeren Seneca; og heller ikke hos denne går historikeren nærmere ind på noget forfatterskab. I romanen – som er gennemparodisk – er det påfaldende, hvordan en forvreden udgave af Senecas argumenter i epistel 47 for human behandling af slaver lægges i munden på den sentimentale opkomling Trimalchio, i øvrigt indsat i en sammenhæng, der afslører Trimalchios menneskekærlighed som yderst egenkærlig (Satyricon kap. 71). 

Også en række detaljer fra forlystelsernes sfære peger på den neronianske æra; i det her medtagne stykke især omtalen af gladiatoren Petraites (kap. 71) og musikeren Menecrates (kap. 73) og af den skik at parfumere middagsgæsters fødder (kap. 70), som var blottede og bare ved de romerske banketter, idet man deponerede sine sandaler hos en slave, til man skulle hjem. Det sidste med fodparfumeringen var en mode, som den senere kejser Otho havde indført ved Neros hof; det er påfaldende, hvor stærkt et ordvalg romanens jeg-fortæller Encolpius anvender om dette ”uhørte” raffinement. 

Det skal også nævnes, at de socio-økonomiske forhold i romanen, især de frigivne slavers samfundsmæssige lynkarriere, afspejler tilstandene, om ikke specielt under Nero, så dog i det første efterkristne århundredes Rom. I det første århundrede skal man også lokalisere den kloge diskussion af uddannelsesforhold, herunder ”årsagerne til veltalenhedens forfald”, som romanen byder på omkring den retoriklærer ved navn Agamemnon, som vor helt løber på (de første kapitler af Satyricon). Dette emne endevendes bl.a. hos Quintilian og i Tacitus’ Dialog om Talerne.

Seneca, den romerske filosof og digter, var samtidig med Petronius, og de var begge tæt på det kejserlige hof. Buste af Seneca fra 1. årh. e.v.t. © scanpix


Leg med overmagt og død

Ligesom Petron i romanen lader det følsomme fjog Trimalchio forvanske Senecas humanisme, var hans eget liv til sidst en parodi på de store stoiske dødsscener. Hofmanden med den lette hånd viste døden foragt, ikke ved heroisk standhaftighed, constantia, ikke ved tragisk trods, contumacia, men ved at lege med den og liste for den. Tacitus beretter i forbindelse med Petrons påtvungne selvmord:
“De overskårne pulsårer lod han tilbinde igen, som det passede ham, og derpå åbne på ny.” Han trøstede sine venner med spøgefuldheder; det, han bad om at få foredraget, var ikke taler om sjælens udødelighed, men letsindige viser. ”Så gik han til bords, og han lod sig overmande af søvnen, for at døden, skønt den var ham påtvunget, kunne se tilfældig ud.”

Som vi ved, gemte denne epikuræers ladhed imidlertid på målbevidsthed, og han var ikke kun legende indifferent, men også bidende satirisk over for overmagten. Han efterlod således en detaljeret redegørelse for kejserens perversiteter med navn og adresse på de involverede herrer og damer. Nero, som fik dette testamente overbragt, forstod ikke, hvor Petron havde alle disse informationer fra. Det begreb han ikke. Hvoraf vi kan slutte, at smagsdommeren ikke hørte til den helt intime inderkreds, i alt fald ikke her til sidst.