Den romerske elegi: Tibul og Properts

Det elegiske distichon

Det elegiske distichon er et gammelt versemål i græsk litteratur, hvor det går tilbage til 0.700 f.v.t. I førklassisk og klassisk tid brugtes det bl.a. i patriotiske opsange (fx Solon), i filosofisk forkyndelse (fx Xenofanes) og i carpe diem-digte fra symposier. Desuden bruges det elegiske distichon i korte epigrammer, herunder gravepigrammer.

Friedrich Schiller har fremstillet det elegiske distichon således (bemærk, at der er tryk på a i tysk Hexámeter og Pentámeter):

Det elegiske versemål betegner en drejning i retning mod det mere lyriske af den episke genre, som vi kender fra Homer, hvor vi har det daktyliske heksameter linje efter linje, igen og igen. Til forskel fra det episke mål, opfylder distichon’et det krav, at tanken går frem, brat bliver sig selv klar og rundes af, enten i parallel eller kontrasterende form. Der fordres kort sagt pointe, når springvældet ”falder melodisk ned”. Til at fremkalde pointe – egentlig: spids – kan faktorer som disse tjene: 

• Pentametret er underkastet strammere regler end heksametret.
• Meget ofte slutter pentametret med punktum, dvs. når distichon’et slutter, slutter en hovedsætning.
• Ofte har pentametret klingende parallelismer som fx det ovenfor nævnte rim mellem de to halvdele: ”og hvad jeg ville ha’ sagt, gik efter digternes takt”.
• Uhyre ofte – hos Ovid næsten altid – ender pentametret på et tostavelsesord. Færdig! 

Når vi kalder det elegiske versemål mere lyrisk, må ”lyrisk” altså ikke forstås i retning af det vage og ubestemte – tværtimod.

Belærende versemål

Det elegiske mål er stykket sammen af det episke, ja, men resultatet er noget helt nyt, de to metra er fundamentalt forskellige. Det elegiske distichon er ganske vist ikke noget lyrisk versemål; det er ikke lyrisk i teknisk forstand, for elegier synges ikke; men der kan dog tales mere personligt og mere publikumshenvendt deri, end der kunne i det episke versemål. Der hæfter fra først til sidst noget didaktisk, noget belærende, ved det elegiske versemål. Ikke sjældent må læreren dog smile ad sin egen bedrevidende attitude, hvormed der trænger selvironiske toner ind de elegiske disticha; således i stor stil i Ovids Elskovskunst, men se allerede Tibul 1.4 .

Elegiens klagetoner

Når vi forstår ”elegisk” som ”klagende” og fx siger ”Der er noget højst elegisk over en skuespillerinde som Sonja Richter,” så er det faktisk i overensstemmelse med en af grækernes etymologier for ordet élegos, idet nogle afledte élegos af e e legein, ”at sige e e”, dvs. at stønne og jamre. 


Og også romerske digtere kan tale om ”medynkvækkende elegier”, miserábiles élegi (Horats), og en elegiker som Tibul kan virkelig hengive sig til stille, statiske mol-toner, sådan som de høres i elegi 1.3 ”Syg på Corfu”. Catuls digt nr. 76 begynder ”Føler den der erindrer det gode, han gjorde, en glæde”, og allerede dette digt, som alle betragter som en milepæl i den romerske elegis tilblivelse, er en klagesang over den lidende og lidenskabelige kærligheds slaveri. Vi hører i Catul 76 den ulykkeligt forelskedes moralsk oprørte jeg-tale: Den betingelsesløse, uigengældte amor er en ”hæslig sygdom”, taeter morbus, som bringer den ramte i livsfare. Kun hvis man med gudernes hjælp bliver befriet for denne morbus, er man rask. 

Hele dette ”elegiske” livssyn er i høj grad karakteristisk for den romerske elegi. At gengive elegi ved klagesang ville være ensidigt, forkert; men det kan ikke nægtes, at sygdom, død, alder og fysisk forfald er blandt elegiens store temaer: carpe diem, pluk dagen, med dertil hørende betoning af dødens nærhed. Et hovedtema er også al den forkerthed, vold og ufrihed, ja, sygelighed, der kan hæfte ved kærligheden: servitium amoris, elskovens slaveri, morbus amoris, elskovens sygdom. Og i mange af digtene i samlingerne Tristia, Klagesange, og Epistulae ex Ponto, Epistler fra Sortehavet, bruger Ovid virkelig det elegiske versemål som medium for nedbøjet klagesang. 

Vi anførte en folkeetymologi ovenfor, som pegede i retning af jamren. Den sproghistorisk korrekte etymologi til ordet elegi synes at tyde på en oprindelig betydning ”digt til fløjte”, idet det armenske elegn- siges at betyde fløjte.



Den romerske elegi fik, efter Catuls første indsatser, en kort og fager blomstring i senrepublikansk og tidlig augustæisk tid: fra Gallus over Tibul og Properts til Ovid. Vi hæfter gerne en etiket på den romerske elegi, nemlig ”subjektivt erotisk”, om end dens få digtere opviser meget store indbyrdes forskelle. Til denne forskel i gemytterne kommer, at genren udvikler sig efter sin egen indre dynamik, idet dens digtere har kig på og blik for hinanden. 

Med adskillige af sine temaer, fx rejsningsproblemer og provokeret abort, synes Ovid imidlertid at betegne et slutpunkt, som elegien næppe kan overbyde. I afsnittet om Ovid er det fremstillet, i hvor høj grad Ovids værk, hele hans œuvre, kan siges at være gennemtrængt af elegi. 

Cornelius Gallus, elegiens grundlægger

Lad os betragte den alt andet end blegnæbbede stifter af denne digtart. Cornelius Gallus var romersk ridder, soldat og politiker på højeste plan. Han blev udnævnt til Ægyptens præfekt – den første guvernør efter Cleopatras død – men i 26 f.v.t. tvunget til at begå selvmord af Augustus. 

Gallus’ elegier bar, ligesom senere Ovids, titlen Amores. Herskerinden, domina, i disse digte hed Lycóris, hvilket var dæknavn for skuespillerinden Cythéris, ex-elskerinde for ingen ringere end Marcus Antonius, mægtig general, brutal politiker. En så formidabel verdensmand er det, der har grundlagt Den Romerske Elegi. Vi hører en del om Gallus i Vergils 6. og navnlig i hans 10. ekloge, om hvilken vi også ved, at Vergil har indarbejdet linjer af ham i den, og elegien munder ud i en kærlighedserklæring til Gallus (10.70 ff.). Indtil der i 1979 blev offentliggjort et sensationelt papyrus-fund med Gallus-vers, var der herudover kun bevaret et ikke meget sigende pentameter af ham.

Vergils 10. ekloge

Det er et fængslende billede, Vergil i 10. ekloge giver af elegiens stifter. Gallus synger elskovsklager med melankolske genklange af sit eget værk; således hører vi den vergilianske Gallus forestille sig sin egen død med en fordybelse, som genfindes hos Tibul og Properts i passager fulde af dødslængsel og selv-dramatisering. 

Når vi tør påstå, at Vergil-eklogens Gallus citerer den virkelige Gallus, skyldes det, at sådanne ærbødighedscitater var skik og brug, og at den antikke Vergil-kommentator Servius faktisk oplyser, at denne skik også følges her; hertil kommer, at motiver, der som det netop nævnte er hyppige hos Tibul og Properts, kalder på at blive projiceret tilbage til genrens stifter. 


For så vidt som det overhovedet er muligt i et heksameterdigt, har Vergil her ønsket at reproducere ”det elegiske”, hvorved 10. ekloge bliver et led i receptionen, den samtidige afspejling, af Den Romerske Elegi. Også ved landskabet omkring elegikeren er der noget særligt: Nok følger 10. ekloge over et langt stræk Theokrits 1. hyrdedigt; men Vergil foretager noget afgørende nyt, idet han placerer Gallus, ikke på Theokrits Sicilien, men i Arkadien, dybt inde på Peloponnes, guden Pans land, hvor alle hyrder kan synge. 

Grunden til dette eftertryk på Arkadien just i eklogen om Gallus kender vi ikke, men lanceringen af Arkadien som det bukoliske landskab frem for alle andre fik lange følger, idet la pastorale Arcadia blev (gen)skabt som et åndeligt og symbolsk landskab i 1500-tallets hyrdedigte og hyrderomaner af Jacopo Sannazaro i Italien, Sir Philip Sidney i England og deres talrige efterfølgere fra renæssancen frem til rokokoen. Elskovsklage og dødslængsel er fælles for bukolisk og elegisk poesi.

Satire og elegi som romerske genrer

Der er to genrer, om hvilke retorikprofessor Quintilian, i sin litteraturhistoriske afvejning af romernes indsats over for grækernes, hævder, at her er vi romere i vidt omfang originale, respektive totalt originale. De to er elegien og satiren. Helt nøjagtigt lyder Quintilians ord som følger (10.1.93):

Samtidskriftik i elegien

Om satiren er der talt i afsnittet om Horats, og der kommer mere i kapitlet om Petronius. Den satire, Quintilian taler om, er Lucilius-satiren, ikke Den Menippeiske Satire, hvis græske rødder var velkendte. Hvad elegien angår, postulerer Quintilian (ca. 35-ca. 100) altså en art konkurrence med grækerne. Ganske meget af dens egenart kan da også forstås i lyset af de græske elegier og epigrammer, som de kort blev skitseret før. Man må nemlig ikke overse, at også romerne ofte vil deres samtidige noget med deres elegier; der er samtidskritik i elegikernes opstilling af den erotisk-musiske tilværelse (otium) over for den militære eller merkantile (neg-otium), i deres kontrastering af amor og arma, i deres make love not war, ligesom der er bid i deres undsigelse af pengene og begæret efter dem (avaritia), og appel i deres syn på guldet som det diametralt modsatte af kunst og kærlighed (se bl.a. Tibul 1.4.57-72). Den romerske elegis ærbødighed for ægteskabet er heller ikke stor.

Græsk-romersk filosofi havde nu i århundreder befattet sig med at filosofere over liv, forstået som livsformer og livsindhold, bioi på græsk (flertal af bios). Man nåede gennemgående frem til fire typer: 

1. Det liv, der dyrker ære.
2. Det, der dyrker penge.
3. Det, der dyrker nydelse.
4. Det, der dyrker visdom, dvs. filosoffens, den intellektuelles liv. 

Horats gennemspiller dette sidste tema i det allerførste digt i Odernes første bog, dediceret til Mæcenas. Horats tilføjer krigere og jægere, og lader, som en kontrast, digtet munde i et lille maleri af et gudbenådet digterliv. Elegikerne tager i nogle af deres digte ivrigt del i diskussionen, sådan som den fandt sted i den augustæiske epoke, idet de hylder legen, ludus, og det legende menneske.

Homo ludens

Det ludiske tema, med dertil hørende Muse-kult og otium-lovprisning, gennemspilles af elegikerne på mere end en måde, både protesterende og roligt eftertænksomt. Som et eksempel på den roligt reflekterende toneart kan nævnes Properts 3.5, som indledes med dette distichon:


Ja, ”vi elskende tilbeder freden”; men vores tilværelse er det modsatte af fredelig (og kedelig). Elegikerne bortidylliserer ikke Véneris bella, de krige, der, med eller uden alkohol, lurer mellem elskende (se Tibul 1.10.53 ff.  og Properts 4.8 ).

I elegi 3.5 undsiger Properts begæret efter guldet, konkretiseret i det kostbare service, de kæmpemæssige godser og de udsøgte antikviteter, og først og fremmest bortmaner han krigene, bag hvilke der altid og uden undtagelse gemmer sig havesyge (jf. afsnittet om Sallust ). Modsat bekender han sig, i versene 19-46, til det, vi kunne kalde æstetens og den intellektuelles liv. 

Lige nu fyldes hans liv af poesi, vin, festroser og kærlighed, inklusive kærlighedens ”hårde feltslag”, dens proelia dura med herskerinden. Men når han bliver ældre, vil han dyrke naturfilosofi og teologi (hvad der hænger tæt sammen i antikken), herunder udforske, om frygten for straf i det hinsidige er begrundet eller blot bygger på en ficta fabula. Elegien slutter med at rette følgende opfordring til ”jer, der holder mere af våben” end et sådant filosoferende otium: Så se at få gjort en ærefuld militær indsats! Dette er den relativt afvejede version. 

Protesterende og med patos sværger Properts til det legende liv i 2.15 O me felicem, som er oversat nedenfor. Der siger han, at hvis alle mennesker lå stive af syre (en mild parafrase af 2.15.42), ville der ingen krig være. Og et kummerfuldt Roma ville ikke have lidt under de verdensomspændende borgerkrige, som i en kreds holdt hende belejret af proprii triumphi, dvs. triumfer, sejrsfester, over sine egne i stedet for over de ydre fjender, altså selvdestruktive triumfer.

Elegi, komedie, satire

Elegien har ved sin erotiske, evt. erotisk-økonomiske, tematik, ved sin antiægteskabelige ideologi og sin arbejdsskyhed (in-értia), ved sine provokationer af borgerlig pænhed, og i kraft af sit persongalleri (hetærer, bordelmutre, ung mand i kærestesorg, rige rivaler etc.) meget til fælles med Den Ny Komedie (320-220), som jo for længst var blevet omplantet til Rom af Plautus og Terents. I øvrigt kunne elegikerne uden besvær studere komediernes græske forfattere, bl.a. Menander, i originalen, idet alle romere, der havde gået i skole, var tosprogede. 

Tæt på komedien ligger den romerske satire; og det er nemt hos elegikerne at finde folkelivsbilleder og andre optrin, der leder tanken hen på satirer af Horats og Juvenal. Se fx Tibul 1.10  ”Freden skal dyrke min jord!” og Properts 4.8  ”Nattesjov i digterhjemmet”.

Elegi og epigram

Den overvældende rige græske epigramdigtning fra hellenistisk tid – samlet i den såkaldte Græske Antologi – benytter med brillans det elegiske versemåls drift mod situationer, der sidder lige i øjet, og mod pointer, der spidder (jf. Martial). 

Hos epigramdigterne har Tibul og hans kolleger kunnet se, hvordan man gestalter anskuelige situationer; men epigrammerne i Den Græske Antologi viser også nogle af forudsætningerne for det subjektive og erotiske hos romerne, om end jo i en kortere form, end de romerske elegier typisk benytter. Som vi skal se, kan der i løbet af en elegi udspille sig et dramatisk forløb med op til flere faser; så en elegi skal have længde.

Elegikernes gæld til Catul

Nogen fuld og udtømmende oplysning af det berømte problem om, hvor den subjektivt erotiske elegi i Rom stammer fra, er det ikke lykkedes forskerne at give. Men elegiens litteraturhistorie kan ikke skrives uden om Catul. Man skal medtænke hans epigrammer og hans længere digte i elegiske disticha. Men sandelig også hans oversættelse, digt nr. 66: ”Berenikes Fletning”, af en Kallimachos-elegi, som giver mulighed for et kærkomment indblik i den alexandrinske elegidigtning og dens i alt fald i dette tilfælde særdeles pikante erotik; i Alexandria havde elegien som genre haft en kortvarig blomstring 0. 250. Endelig skal nævnes Catuls kortepos ”Peleus og Thetis’ Bryllup” (nr. 64), for i dette digt om blandt andre den fortabte Ariadne på Naxos lærer vi, at ”mytologisk” ikke nødvendigvis er det modsatte af ”subjektiv”. Betydningen af Catul 64 for elegien overses af og til, bl.a. fordi dette digt betjener sig af det episke metrum, ikke det elegiske.

Elegiens videre liv

⇐   ⇒