Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Properts


Portræt af Properts. © scanpix


Sextus Propertius
blev født engang mellem 54 og 47 i den by i Umbrien, hvor godt 1200 år senere Den Hellige Franciscus så dagens lys, nemlig byen Assisi, Asisium på latin. Et hus, der er udgravet under kirken Santa Maria Maggiore i Assisi, antages af mange at have tilhørt digteren. Properts var søn af en lokal notabilitet, og selv om han ikke brugte sin retoriske uddannelse til politik, men til poesi, havde han livet igennem en ganske god økonomi. For resten var hans poesi jo dog til en vis grad politisk. Properts blev ikke gammel, men dog noget ældre end Tibul; han døde kort før vor tidsregnings begyndelse. Han synes at have giftet sig, sådan som Augustus sagde man skulle, og Cynthia, som i virkeligheden hed Hostia, var antagelig ugift og kurtisane, altså en holdt kvinde – en markant forskel fra Catuls Lesbia, alias Clodia. At Cynthia var en af ”de store vandrette”, les grandes horizontales, er næsten sikkert; at Properts var gift, er noget mindre sikkert.