Log ind
Opslagsværker
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Horats


Portræt af den romerske digter Horats fra 1584. © Scanpix

Quintus Horatius Flaccus levede fra 8.12. 65 til 27.11.8 f.v.t. Han døde få måneder efter sin ven og mæcen Mæcenas, ved siden af hvem han blev begravet på Eskvilinerhøjen. Horats var født i Venusia i Apulien og kaldes derfor blandt klassicister af den gamle skole noget så kønt som Den Venusinske Sangsvane, hvad denne ironiske og stilsikre søn af en husmand med slavefortid sikkert ville have smilet lidt ad. Lavstammet var han nemlig også, og med tiden fik han så megen topmave, at kejser Augustus skæmtede dermed (i et brev). De to var omtrent jævnaldrende. Monarken kunne i øvrigt, når han var i stødet, finde på kærligt at kalde Horats, som efterhånden nærmest var hans hofpoet, purissimus penis, ”allerpropreste penis”. 

Da Horats skrev satirer og epistler – genrer, der i betydeligt omfang kalder på digterens spil med sin egen maske, sin persona – og da han yderligere blev biograferet af Sveton (75-150), ved vi meget om ham. Horats er den romer, vi kender bedst næst efter Cicero, som han i øvrigt ikke ligner.

Horats’ far

Med megen pietet har Horats sat sin far, den frigivne slave, et æresminde i satire 1.6, som er tilegnet Mæcenas, og hvori det betones, at hvis der er noget ved Horats som menneske, hvad han mener, der er, så ”var min fader årsagen til dette” (1.6.71). Digteren stammer fra samfundets absolutte bund; han er ”søn af en frigiven far”, libertino patre natus, og bliver mobbet for det, men ikke af Mæcenas (1.6.6). Ludfattig kan Horats’ far imidlertid ikke have været, og forkommen og fortrykt slet ikke, for han tog den lille med fra Syden til Rom, hvor han satte ham i skole hos Orbilius. Den gamle fulgte selv drengen til og fra alle de lærere, han frekventerede, som hans renheds ”aldeles ubestikkelige vogter” (1.6.81).


Denne buste forestiller romeren Maecenas (ca. 70-8 f.v.t.), der var en af den senere kejser Augustus’ tætteste medarbejdere. Han havde omkring sig en kreds af digtere (bl.a. Horats), som han understøttede økonomisk. Heraf har vi fået begrebet ’en mæcen’, der betegner en person, der netop understøtter kunsten økonomisk. Samtidig buste (ca. 20-16 f.v.t.). Fundet i Rom. © Scanpix

Horats rejser til Athen

Senere, det var omkring år 45, rejste Horats til Athen, bonae Athenae, ”det gode, kære Athen”, som han kalder byen i epistel 2.2.43. Til Athen tog Horats for at studere, for at lære at skelne det rette fra det krumme ”og i Akademos’ lunde at søge det sande”, atque inter silvas Academi quaerere verum

Platons Akademi var naturligvis et af byens vigtigste ”universiteter”; det blev først lukket i 529, mere end et halvt årtusinde senere. I øvrigt rejste Ciceros tyveårige søn, unge Marcus, just i år 45 til Athen med samme formål som unge Quintus – men mindre udbytte. Der foregår en borgerkrig og en revolution i disse år; og et af revolutionens ofre var Cicero pater, hvis kamp for republikken kostede ham livet (år 43). 

Horats nærede republikanske sympatier, og han lod sig i efteråret 44 hverve af Cæsarmorderen Brutus, i hvis hær han beklædte posten som krigstribun, tribunus mílitum, en bemærkelsesværdigt høj rang, indtil Brutus’ nederlag ved Filippi (år 42). Nogle af de slagne kæmpede videre under Sextus Pompejus, Pompejus Magnus’ søn; men Horats tog tilbage til Italien, ”med stækkede vinger”. Tænk, hvilken karriere der havde stået ham åben, havde Brutus sejret!

År 45 Horats rejser til Athen.
År 44 Horats hverves som krigstribun af Brutus.
År 42 Brutus lider nederlag og Horats rejser tilbage til Italien.

Tilbage til Italien


Vasemaleri af de græske digtere Sapfo og Alkaios. Begge levede omkring 600 f.v.t., flere hundrede år før Horats. I en del af sin digtning (Oderne) genbrugte Horats deres digtes form (versemålet). På billedet står begge med en lyre i hånden; den symboliserer, at de er digtere. Attisk rødfigursvase 500-450 f.v.t. © Scanpix

Ved hjemkomsten fandt han, at hans fars landbrug var blevet konfiskeret som led i uddelingen af jord til de sejrende veteraner; dette var en oplevelse ikke ulig den, Vergil afspejler i det første af hyrdedigtene. Og nu ”drev den frække fattigdom mig til at gøre vers”. Herom beretter Horats i epistel 2.2.51f. At den nævenyttige og opfindsomme fattigdom er alle kunsters moder, er ganske vist en udbredt ide i antikken – som vi siger: ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde.” 

Men her hos Horats er der jo ikke tale om kulturskabende nød, men snarere om fræk brødflovhed, og det udtryk, ironikeren bruger om sin karrieres start, versûs fácere, er den laveste vending for ”at digte”, han kunne opdrive. Dette har sammenhæng med den argumentation, han driver på med her i epistelen til Florus. Andre steder taler han sandelig med større selvbevidsthed på sit værks vegne: Jeg har til Rom indført jamber a la Archilochos. Jeg har romaniseret den æoliske poesi i traditionen fra Alkaios og Sapfo (men Sapfo efterligner han nu ikke). ”Jeg har fuldendt et monument evigere end bronze,” udtaler han i det digt, der afslutter Oderne I-III. I samme digt står ordene non omnis moriar, ”Jeg kommer ikke til at dø helt”, som Adam Oehlenschläger satte som motto på sit våbenskjold. Endelig forudsiger Horats her i ode 3.30, at hans ry vil holde sig frisk, ”så længe pontifex’en stiger op ad Capitol sammen med den tavse jomfru.”

Brød på bordet fik den ruinerede ungersvend ved at købe sig et job som scriba quaestorius, statskassesekretær. Romerne – og grækerne før dem – følte ethvert lønarbejde som trykkende, og Horats har ikke været nogen undtagelse; han hentyder til sekretær-jobbet i en stresset passage i satire 2.6. Denne satire er en tak for den gård ude i sabinerlandet, som Mæcenas har foræret Horats, formentlig i år 33. Horats var nemlig, via Vergil, fem år tidligere blevet indført i Mæcenas’ kreds, hvorved han kom ret tæt på Octavian (fra år 27: Augustus), som ikke havde problemer med at omgås begavede og derfor brugelige (ex-)republikanere. Jævnfør historikeren Titus Livius, hvis sympatier for Pompejus Augustus nådigt spøgte med.


Horats var også inspireret af Archilochos (600-tallet f.v.t.), en anden af de græske, arkaiske digtere. Som med Sapfo og Alkaios genbrugte han Archilochos’ versemål. Denne buste forestiller muligvis Archilochos. Romersk kopi af græsk original fra 300-tallet f.v.t. © Shakko/Wikipedia Commons/CCSA