Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne

Horats: ironi – Vergil: patos

Hans selvbeskrivende værker er især, men ikke kun, satirerne 1.6 og 2.6 og epistlerne 1.19 og 2.2. Her fremtræder Horats som spids, skarp, selvbevidst, syrlig. Han er diskret, med en særdeles udviklet sans for det passende. Han kan holde tand for tunge, er en socialt kompetent herre, der færdes frit og utvungent ved hof som i hytte. 

Denne inkarnerede ungkarl har et stort behov for uafhængighed, hvad der medfører visse kriser i hans venskab med Mæcenas (se epistel 1.7), han kræver tid til selvfordybelse, er kort sagt en kræsen boheme (”jeg bliver liggende i sengen til ved titiden”, satire 1.6.122). Dette planløst promenerende og frit konverserende udfoldes i hans satirer og epistler, hans heksameterdigte, som somme tider under et benævnes sermones, samtaler, men netop ikke i hans lyrik, oderne, som er koncentrater, krystaller.


Maecenas støttede Horats økonomisk, og som det passer sig for en digter, så dedikerede Horats flere af sine digte til Maecenas. Her et portræt af Maecenas fra 1800-tallet. © Scanpix
 
Horats har vid og ironi, hvad han selv kommenterer (satire 2.6.53f.). Men også selvironi og humor, det mere sjældne, har han. Han kalder i epistel 1.4 til sin ven, elegikeren Tibul, sig selv Epicuri de grege porcus, ”en gris fra Epikurs sti”, hvad der, i betragtning af den megen stoicisme i hans værk, skal tages med et vist forbehold. Epistelens slutlinjer til den deprimerede Tibul lyder som følger:
Kig ind og få dig en griner ad mig lille tyksak med skindet
pudset og pomadiseret – en øfgris fra Epikurs sti.

Som man ser, ikke just nogen trosbekendelse. Sveton nævner i sin biografi digterens appetit på kinky sex med inddragelse af spejle. Vel rummer Horats’ lyrik i oderne steder af sublim patos, men nogen patetiker var han ikke, til forskel fra sin ven, den blide og nærmest menneskesky Vergil. Efter de indtryk, vi får af Mæcenas, Horats’ højadelige beskytter – som, indtil han faldt i unåde, var Augustus’ førsteminister – lignede Horats til gengæld ham, bortset fra at Mæcenas’ litterære stil var kringlet og affekteret. Dette er en markant forskel fra venusineren.

Det er mere end nogen anden Horats, der har lært verden om decorum, det klædelige, det der passer sig for din alder, dit køn, din status, etc. Dette passende har tre dimensioner i forhold til:

(a) Den der taler.
(b) Den der tales til.
(c) Det emne der tales om. 

Ved i prægnante linjer at udforme dette begreb om stil blandt mennesker, stil i menneskets forhold til sagen, stil i tale, liv og tanke er Horats blevet en klassiker og alle klassicismers fader. I den ufravigelige hævdelse af denne på en gang æstetiske og etiske kategori, decorum, består noget af Horats’ verdenshistoriske betydning. Ideen kom fra Platon og især Aristoteles (to prépon), men det var Horats, der i Ars Poetica og andetsteds gav den form, og det på et sprog, som verden forstod. Og helt åben blev banen, da formidleren Horats i Solkongens Frankrig blev formidlet af Boileau i dennes L’art poétique fra 1674. 

At man kan skrive satirer næsten uden selvbiografering, skal Juvenal vise os. Hvoraf kom det mon, at det netop for Horats var så presserende at være så personlig i sin poesi? Dette spørgsmål skal vi snart se nærmere på.


Aristoteles her skrev en poetik, en teori om digtning, som man ofte læser i dag. I mange århundreder var det dog Horats’ poetik, Ars poetica, som man havde som forbillede. Særligt i den franske klassicisme i 1600/1700-tallet brugte man Horats’ tanker som skabelon for, hvordan digtning skulle være. Romersk kopi af original græsk buste fra 300-tallet f.v.t. © Ny Carlsberg Glyptotek, København

År 17: Sækularhymnen

Et tilbud om at blive Augustus’ privatsekretær takkede Horats nej til. Men i år 17 påtog han sig det ærefulde hverv at digte den officielle hymne til afsyngelse ved afslutningen af Roms tredages sækularfest, det digt, der nu kendes som Carmen Saeculare, og står som et monument over Det Augustæiske Principat på linje med Augustus’ Fredsalter, Ara Pacis

Ved siden af Vergil (som allerede døde i 19) blev Horats den augustæiske æras største digter. Hans og hans genrers efterliv er så omfattende og vidt forgrenet, at der i dette afsnit kun kan blive tale om en højst glimtvis behandling af forfatterens reception; disse glimt dukker op i fremstillingens løb.

Augustus havde fundet, at grænserne om imperium Romanum efter de sidste års krige nu var sikrede både mod øst og vest, og i den hensigt at bibringe sine landsmænd en tro på, at Pax Augusta havde evindeligheden i sig, besluttede han at holde en århundredfest; og bekvemt nok forkyndte Sibyllen i Cumae i et orakel, at år 17 just var året. Tredje strofe i Horats’ salme udtaler det ønske, at der intet må være under Solen, der er større end Rom: 

”Nærende Sol, du som på din lysende vogn fremdrager og skjuler dagen og fødes som en anden og den samme, gid du må kunne se på intet større end staden Rom!” 

På latin:

Alme Sol, curru nítido diem qui
promis et celas aliúsque et idem
násceris, possis nihil urbe Româ
vísere maius.


Dette samlekort fra 1907 fulgte med Leibig’s Fleisch-Extraxt (kød-ekstrakt), forløberen for bouillonterningen. Billedet forestiller Horats, der læser sine oder op for Augustus og Maecenas.© Scanpix

Horats og Prudentius

Goethe, som ellers fandt Horats større i heksameterdigtene end i lyrikken, tog disse linjer til sig. Lad os opholde os lidt ved dem. Hvis man synes, at de klinger som visse kristne salmer, er det velbegrundet; en af vor salmetraditions grundlæggere, Prudentius (348-ca. 405), antikkens største kristne digter, er nemlig påvirket af Horats. Af Prudentius kender de danske menigheder salmen ”Med sorgen og klagen hold måde”. Nietzsche beundrede ordarkitekturen i Horats’ lyrik, han priste dette maksimum af energi, henrykkedes af den latinske og romerske fornemhed. Han skriver i Was ich den Alten verdanke, Hvad jeg skylder de antikke forfattere tak for (1889):

Indtil denne dag har jeg ikke ved nogen digter haft den samme artistiske henrykkelse, som en Horats-ode lige fra begyndelsen gav mig. I visse sprog er Det, som her er opnået, noget, man ikke engang kan ville. Denne mosaik af ord, hvor hvert ord, som klang, som sted, som begreb, lader sin kraft strømme ud til højre og til venstre og over helheden; dette minimum i tegnenes omfang og antal, dette dermed opnåede maksimum i tegnenes energi – alt dette er romersk og, om man nu vil tro mig, fornemt i en ganske særlig grad.

Modpolen er ”blot og bar følelses-sniksnak”, eine blosse Gefühls-Geschwätzigkeit. Det, som Goethe havde indvendt mod Horats’ lyrik, var just, at den er så furchtbar real, så ”frygteligt real” – hvad Nietzsches fremhævelse af det koncise, aristokratiske og anti-sentimentale i denne poesi kan ses som et svar på.


Den senantikke kristne digter, Prudentius, var i sin salmedigtning inspireret af Horats’ lyrik. På dette billede af et håndskrift fra 900-tallet ses en scene fra Psychomachia, et andet værk af Prudentius. Værket er allegorisk i kraft af, at de forskellige karakterer er personifikationer af forskellige kristne dyder og laster. Fx kyskhed og begær. © Scanpix

År 13: Odernes 4. bog – atticisme viger for pomp

For Horats var opgaven med Carmen Saeculare i år 17 indgribende; han blev igen indfanget af lyrikken og udgav i år 13 en fjerde bog med oder, mere patriotiske, prisende og Pindar-påvirkede end de første tre bøger. Dermed kommer der et større mål af politisk pomp ind (dog, allerede i 3. bog havde vi de seks Romeroder). 

I almindelighed bekender Horats sig til atticismen og dennes ynde og ironi, dvs. det stil- og holdningsfelt, som romerne kan betegne med adjektivet ténuis, tynd, sart, fin, fx ”den græske Muses sarte pust/fine ånd” (ode 2.16.38). 

Men i 4. bog stormer det; og denne augustæiske og ikke særlig attiske festlyrik, disse kongesalmer (se ode 4.5), har skadet Horats’ eftermæle hos mange kritikere, særlig de republikansk sindede.