Vergil

Publius Vergilius Maro blev født den 15. oktober i året 70 f.v.t. i landsbyen Andes uden for Mantua, som ligger lige nord for Po-floden i den region, som nu til dags hedder Lombardiet. Han døde, febersyg efter en rejse til Grækenland, i Bríndisi den 20. september år 19. Begravet blev han i nærheden af Napoli.

Vergil var altså trans-padaner som Catul. Ligesom tilfældet er med Horats, har vi bevaret alt, hvad der blev udgivet af Vergil, dvs. hyrdedigtene, læredigtet om landbrug og eposet om Æneas, der ”som den første kom fra Trojas strande til Italien”. Værkerne er i henholdsvis en, fire og tolv bøger, altså stadig mere omfattende. Fremkomsten af Vergils œuvre markerer et afgørende indsnit i romersk litteraturhistorie: Han slog igennem med en hurtighed, som verdenslitteraturhistorien vist kun kender få sidestykker til; og fra nu af kunne ingen undlade at tage stilling til Vergil og Vergils billede af Rom.

Hans forældre var jævne folk, men havde dog råd til at bekoste sønnens uddannelse, først i Cremóna, siden i Milano, og til sidst i Rom. På en del sprog staver man digterens navn med i, fx på engelsk, hvor han hedder Virgil. Denne detalje er nok værd at standse ved. Vi kan spore staveformen Virgilius helt tilbage til en indskrift fra 400-tallet. Grundlaget for den er en folkeetymologi og et stykke mytologi: Ved digterens fødsel havde man ifølge myten ”efter egnens skik” plantet en virga, en kvist, af en poppel, som med mirakuløs hast blev til et stort træ. Ingen af de i denne bog behandlede forfattere har tiltrukket så mange fantasifulde fabler som Vergil, og denne legende om virga’en er givetvis groet i hans messianske hyrdedigts have. Legenden betragter Virgilius som det, der på græsk hedder en theios anér, en guddomsmand. Vergil selv og hans venner afledte i leg navnet af virgo, jomfru; den generte og menneskesky digter gik blandt venner (og fjender?) under det græske navn Parthenias, Den Jomfruelige.

⇐   ⇒