Cicero henrettes
Han døde modigt 7. dec. 43 f.v.t., og hans slaver svigtede ham ikke. De tilbød heroisk at kæmpe mod hans forfølgere, Antonius’ soldater. Men han frabad sig det, og da den bærestol, som den 63-årige blev båret hid og did i, på et vist tidspunkt stod på jorden, holdt han hånden under hagen og afventede dødshugget. Ud over hovedet skar soldaterne, med sikker sans for symbolik, også hænderne af, for hænderne ”havde skrevet noget mod Antonius.” Dette skete i byen Fórmiae. Antonius lod senere hovedet anbringe mellem de to hænder på Rostra, Roms talerstol, ”hvor Cicero som konsul, og ved mange senere lejligheder som ex-konsul, og nu i dette selv samme år i talerne mod Antonius, var blevet påhørt med så stor beundring for veltalenhed, som ingen menneskerøst nogen sinde (quanta nulla umquam humana vox).” Dette er hans eftermæle, eller en del deraf, hos den augustæiske historiker Titus Livius. Bortskaffelsen af Cicero skete i forståelse med den fremadstormende tyveåring Octavian, den senere Augustus. Han havde nemlig foretaget en kovending og havde nu i 43 sammen med Antonius og Lepidus dannet Det Andet Triumvirat, som, i lighed med Det Første Triumvirat fra 60, var vendt mod senatet, hvis sag Cicero forsvarede.