Cicero

Marcus Tullius Cicero er det menneske fra oldtiden, vi kender bedst. Studiet af hans liv og værk i deres tætte indbyrdes sammenhæng tillader os på nærmeste hold at følge tilblivelsen af den europæiske humanisme, hvis ophav er romeren Cicero – i forlængelse af grækeren Sokrates. Udfordringen for en humanist var og er at få sin daglige praksis til at stemme overens med al den menneskekærlige, korrekte og tolerante teori, han har læst og tænkt sig frem til. Forholdet mellem liv og lære er noget, Cicero tit reflekterer over, fx når han i sit skrift Om Venskabet behandler det spørgsmål, om politiske modstandere kan være personlige venner. 

Teori og praksis er også hans emne, når han betoner veluddannede og derfor indsigtsfulde menneskers patriotiske pligt til politisk indsats, og når han indskærper, at en taler, dvs. en sagfører og politiker, skal have en omfattende almendannelse at bygge på, med andre ord, at retorik uden filosofi er tom og nemt udarter til folkeforførende manipulation. Dette er budskabet i det fine værk Taleren, Orator, som med denne forening af retorik og filosofi tager en udfordring op, som Platon i sin tid lod Sokrates formulere med megen lidenskab i dialogen Gorgias, hvor retorikken fuldkommen forkastes. Dette platoniske Nej til talekunsten vedblev at forurolige grækere og romere.

Scipio-kredsen: Lucilius, Terents, Polyb, Panaitios, Accius o.a.

Ciceros placering i romersk politik og kultur, hans ’moment’, kan vi bestemme på denne måde: Omkring den Scipio, som i 146 forestod Karthagos endelige udslettelse, samledes i midten af 100-tallet en række intellektuelle: en sej og bidsk romer som satiredigteren Lucilius, en frigiven nordafrikansk slave som komediedigteren Terents, den på en gang visionære og knastørre græske historiker Polybios, som ville opspore årsagerne til Roms storhed, og grækeren Panaitios, som moderniserede og smidiggjorde den stoiske etik og psykologi. Denne kreds – og ikke mindst dens ledere, de grækervenlige ærkeromere og imperiebyggere: Scipio, Lælius og andre – stod altid i et gyldent lys for Cicero, som nåede at træffe kredsens yngste medlemmer, bl.a. tragediedigteren Accius og de to retslærde brødre Scaevola. Således forbinder Cicero Scipio-tiden med Den Augustæiske Epoke, hvis ledende skikkelser, fx Vergil og Horats, voksede op i Ciceros sidste år.

Cicero og Seneca – menneskerettigheder

Hundrede år efter Cicero fik Rom i Seneca en ny humanist i Sokrates’ ånd. Men da var det totalitære enmandsstyre blevet til virkelighed, som Cicero, Roms sidste store republikaner, havde bekæmpet. Meget adskiller Cicero og Seneca; men de forenes af deres tro på, at mennesket qua menneske besidder visse naturgivne og umistelige rettigheder. Oplysningstænkerne i 1700-tallet, altså tiden frem til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og Den Franske Revolution, var da også inspireret af begge disse romerske mesterskribenter.

Ciceros lillebror Quintus

Cicero blev født den 3. januar 106 f.v.t. i byen Arpínum i Latium som ældste søn af en ret velstående romersk ridder (eques). Hans fire år yngre bror Quintus kender vi vældig godt, dels fra korrespondance de to brødre imellem (3 bøger breve), dels fra de lejligheder hvor Quintus politisk eller militært var i front. Quintus var hidsig og taktløs, en tand for konservativ for sin konservative bror, tapper i krig, en stor administrator. I år 64, da Cicero kandiderede til konsulatet, meldte Quintus sig som hans spin-doctor og skrev til ham den værdifulde Commentaríolum Petitionis Consulatûs, Pjece om Konsulatssøgning. Ligesom Marcus blev Quintus offer for Antonius’ udrensninger i år 43, han og hans 23-årige søn blev stukket af hans slaver.

Ciceros karriere 

For at få et overblik over det følgende kan vi skrive fire Cicero-årstal op: 

• År 80: opsigtsvækkende kritik af Sullas diktatur.
• Årene 79-77: studierejse østpå.
• År 75: administrator i provinsen.
• År 63: konsul.

På samme måde som senere Horats og Ovid havde Cicero og Quintus en fremsynet fader, der sørgede for, at de modtog en førsteklasses uddannelse, først i Rom, senere i Hellas. I perioden 79-77 var Cicero i Athen og Lilleasien på studieophold; han studerede også retorik på Rhodos, hvor han mødte det filosofiske universalgeni stoikeren Poseidonios. Poseidonios var en af de berømtheder, som Cicero senere forgæves bad om at skildre, hvordan han som konsul i 63 ene mand havde reddet Rom fra undergang ved gennem rettidig omhu at afsløre Catilinas kupplaner. I 77 vendte Cicero hjem fra sin grand tour til Grækenland med et langt bedre helbred end ved afrejsen. Allerede i 80 havde han vakt opsigt ved Forsvarstalen for Sextus Roscius fra Ameria, som var anklaget for fadermord, navnlig på grund af den deri indeholdte kritik af den siddende diktator Sullas regime, eller i det mindste af dets foragtelige medløbere. Og så ellers til Grækenland! Den romerske jord brændte nok under ham.


For resten var den forførende aristokrat Catilina, som Cicero i 63 fik så alt for tæt ind på livet, allerede aktiv under Sullas udrensninger (de falder i perioden 84 til 79); det samme var Pompejus, som senere blev Ciceros politiske ledestjerne. Cicero fulgte det romerske karriereforløb, cursus honorum, med de fire faser: kvæstor, ædil, prætor, konsul. Efter sin kvæstur i 75 kom han i senatet. Året som kvæstor aftjente han på Sicilien, hvor han initiativrigt og ubestikkeligt forestod administrationen af øens vestlige del. Engang han havde ærinde i Syrakus, talte han græsk på rådhuset dér, hvilket en romersk traditionalist som Lucius Metellus alvorligt tog ham i skole for.

Ægteskabet, familien og vennerne

I tredive år holdt Ciceros ægteskab med Terentia, med hvem han fik den højt begavede datter Tullia, hvis død efter en barsel i 45 nær havde knust ham, og desuden den dovne, men ingenlunde uduelige søn Marcus, hvem det praktisk-filosofiske værk De Officiis, Om Pligterne, er tilegnet. Tullias lille drengebarn døde kort efter sin mor. I 47 blev Cicero skilt fra Terentia og gift med millionærdatteren Publilia, som han næsten omgående blev skilt fra. På mange planer kan opmærksom lytten til Cicero, denne ærekære, nærtagende og lidenskabelige mand, denne charmetrold og selvbedrager, gøre os klogere på det romerske samfund og den måde, hvorpå det virkede med sin skarpe lagdeling i stænder. 

Som novus homo, ny mand, dvs. førstegenerationspolitiker, var Cicero ikke patronus for et stort og effektivt net af clientes, hvormed menes de understøttede støtter, som de adelige, fx Julius Cæsar, kunne råde over og som var afgørende i romersk politik. Cicero led af sociale mindreværdskomplekser, han var dygtig til at udtænke smiger, men dårlig til at modstå den. Han var fair mod (i alt fald nogle af) sine slaver, ja, blev nær ven med sin sekretær Tiro, som han frigav; også til ham er der bevaret breve, hvis indstilling vi kan sammenligne med den i Senecas epistel 47.

Ciceros nærmeste ven var Titus Pomponius Atticus, der ligesom Cicero var ridder, eques Romanus, dertil en højt kultiveret herre, epikuræer, tolerant og tempereret, Ciceros bankier, finansrådgiver og forlægger; han boede i Athen en snes år af sit liv, deraf tilnavnet Den Attiske. Cicero kan finde på at sige til ham, at han jo er græker (Til Atticus 1.20.6). Atticus-brevsamlingen omfatter 426 numre.

Såvel Tiro som Atticus skrev, ligesom også Ciceros og Catuls ven Cornelius Nepos, en Cicero-biografi; disse tre værker kender vi imidlertid kun, for så vidt som de benyttes i Plutarks fængslende skildring af Ciceros levned (på græsk; o. 100). Det er Plutark, der beretter, at Cato den Yngre under processen mod Murena, hvor Catos stive stoicisme blev taget under kærlig behandling af Cicero, og salen lå flad af grin ”med et roligt smil til de nærmest siddende udtalte”: ”Sikke en vittig konsul vi har, mine herrer.” (50.5).

Pompejus og Cato den Yngre

I disse års romerske politik var tre skikkelser ikke til at komme udenom, nemlig Pompejus, Julius Cæsar og Cato den Yngre (angående denne triade jf. kapitlet nedenfor om Lukans epos), de var henholdsvis jævnaldrende med og 6 og 11 år yngre end Cicero. Cicero havde høje tanker om Pompejus, som imidlertid aldrig for alvor lod ham blive sin fælle. 

Den principfaste Cato var genstand for Ciceros store beundring (ligesom hundrede år senere for Senecas), men den søgende Cicero og den sikre Cato kunne ikke gøre fælles sag. Der var nu også en politiskøkonomisk uenighed mellem de to: Cicero forsvarede mere end en gang – bl.a. i talen Om Pompejus’ Overkommando – skatteforpagternes interesser (disse publicani var riddere ligesom Cicero), hvorimod Cato ikke ville vide af nogen favorisering fra romerstatens side af disse for ham at se så griske privatkapitalister. Vi kan se, at Ciceros nærtagende ubeslutsomhed, som han selv kendte og erkendte, ofte skyldtes, at Cicero så hen til Pompejus som sin sags redningsmand, hvad Pompejus gang på gang ikke ville være, og der stod Cicero så. Desuden lå det til Ciceros gemyt altid også at se sagens anden side – jf. hans filosofiske standpunkt, sådan som dette bl.a. fremstilles i slutningen af stykket fra Samtalerne i Tusculum . Et sådant blik for begge sider af en sag er mere befordrende for hjertevarmen end for handlekraften.

Julius Cæsar

For det tredje, foruden Cato og Pompejus, var der Julius Cæsar, geni og humorist, på en gang blød og hård, i en person lystsøgende feminin og blodigt imperatorisk, rystende realistisk. Cæsar, som var både belæst og storsindet, havde i høj grad øre for Ciceros vid og for hans tale- og skrivekunst. Han sagde om Cicero, at han så at sige ”var opfinder af latinens sproglige rigdom” og derved ”havde indlagt sig store fortjenester hos det romerske folk.” Men, føjer Cæsar til, der er også en anden stil end den overdådige ciceronianske, nemlig dagligdagens lette taleform (sermo cotidianus), som dog vel ikke er blevet helt fortrængt af Ciceros banebrydende indsats for den strømmende rigdom (copia). Cæsars ord herom kan man læse i Ciceros værk om den romerske veltalenheds historie (Brutus 251-254). 

Med sin tilslutning til ”dagligdagens lette taleform” markerer Cæsar sig her som atticist. Atticismen var opstået i reaktion mod den såkaldt asiatiske veltalenhed (Asiatica dictio), som var svulstig, men også havde en pointeret version med korte sætninger og ”guldkorn” i mængde, og som mange fandt mestertaleren Cicero rigeligt påvirket af. At Cæsar havde lagt sig efter atticismens selvudslettende ynde og desuden havde tilegnet sig den græske kulturs syn på åndens ekspansion som varigere end rigernes, fremgår af et af hans udsagn om Cicero: Dennes laurbær var mere værd end alle triumfatorers, eftersom ”det at have udvidet romeråndens grænser så meget betyder mere end at have udvidet romerrigets” (plus est ingenii Romani terminos in tantum promovisse quam imperii).

Cicero var imidlertid dybt usikker over for Cæsar; nogen alliance mellem de to kunne der altså ikke blive tale om. Dette er naturligvis ikke kun er et spørgsmål om psykologi og ’kemi’, men hænger også sammen med, at Cæsar politisk set tilhørte populáres, medens Cicero mere hældede til optimátes, altså jordbesidderne. Popularerne gennemførte jævnligt jordlove og gældssaneringer med henblik på at lette proletariatets kår. Den slags afvistes af optimaten Cicero, som var senator- og ridderstandens ideolog – men visselig hårdt kritiserede disse stænders brodne kar, deres bestikkelighed, deres udsugning af provinserne. 


I 49 brød borgerkrigen ud igen. Dette var for Cicero det værste, der kunne tænkes; hans kloge slagord var concórdia órdinum, stændernes enighed, og consensus omnium bonorum, alle godes konsensus, idet ”god” vil sige: moderat og besindig. Efter slaget ved Farsálus med Cæsars sejr over Pompejus (48) og under Cæsars diktatur (fra 46) var Cicero politisk lammet. Politisk, men ikke personligt; læs nedenfor det tindrende brev til Atticus om det besøg, som Cæsar, den ukronede konge, aflagde ham i Saturnalieferien i år 45. I mange af brevene ser vi, hvordan det for en mand med Ciceros ambitioner var pinligt nødvendigt at leve over evne; dette anes også her. Mordet på Cæsar 15. marts 44, idûs Martiae, hensatte Cicero, som blev svært overrasket, i hænderklappende eufori. Et af de menneskeligt set fineste dokumenter, vi har fra Rom, er et brev til Cicero fra hans gode ven Caius Matius, hvor denne lige op imod Ciceros bebrejdelser forbeholder sig ret til at sørge over sin ven Julius Cæsars død (Ad Familiares 11.28). Matius skriver bl.a.:
Men i tiden mellem Cæsars og sit eget mord står Cicero i verdenshistoriens frontlinje.

Octavian

Ud over de nævnte tre skikkelser, Pompejus, Cato og Cæsar, var der unge Octavian, Cæsars arving, ved hvem der var den hage, at han havde en hær bag sig. Ham undervurderede Cicero; sådan siger man i det mindste altid, men det er nemmere for os nu, end det var for nogen i borgerkrigens blodige kaos, at se, at der var stof i dette durkdrevne blegnæb til fremtidens kejser Augustus. Den skrupelløse popular Clodius hadede han (se om Talen for Cælius). Cæsar var altid rede til at udspænde gyldne broer i Ciceros retning, og efter 59 tilbød han at give ham mulighed for en relativt ærefuld udgang på konflikten med Clodius; men Cicero, en consularis, en ex-konsul med titel af Fædrelandsfader, pater patriae (år 63), kunne ikke bære at blive protegeret af Julius Cæsar. I 58 blev Cicero så tvunget i eksil (se det første af de bragte breve ). I 56 presser Pompejus efter Mødet i Luca – hvor triumvirerne fra år 60, dvs. Pompejus, Cæsar og Crassus, igen finder fælles fodslag – Cicero til at søge udsoning med Cæsar. Cæsar låner lidt senere Cicero en masse penge (800.000 sestertier), og bror Quintus bliver officer hos Cæsar i Gallien.

Den ambitiøse Cicero

Cicero var yderst ambitiøs. Men humanisten i ham vender gang på gang tilbage til det menneskeligt betænkelige i at være tørstig efter berømmelse (gloria), idet man jo derved gør sig afhængig af alt, hvad rust og møl kan fortære, inklusive den overfladiske og omskiftelige folkestemning, i stedet for at forlade sig på sin egen indre norm (se også afsnittene om Sallust og Seneca ). I et brev til Cato skriver Cicero disse mindeværdige ord (Ad Familiares 15.4.13):

Om nogen nogen sinde både på grund af sin natur og endnu mere, så vidt jeg da selv kan bedømme, takket være filosofisk skoling har været højt hævet over tom ros og pøbelens sludder og vrøvl, så er det minsandten da mig. 

Til en nær ven som Atticus er tonen en anden (2.17.2; som så ofte med brug af et græsk ord): ”[…] det banale og rather ambitious, der er i min karakter (ja, det er jo et pænt træk at kende sine egne fejl).” Det sidste hedder bellum est sua vitia nosse. Men ambitionen slipper ham ikke, og selv efter 56 opgiver han nødig drømmen om at blive Roms førstemand, princeps med hans eget ord (hvilket også er den betegnelse, som Augustus senere antog). Cicero hadede Clodius, manden bag den største katastrofe i hans liv, nemlig eksilet fra 58 til 57. Had fyldte til sidst også hans forhold til Marcus Antonius, som bragte sin alt for veltalende fjende, forfatteren til de fjorten mod Antonius rettede Filippiske Taler, til tavshed. Uden at dette nødvendigvis var ment som den officielle titel, kaldte Cicero disse taler ”filippiske” for at sidestille sin kamp mod Antonius for republikken Rom med Demosthenes’ kamp mod Filip af Makedonien for demokratiet Athen. Ligesom Demosthenes (i 322) faldt Cicero (i 43) for en tabt sag.

”Han fik en tragisk skæbne uden at have det tragiske format,” kan man læse hos flere. ”Han var en posør, en komediant, der optrådte maskeret i både liv og værk,” skriver de lærde om Cicero – og om Seneca med. Den gennemretoriske græskromerske kultur havde imidlertid gennemgående (Platon er en undtagelse) et noget andet syn på skuespil contra oprigtighed, end vi har (eller havde indtil for nylig). Skuespil, actio, var jo retorikkens toppunkt. For resten viser det sig tit at være Cæsar-dyrkere, som fx Georg Brandes i hans mammutværk om Cæsar (1918), der finder, at Ciceros personlighed kommer til kort, hvad den da også gør, målt med Julius Cæsars alen. Cicero var ikke noget overmenneske, men et menneskemenneske. Rastløs, rodløs. 

 

⇐ ⇒