Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

De homeriske hymner

Disse hymner er sprogligt meget nært beslægtet med Iliaden og Odysseen og blev i klassisk tid regnet for at være digtet af Homer. Men allerede de aleksandrinske lærde (se afsnittet ”Homerfortolkningen i Oldtiden”) betvivlede dette. I moderne tid stiller spørgsmålet om forfatterskab i hele denne tradition sig anderledes (se faktaboksen om mundtlig digtning).

Buste af Homer. Romersk kopi af hellenistisk portræt. Museo del Prado, Madrid, Spain. © akg-images/Scanpix

Treogtredive hymner
Der er overleveret 33 hymner, som er af meget forskellig længde. Nogle er på få verslinjer, andre er på adskillige hundrede vers. De er hver især rettet til en navngiven gud. Det er dog ikke sandsynligt, at de har været skabt til gudstjenstligt brug. Meget tyder på, at de har været anvendt som valgfri indledninger til opførelser af episke digte. Hymnerne er karakteristiske ved at indeholde en række faste elementer:
Grøn
 

 
Anråbelse af guden, beskrivelse af gudens magt og virkeområde
Blå Gudens fødselshistorie
Rød Fortællende indslag. Primært i de større hymner
Gul Digterens afsked med guden
Lilla Bøn til guden
Orange   Annoncering af overgang til en anden sang

Ikke alle elementer er med i alle hymner, men selv de korteste har i regelen de fleste træk med. Følgende eksempel er den ni vers lange hymne til Herakles med løvehjertet.

Herakles, sønnen af Zeus, vil jeg prise, thi mægtigst af alle
jordiske væsner han fødtes i Theben, hvor korene danser –
søn af Alkmene, som Tordneren Zeus i sin elskov har favnet.

Vidt over hav over land har han flakket hernede på jorden;
Ud blev han sendt af sin konge Eurystheus på farefuld prøve.
Vældige ting har han øvet, af onde og gode bedrifter.

Nu er Olympen, den strålende, snedækte bjergtop hans bolig.
Hebe, hans hustru med ankler så smalle, er Herakles’ glæde.

Hil dig, du søn af Kronion, skænk manddom og lykke.
I eksemplet er fem af de seks standardelementer anvendt, kun overgangen til en ny sang, element 6, mangler. Den fortællende del fylder her kun 3 vers og har karakter af henvisning til myter, som tilhøreren formodes at kende allerede. I hymnesamlingen er der imidlertid fire digte, som har betydelig større længde, og det har de i kraft af, at fortælleelementet er det dominerende; de hører altså uden videre til den episke genre.

De fire store hymner

Hymnen til Demeter

Hymnens fortællende del handler om, hvordan Demeters datter, som kaldes både Kore og Persefone, bliver bortført af underverdenens hersker, Hades. Demeter er kornets gudinde, og i sin sorg og vrede over tabet af datteren, standser hun sin virksomhed, så der bliver misvækst og sult overalt på jorden. Konflikten løses ved en overenskomst, hvor mor og datter forenes, dog sådan at Kore i fremtiden skal være 1/3 af året i Underverdenen som dens dronning og 2/3 af året hos sin mor på Olympen, svarende til henholdsvis vintertiden og de frugtbare årstider. Der er således klart tale om en aitiologisk myte, dvs. hymnen indeholder en årsagsforklarende myte, der vil give grunden til årstidernes skiften.

Hades bortfører Persefone. Vægmaleri fra ca. 340 f.v.t. Museet i Delfi. Gyldendals billedarkiv

De eleusinske mysterier
I hymnen indgår også en fortælling om, hvorledes Demeter flakker om på jorden i sin søgen efter datteren. Hun kommer bl.a. til byen Eleusis, hvor hun i skikkelse af en ærværdig gammel kone efter forskellige tildragelser bliver optaget i kongens hus som amme for hans lille søn. Det ender med, at Demeter åbenbarer sig i sin guddommelighed og giver de ledende eleusinere anvisning på, hvordan de i fremtiden skal gennemføre hendes hellige mysterier. Hymnen rummer altså også en grundlæggelsesberetning for de eleusinske mysterier, som spiller en stor rolle i antikken og først ophører i 4. årh. e.v.t. Man skal være forsigtig med at tolke hymnen som en kilde til mysteriekulten i historisk tid, men det er dog givet, at flere af de hændelser, der fortælles, afspejler forskellige elementer i kulten.

Fakta om hymnen
Hymnen er på 495 vers. Dateringen er usikker, men det er sandsynligt, at digteren har kendt både de homeriske digte og Hesiods digte.

Mange foreslår at datere digtet til 7. årh. f.v.t., og det forekommer ikke urimeligt. Demeterhymnen er både et interessant og et smukt digt, som fremstiller den hellige historie med værdighed og samtidig med et vist muntert anstrøg. Trods vredesmotivet er grundstemningen positiv og peger frem mod forsoningen til sidst.

Læs hymnen her.

Apollonhymnen

Apollonhymnen er på i alt 546 vers, men er speciel ved, at den er sammensat af to forskellige dele. De første 180 vers koncentrerer sig om gudens forhold til øen Delos og hans berømte kultsted, mens resten samler sig om Apollons oprettelse af kulten med oraklet i Delfi, hvis navn i arkaisk tid var Pytho.

De to dele kaldes undertiden den deliske og den pythiske hymne, men er altså overleveret i sammenhæng som ét digt.

Den deliske
Denne del begynder med en festlig scene på Olympen, hvor Apollons far og mor, Zeus og Leto, glade og stolte modtager deres strålende søn. Apollon hilses ærbødigt af alle de øvrige guder. Fødselshistorie og episk beretning er flettet sammen til en beretning om Letos kvaler med at finde et sted at føde sin søn (og datteren Artemis). Til sidst får hun asyl på den ubetydelige ø, Delos. Som belønning loves der øen en strålende fremtid med en vidtberømt helligdom for Apollon.

Apollon og Artemis. Rødfiguret attisk kylix. Louvre, Paris. ©Bridgeman/Scanpix

Intermezzo - Den blinde mand fra Chios
Der følger et meget interessant og gådefuldt intermezzo, der beskriver en festforsamling ved kulten på Delos. Her træder digteren frem i egen person, hvad der er helt exceptionelt i arkaisk epos. Han præsenterer sig som den blinde mand fra Chios. I oldtiden mente man, at den blinde mand var Homer, og derfor antog man, at det var ham, der var ophavsmand til hymnen. Men det er lige så sandsynligt, at sangeren med bemærkningen om den blinde mand har villet sikre sit digt en plads mellem Homers værker. Det kan også tænkes, at legenden om Homers blindhed er vokset frem af netop dette sted.

Den pythiske
Denne del beskriver Apollons rejse for at finde et sted at grundlægge sit orakel. Fortællingen indeholder bl.a. en beretning om, hvorledes Apollon dræber en drage, der huserer på stedet, og hvorledes han skaffer sig et præsteskab.

Datering
At hymnen er fra arkaisk tid er indiskutabelt, men derudover er dateringen særlig vanskelig, fordi der er usikkerhed om, hvilken af de to dele, der er den primære.

Læs hymnen her.

Hermeshymnen

Hymnen er med sine 580 vers den længste i samlingen, og også her kombineres en fødselshistorie med en episk beretning. Denne hymne er en livlig skæmtehistorie om den nyfødte gud Hermes’ bedrifter: Den spæde søn af Zeus og Maia lister sig ud af vuggen; først finder og dræber han en skildpadde, og af dens skjold fremstiller han den første lyre; derpå drager han videre og ser sit snit til at stjæle sin storebroder Apollons kvæg. Han slører sine spor ved at drive kvæget baglæns og skynde sig op i vuggen igen. Men Apollon lader sig ikke narre, han tager knægten ved vingebenet og tager ham med til fader Zeus, som dog ikke kan lade være at le ad gavtyven og anbefaler de to at blive gode venner. Det sker, ved at Hermes får lov at beholde kvæget, mod at Apollon får lyren, der jo bliver et af hans attributter.

Apollon med sin lyre. Romersk statue. Ny Carlsberg Glyptotek, København

Hermes’ virksomhed
Hermes knyttes i denne fortælling især til hyrdelandet Arkadien, og selve hovedhandlingen peger på Hermes’ funktion som hyrdegud. Da han har givet Apollon lyren, skynder han sig at opfinde et nyt instrument, syrinksen, der netop er hyrdernes fortrukne instrument. Handlingen peger samtidig på en anden af Hermes’ funktioner, nemlig som gud for tyve (og handelsmænd).

Datering
Hermeshymnen anses i reglen for forholdsvis sen. En velbegrundet datering er slutningen af 6. årh. f.v.t.

Læs hymnen her.

Afroditehymnen

Hymnen, der er nr. 5 i den overleverede samling, er på 293 vers. Den fortællende del er en smuk og munter kærlighedshistorie, der sættes i gang som en intrige af Zeus, der vil gøre gengæld, fordi kærlighedsgudinden Afrodite så ofte har kastet ham ud i forelskelser. Nu skal hun prøve sin egen medicin: Zeus sørger for, at hun ser og forelsker sig i den skønne hyrde (og prins) Anchises. Det er en skildring af, hvorledes Afrodite gør sig smuk til mødet med Anchises på Idabjerget nær ved Troja, hvor han vogter får. I skikkelse af en ung kvinde forfører hun ham med sin skønhed og en løgnehistorie om, at hun er bestemt til at være hans hustru. Da Anchises vågner efter deres elskov, åbenbarer Afrodite sig i sin fulde guddommelighed for den forfærdede mand, men hun beroliger ham og forudsiger, at hun vil føde deres søn, Aeneas, som hun vil bringe til ham, når han er blevet fire år.

Læs hymnen her.

Aeneasskikkelsen
Aeneas, søn af Afrodite og Anchises, kendes fra Iliaden, hvor han kommer trojanerne til hjælp som forbundsfælle. På slagmarken reddes han flere gange fra overhængende fare af sin mor eller en anden guddom, og det fremgår klart, at der er tiltænkt ham en stor fremtid som hersker.

Aeneas bærer sin fader Anchises væk fra det brændende Troja. Detalje fra sortfigursvase fra ca. 490 f.v.t. Louvre, Paris. ©akg-images/Scanpix

Det er bemærkelsesværdigt, at Aeneasskikkelsen, der kommer til at spille en stor rolle i romersk nationallegende og senere i herskerideologien, allerede er så tydeligt anskuet i arkaisk græsk digtning.

Datering
Afroditehymnen hører til blandt de ældste hymner og er muligvis blevet til så tidligt som i slutningen af 7. årh. f.v.t.

Læs hymnen her.