Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Opsummering

Den doriske arkitektur nåede sit absolutte højdepunkt i Parthenon på Akropolis (447-432 f.v.t.) gennem en forfinelse af den traditionelle doriske arkitektur – kombineret med nyskabelser som for eksempel det korinthiske kapitæl – og med en banebrydende ny fokusering på templets indvendige arkitektur. I Apollontemplet i Bassae (ca. 429-405 f.v.t.) brugte Parthenonarkitekten igen det korinthiske kapitæl og førte udviklingen af templets indvendige arkitektur endnu et drastisk skridt videre.

Athen lå i et overvejende dorisk område, men indbyggerne talte den joniske dialekt og betragtede sig som jonere. Derfor benyttede de i arkitekturen både det doriske og det joniske formsprog. I løbet af den højklassiske periode udvikledes den særlige attiske version af den joniske orden til en fast standard, som tydeligst kommer til udtryk i de to joniske templer på Athens Akropolis: Erechtheion (ca. 421-406 f.v.t.) og Athena Niketemplet (ca. 421-415 f.v.t.).

Erechteion på Athens Akropolis, jonisk tempel i sten, 421-406 f.v.t.

Med Den Peloponnesiske Krigs begyndelse i 431 f.v.t. indtrådte der på kort tid en stærk ændring af det arkitektoniske udtryk fra templet som en overvejende enkel og monumental skulpturel enhed hen imod templet som bærer af en overdådig ornamentik og udsmykning, hvor hovedmålet var at formidle et indtryk af elegance og rigdom.

Udover de mange konkrete ændringer og fornyelser undergik det arkitektoniske formsprog en generel udvikling frem mod en stadig større lethed: slankere søjler, mindre kapitæler, spinklere arkitrav og frise.