Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne

Hovedtemaer

Om Juvenals ydre livsforhold ved vi såre lidt. Men lad os søge at biografere ham ved en omtale af hans værk og nogle af dets hovedtemaer; lad os høre noget mere om, hvad det er, disse satirers jeg finder oprørende, uretfærdigt og frastødende.

Disse temaer har Juvenal til fælles med Martial: 

  • Stoiske moralprædikanters dobbeltmoral (satire 2)
  • Storstaden Roms ulidelighed (satire 3)
  • Klienttilværelsens ydmygelser (satire 5)
  • Det sande venskabs dybe fryd (satire 12) og arvejægeres foragtelighed (samme satire) 


    Billedet ”The impatient adulterer”, ”Den utålmodige horebuk” er en illustration til Juvenals 6. satire. Japansk træsnit af Aubrey Beardsley, 1896. © Scanpix

    Satire 6, Juvenals længste, er et angreb på udsvævende, herskesyge, sladrevorne, mandhaftige, pseudokultiverede hustruer. Satiren har som sit erklærede formål at råde adressaten Postumus fra at gifte sig – skønt ugift stand erkendes at være i modstrid med loven, lex Julia. Digtet indgår i en lang tradition for kvindefjendske udladninger, som sætter sin tidligste blomst i grækeren Semonides’ jambe mod kvinderne fra o. 650. 

    Semonides former sit digt som en liste, en katalog, ligesom Juvenal – dog med et ganske andet indhold, idet de forskellige kvindetyper hver sammenlignes med et dyr. Der var en lang tradition for misogyn argumentation i græsk litteratur. Undertiden inddrog de græske forfattere en diskussion af fordele og ulemper ved sex med henholdsvis kvinder og unge fyre; således fx Plutarks Erotikós og Lukians Érotes, som er nogenlunde samtidige med Juvenal, og som henholdsvis slår et slag for kvinder og for knægte.

    Juvenal 6 er et versificeret eksempel inden for den retoriske genre, der kaldes suasoria, en tilrådetale, subsidiært en frarådetale. Det er overklassens, ja, hoffets, emanciperede damer, Juvenal har kig på; og deres karakterløse ægtemænd, hanrejerne, går ikke ram forbi.

    Bathyllus fra Juvenals 6. satire. Japansk træsnit af Aubrey Beardsley, 1896. © Scanpix

    Årsagen til miseren findes i Roms herredømme over hele verden og den deraf følgende luxuria, luksus, blødhed og slaphed (6.286-365). Ondets rod er med andre ord just den pax Romana, det fravær af krig og knaphed, som Gibbon priste. Jovel, men også Gibbon havde læst Juvenal og var i det hele taget dybt fortrolig med og påvirket af romernes kulturpessimisme (bl.a. Sallust), så han savnede ikke blik for den lange fredsperiodes og det romerske enhedsstyres farer, ja, deres ”langsomt snigende gift” (som han taler om).