Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Catuls digte


Digtsamlingen, som først er blevet sammensat efter Catuls død, er primært, men ikke udelukkende, ordnet efter formelle, dvs. metriske og omfangsmæssige, kriterier. Samlingen – som desværre er temmelig uoverskuelig – omfatter tre grupper digte:

1) De polymetriske.
2) De lange.
3) Epigrammerne.

(1) Digtene 1-60, som er i ”mange versemål” og derfor kaldes de poly-metriske digte. Det mest anvendte metrum i denne gruppe er ellevestavelsesverset: ”Leve, Lesbia, vil vi, vi vil elske” (nr. 5) eller ”Varus førte mig i en ledig time” (nr. 10). Hyppigt anvendt er også jambiske versemål (dadum en jambe er). Catul kan bruge ordet iambus lig med spottedigt, invektiv. Hos formbevidste digtere, hvad enten vi er i Rom eller Danmark, har hvert versemål sin karakter og stemning, sin ethos, og ved de jambiske mål hæfter der for romerne noget svirpende og aggressivt; men det gør der såmænd også tit ved ellevestavelsesverset.

(2) Digtene 61-68, de såkaldt større digte, carmina maiora, til forskel fra dem i (1) og (3), som er korte. Det er i grupperne (1) og (2), at Catuls lyriske – hvad der egentlig vil sige: sungne – digte findes. De sidste fire her i gruppe (2), altså 65-68, peger fremad mod gruppe (3), derved at de er affattet i elegiske disticha.

(3) Digtene 69-116, epigrammerne, i elegisk distichon (findes ikke i gruppen af polymetriske digte). Epigrammernes rappe dialogteknik kan man nyde i digte som nr. 83, 86, 72 og 80. Det myldrer med stemmer i disse korte digte! Martial videreførte teknikken.

Catul skriver spottedigt til Cæsar

En samtidig buste af Julius Cæsar (102/100-44 f.Kr.) Han var en fremstående romersk politiker og hærfører i Catuls levetid. Catul skrev et spottedigt mod Cæsar, og han har også mødt ham gennem sin far, der var en velhavende borger i Verona. © Bridgeman

Catul må tidligt være kommet til Rom, hvor han modtog en førsteklasses humanistisk uddannelse. Han siger: ”Rom er min bolig, i Rom er det jeg lever mit liv”  (68.34f.). Her kom han efterhånden i forbindelse både med Cicero (nr. 49) og med Hortensius, Ciceros rival som taler (nr. 65). Catuls forældre tilhørte Veronas overklasse. Det ser vi deraf, at ingen ringere end den højadelige Julius Cæsar var indkvarteret hos Catuls fader om vinteren i de år, 58-52, da Cæsar erobrede Gallien. Hans legioner lå i vinterkvarter imens. Svetón beretter i sin Cæsarbiografi om nogle episoder, hvor Cæsar viste storsind og mildhed – humor, ville vi nok sige – over for sine forskellige angribere. Et af de tilfælde, der virkelig krævede selvovervindelse af Galliens erobrer, blev leveret af Catul, der havde skrevet et par ualmindelig pebrede og sjofle spottedigte mod Cæsars superofficer Mamurra, Cæsar selv og, i et afsluttende glimt, dennes svigersøn Pompejus (29 og 57). Men digteren bad om undskyldning, ”og samme dag inviterede Cæsar ham til middag, og han vedblev at logere hos hans far, som han plejede.” (Sveton).

Ligesom sin digterfælle Calvus går Catul altså løs på de to triumvirer Cæsar og Pompejus. Men sigtet i invektiver er i reglen ikke den høje politik: at senatet, ja, selve republikken var truet af disse kliker af generaler (se afsnittet om Cicero). Nej, invektiver handler mere om penge: Mamurra har under felttogene beriget sig i oprørende grad; og de handler om sex: Mamurra, med tilnavnet Mentula, Pik, sover ”i en lille seng” sammen med Cæsar. Også Ciceros fortrolige breve til Atticus fra denne periode beskæftiger sig med disse kulørte sider af romersk politik – dog med mindre dyneløfteri. Ind under rubrikken ”sex” hører for invektivdigtere også urin og sæd (39 og 80), for nu at få det på det rene.