Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne

De fem primære genrer

De fem primære genrer:
  1. Talen.
  2. Det filosofiske skrift.
  3. Brevet.
  4. Den retoriske afhandling.

(1) Talerne. 57 er bevaret, mange af dem i en af Cicero selv bearbejdet version. Vi kender titler på yderligere 30 taler. Der er politiske, og der er juridiske taler, idet de juridiske dog ofte rummer politisk stof. De politiske er enten holdt i senatet eller på folkeforsamlingen; og de er tydeligt afpasset efter publikum, både i form og indhold. Når Cicero taler til folket, er han mere forsigtig med, hvad han siger om folkevenner som brødrene Gracchus (130’erne og 120’erne), og de udødelige guder påkaldes med større hyppighed. Talerne er en vigtig kilde til almindelige romeres normer og værdier (se fx Pro Caelio 39-42), og de rummer fine karakterskitser, frisk slagfærdighed og megen herlig story-telling (ikke mindst de sicilianske passager i talerne mod Verres). Cicero mestrer både den attiske og den asiatiske stil. 

I stilen er talerne fra hans yngre og fra hans ældre år mindre disciplinerede, mere ’asiatiske’, end dem fra perioden 66-49, hvor tonen er mere puristisk, mere ’klassisk’. Sin klassiske stil er Cicero altså nået frem til ved systematisk at modarbejde sin egen sympati for ordrigdom, ordspil, vitser og forførende sætningsrytmer. He killed his own darlings. Et af de klassiske mesterværker er det mislykkede forsvar fra 52 for Ciceros gamle ven Milo, Clodius’ morder. Et andet er den succesrige, men på mange måder betænkelige forsvarstale fra 56 for Ciceros unge ven Cælius, som man nedenfor kan læse et stort stykke af, inklusive en passage om at være taler i Rom (§ 45). Om talerne mod Verres (år 70), talerne mod Catilina (63, udgivet i bearbejdet form i 60), talen for Murena og det deri indeholdte kulturpolitiske program (63) og de filippiske taler mod Antonius (44-43) er der talt i andre sammenhænge. Nogle af talerne blev skoletekster: ”Alle drenge lærer dem udenad ligesom diktat” (Til Quintus 3.1.11), og vi har to papyri – altså stumper af antikke bøger – af De Catilinariske Taler, som har været brugt til at lære grækere latin.

En del af Ciceros politiske taler blev holdt i senatet, der havde til huse i Curia på Forum Romanum. Curien står stadig den dag i dag, men bygningen på billedet er dog ikke den Curia, som Cicero holdt sine taler i. Denne bygning blev opført af Kejser Diocletian og stod færdig i 305 e.v.t. © Klassisk arkæologisk billedsamling


(2) De filosofiske skrifter, herunder de statsteoretiske. Cicero er ikke nogen selvstændig filosof; hans værker er populariserende formidling, udarbejdet i lyntempo, undertiden på basis af synopser af de græske filosoffers værker, som han havde sat specialister til at lave (jf. Til Atticus 16.11.4 ). Han forlod sig på sin ordkunst, på ”min stilistiske stråleglans, nitor orationis noster” (Til Atticus 13.19.5 ), ja, og på sin energi og sit mod på opgaven. Det væld af hellenistiske filosoffer, han bearbejder, kender vi nu stort set kun på anden hånd: fra Cicero, fra Seneca, fra Diogenes Laertios’ græske filosofihistorie (200-tallet), fra Stobaios’ kæmpemæssige antologi (400-tallet) osv. Cicero sammenligner træffende sig selv med de gamle romerske tragiske og komiske dramatikere, som fx Ennius og Terents, når de bearbejdede de græske originaler (De Finibus 1.4-5); sammenligningen er fin, idet disse dramatikere, som vi ved fra afsnittet om Plautus , kunne gå frem med betydelig selvstændighed (jf. Om Pligterne 3.34, hvor Cicero lader den efter hans mening virkelighedsfjerne Panaitios bag sig). Cicero mener vist egentlig, at grækerne i store træk har undersøgt de vigtigste filosofiske spørgsmål til bunds og udtømt dem (jf. Samtalerne i Tusculum 5.2 ). 

Hvis man vil leve sig ind i vilkårene for Ciceros filosofiske produktivitet, må man ikke glemme den rolle, mundtlighed og team-work har spillet; således havde Cicero stoikeren Diódotos boende hos sig som husfilosof, hvilket var almindeligt. Sit filosofiske testamente Om Pligterne – heriblandt i høj grad pligten til engagement for fædrelandet, for menneskeheden – skrev Cicero ikke fjernt fra den rasende vrimmel, men samtidig med at han holdt talerne mod Marcus Antonius, Roms ruin ifølge ham. Hvad den kritisk-historiske analyse end har fundet at indvende mod Ciceros philosophica, så har også filosoffer af faget vist dem betydelig interesse gennem de sidste årtier, hvilket hænger sammen med den markante opvurdering af hellenistisk filosofi .

Ciceros filosofiske skrifter er udformet som dialoger. De er dog ikke opbygget som Platons dialoger med hurtige replikskift, men med længere monologer efter Aristoteles’ forbillede. Vi har dog ikke overleveret nogle af Aristoteles’ dialoger. Buste af Aristoteles. Romersk kopi af græsk original fra slutningen af 4. årh. f.v.t. © Ny Carlsberg Glyptotek


(3) For det tredje er der de over 800 breve, hvoraf de færreste er skrevet med offentliggørelse for øje. Man skønner, at disse godt 800 udgør ca. halvdelen af dem, der oprindelig blev udgivet. Havde Cicero selv stået for udgivelsen, var mange af brevene ikke sluppet ud (se fx Til Atticus 1.16.8, 15.4.3 ). Som kilde til de storpolitiske begivenheder er de specielt velkomne, fordi de bøger af Livius’ historieværk, der omhandlede republikkens undergang, er gået tabt. Brevene – til Atticus, til bror Quintus, til Brutus og til en lang række venner og bekendte – dækker perioden fra 68 til juli 43. Der er ingen fra hans konsulatsår: 63. I samlingen Ad Familiares, Til Venner og Slægtninge, er der medtaget 90 breve til Cicero. Denne samling antages af mange at være udgivet af Tiro, Ciceros frigivne slave. I brevene til Atticus, hans forlægger og konsulent, hører vi ganske meget om tilblivelsen af Ciceros værker; dette har vi ingen antikke sidestykker til.


(4) For det fjerde er der de retoriske afhandlinger, hvoraf de vigtigste er dialogen De Oratore I-III (år 55), Brutus (46) og Orator (46). De rummer mange passager om romersk og græsk væsen og om romernes varetagelse af arven fra Hellas, fx denne fra De Oratore 3.137: ”Hos vore landsmænd kan man hente eksempler på mandig handlekraft (virtus), hos grækerne på videnskab og lærdom (doctrina).” Et hovedtema i disse rhetorica er foreneligheden af retorik og filosofi (mod Platon, som dog agtes højt), der tales endvidere om tilladeligheden af høj patos (mod atticisterne; især i Orator), og der tales indgående om de tre stilniveauer, lavt, middel og højt, som på passende vis skal afstemmes efter og tilordnes en tales tre opgaver, henholdsvis docére, informere/argumentere, delectáre, underholde, og movére, bringe i affekt. Denne lære om det passende – decorum – skal vi senere se Horats udfolde. 

Cicero teoretiserede arbejdet med taler i sine retoriske skrifter. Talen skulle ikke kun skrives, den skulle også fremføres. Til den del skulle stemmeføring og gestikulation gennemøves, og denne del af forberedelsen kaldes actio. Dette billede illustrerer således kun actio-delen. Billedet er fra Renæssancen (1483) og forestiller Cicero i færd med at tale på folkeforsamlingen i Rom. Typisk for renæssancebilleder fremstilles antikkens mænd helt anakronistisk i renæssancetøj. © Scanpix

De tre bøger De Oratore er en af Ciceros store præstationer, stadig uundværlig, hvis man vil forstå, hvor udfordrende en opfindelse retorik i grunden er. I De Oratore ”gik han langt ud over de snævre grænser, hans græske lærere havde afstukket: Det her opstillede ideal i form af talerens universelle, i særdeleshed filosofiske, dannelse er Ciceros ejendom.” (Eduard Norden). Og ideen med idealet er, at det dødsensfarlige våben retorik skal håndteres af samvittighedsfulde personer. I øvrigt har Gorgias’ elev, den græske retor Isokrates (436-338), spillet en rolle som inspiration for Ciceros retoriske dannelsesideal.


(5) Endelig skal vi nævne digtene, hvoraf mere end 800 linjer er bevaret. Mest omtalt var Ciceros to episke digte Om Mit Konsulat (fra 60) og Om Mine Egne Tider (57; beskrev den triumflignende hjemkomst fra eksilet). Et godt stykke af det første, altså De Consulatu Meo, er bevaret, fordi han citerer derfra i sit fine værk De Divinatione, Om Varsler og Spådomme, 1.17. Det var et panegyrisk – lovprisende – epos med fru Terentia foretagende ofre, med Musen Urania der tyder varsler om Catilinas sammensværgelse, osv. Cicero var glad for sine digte – en glæde, han var ret ene om (jf. i øvrigt 5.63 i Tusculanerne ). Fragmenterne af hans ungdomsdigte – alexandrinske, med mytologiske emner – viser ham som beslægtet med neoterikerne, ’modernisterne’, om hvem han ellers udtalte sig spydigt (se afsnittet om Catul). Hans hjerte lå hos ”fader Ennius”. Af Ciceros oversættelse af to astronomiske læredigte af Arat(os) har vi bevaret ikke færre end 581 heksametre (den græske original findes). Cicero var de skønt artikulerede og gennemrytmiske prosaperioders mester, og han fik også bragt skik på det daktyliske heksameter på latin; Lucrets’ heksameterteknik er gammeldags ved siden af Ciceros. Med sin nyordning af heksametret blev Cicero en forløber for de augustæiske digtere, ikke mindst Vergil.