Log ind
Leksika
Kunst og arkitektur
Forfatterleksikon
Kultur
Litterære begreber
Metodeleksikon
Mytologisk leksikon
Udvalgte værker

Om værkerne

Monografierne og Historiae

Ligesom Herodot og Thukydid skriver Sallust samtidshistorie. Når han, som i skriftet om Jugurtha, går tres år tilbage, er det ud fra en overbevisning om, at de behandlede begivenheder stadig har aktualitet, idet adelens hovmod stadig er et politisk problem. Men han mener, at første gang denne arrogance hos den herskende klasse vakte modstandere til kamp, just var under Den Jugurthinske Krig. Det, der ligger Sallust på sinde, er den moralske tydning af begivenhederne, mere end det er de nøgne kendsgerninger; og tydningens resultat skal vel at mærke fremstilles med kunst. 
Vi har bevaret hans to monografier Catilinas Sammensværgelse (hovedbegivenheden i 63 fremstilles som havende rødder tilbage i 66) og Krigen mod Jugurtha (i årene 111-105). Desuden har vi vigtige brudstykker af Sallusts Historiae, som i fem bøger, hvoraf den sidste forblev uafsluttet, dækkede perioden fra 78 (Sullas dødsår) til 67 (Sallust kom ikke længere) med fokus på krigene og de store personligheder og med geografiske ekskurser. 

Sallust skrev på Historiae lige til sin død. Da dette værk blev benyttet af den græske historiker Plutark i nogle af hans biografier, er det muligt at rekonstruere dele deraf ved hjælp af grækeren. Historiae øvede stor indflydelse i augustæisk tid; værket synes at være gået tabt o. 500. Catilina og Jugurtha er komponeret af en dramatisk begavelse med sikker sans for spænding og timing – og tilhørende løshed i kronologien. Disse værkers monografi-form er noget nyt i romersk historieskrivning, hvor man hidtil mest har skrevet årbøger, annales, en form, Sallust tager op i Historiae, hvor kronologien igen kommer ind i et mere sikkert år-for-år-skema. 

Mønt med portræt af Jugurtha, konge af Numidien i Nordvestafrika. Sallusts ene monografi handler om den romerske hærfører Marius' krig mod Jugurtha. © scanpix


Monografi: emnemæssigt koncentreret, spædende fortalt historie 

Spørgsmålet om den rette måde at fortælle historien på diskuteres ivrigt den dag i dag, så lad os se lidt nærmere på Sallusts nyskabelse. At Sallust skriver monografier, indebærer bl.a., at han modellerer begivenhederne til et drama. Både i Catilina og i Jugurtha er hændelserne, ligesom i et skuespil, grupperet omkring et lykkeomslag (en peripeti); og Lykken/Tilfældet spiller en hovedrolle. Vi skal senere se, hvordan også Tacitus formår at aftvinge romersk historie et maksimum af human interest. Et højdepunkt i så henseende er Tacitus’ skildring af år 64 e.v.t., også selv om den står i hans værk Årbøgerne; så forskellen mellem monografi og årbog udviskes, som tiden går.

I senrepublikansk tid søges og opnås der formal perfektion på en række litterære felter: Catul og de andre neoterikere i poesien, Cicero i kunstprosaen og Sallust med den historiske monografi.

Havesyge og herskersyge

I de historiefilosofiske udblik, Sallust indlægger i sine værker, er de store skurke havesyge, avaritia, og herskesyge og dominerelyst, lubido dominandi; disse to laster anskues som årsag til krig (Catilina 2 og 5ff.). Last nummer to må ikke misfortolkes: At ville være nummer et som person eller som stat, at ville udvide sit domæne, det betragter grækere og romere som naturligt og godt; det gale er at ville dominari, dvs. ophøje sig til herre, dominus, over alle andre, som så bliver rene slaver, servi. Denne forskel drøftes indgående, når Roms herredømme, dets imperialisme, kritiseres eller forsvares hos de antikke forfattere. Last nummer et, havesyge og griskhed, omtales igen og igen. Det drejer sig ikke om den form for velovervejet økonomisk imperialisme, som kapitalismens æra kender. Nej, som verden fik at se i skæbneåret 146, hvor hele to pragtbyer, Korinth og Karthago, blev jævnet med jorden, ytrer romernes avaritia sig som simpel plyndring og afpresning; den går ud på ”at ødelægge 99 % for at kunne stikke 1 % i pungen” (Giuseppe Torresin).

En personifikation af avaritia, havesyge. Billede fra 1593. © scanpix

Allerede i Sallusts samtid mente nogle, at det var småt med den moralske adkomst hos netop ham til at præke nøjsomhed, kyskhed og andre gamle romerdyder. På basis af ideen om sammenhængen mellem personlighed og stil – altså den ide, at man skriver og taler, som man inderst inde er – udtalte en samtidig litterat ved navn Pompejus Lenaeus, en af Pompejus’ frigivne, at Sallust var ”et monstrøst menneske i liv og skrift”, homo vita scriptis-que monstrosus

Dette tema varieres hos visse kristne forfattere og virker helt op i vor tids litteraturhistorier. Men det er et spørgsmål, om vi kan tillade os ganske at udelukke, at Sallust virkelig – som han antyder i fortalen til Jugurtha – havde vendt sin politikertilværelses ungdommelige udsvævelser ryggen, at hans fordømmende alvor er ægte, og at han står inde for sit Platon-inspirerede humanistiske manifest om åndens forrang for legemet (Jugurtha 2-3). Hvis Sallust virkelig brændte af iver efter at reformere samfundsmoralen, civitatis mores, forstår man bedre, at han foretog det langt fra selvfølgelige valg at skrive ligesom den største romerske moraldommer nogen sinde: Cato den Ældre (234-149), for dermed at finde ord, der var på højde med stoffet og budskabet. 

Problemet om forholdet mellem liv og lære hos en moraliserende forfatter genfindes i stor målestok hos bedømmerne af Seneca; også her begyndte beskyldningerne for dobbeltmoral i moralistens samtid (se Senecas egen Om Lykken og Tacitus Annales 13.42-43 ). Både i forbindelse med Sallust og med Seneca gik anklagerne på såvel pengebegær som hor. Penge og sex, money and love, hører jo nemlig sammen, både når tordentalere ser på menneskelivet, og når komediedigtere gør det. Hvad angår punktet herskesyge, som Sallust anbringer ved havesygens side, kan man inddrage Ciceros analyse ovenfor af tyrannen Dionysios (Tusculanerne 5.58). Herskesygen bliver gerne grusom, og treheden luxuria, avaritia, crudelitas, overdådighed, griskhed og grusomhed, står grækerne og romerne for øje (Cicero De Finibus 3.75, om Sulla). Og hos mange topper det hele i liderlighed og smovseri (jf. Sallust Catilina 13).

Romerne udslettede deres modstander Karthago i 146 f.v.t. ved fuldstændigt at smadre byen. På billedet ses den brændende by i baggrunden, mens Karthagos konge knæler for den romerske hærfører Scipio. © scanpix


Catilinas karakter, det paradoksale portræt

Som det fremgår af kapitlerne 5-16 , er det ikke 1970’ernes pædagoger, der først forklarede vores problemer med, at ”det hele er samfundets skyld”. Gangen i disse berømte kapitler er denne: Sallust begynder med en skildring af Catilinas karakter med dens mange paradokser: Hans krop og sjæl var formidabelt kraftfulde, men hans karakter (ingenium) slet og afsporet. Og denne slette moral hos individet ses så som en følge af samfundets moral, civitatis mores  (slutningen af kap. 5), hvorefter det bliver nødvendigt for historikeren Sallust at vise, hvordan romernes samfund (cívitas) og stat (res publica) har udviklet sig til det nuværende lavpunkt. Ved afslutningen af dette tilbageskuende vue over Roms vækst og forfald retter han så på ny blikket mod Catilina med disse ord: ”I et så stort, så fordærvet samfund (cívitas) …”  (begyndelsen af kap. 14). 

Samfundets moral virker i den enkelte på kompliceret vis; her kommer nemlig samvittigheden og skyldbevidstheden, under ét conscientia, ind. Sallust afslører stor indsigt i dennes virkemåde: Det der motiverede Catilina for kupforsøget, var hans dybe gæld i forening med dårlig samvittighed over de forbrydelser, han havde begået under Sullas diktatur; og både den økonomiske og den moralske skyld ”havde han forøget takket være de egenskaber”, Sallust lige har beskrevet i deres sammenhæng med romersk politik (kap. 5, jf. kap. 14). Faktisk antager Sallust, at Catilinas skyldfølelse over mordet på sønnen var den udløsende faktor for kupmageren (kap. 15). 

Også en anden romersk politiker skal vi se udsat for en sådan moralsk-psykologisk analyse af samvittigheden, nemlig Julius Cæsar hos Lukan  i hans epos om Borgerkrigen; men Lukan har en overordnet stoisk tolkningsramme at indsætte sine resultater i. Som det fremgår af slutningen af kapitel 15 om det urolige sind og den nervøse gang, deler Sallust antikkens betydelige viden om psyko-somatiske forhold; vi kan sammenligne med optakten til Juvenals 9. satire  om den forfaldne gigolo Nævolus.

Denne buste forestiller formentlig Sulla, den romerske statsmand og diktator. Catilina kæmpede for Sulla, der i 82 f.v.t. under borgerkrigen udnævnte sig selv til diktator. Busten er fra ca. 50-40 f.v.t. © scanpix


Sallust som cæsarianer

Sallust var cæsarianer, og det er et grundspørgsmål ved studiet af hans skrifter, om dette kan forenes med hans – thukydideiske – ønske om at skildre begivenhederne ”så sanddru som det er mig muligt”, quam veríssume pótero (bl.a. Catilina 4). Få steder lader dette sig bedre undersøge end stykke 50-55 fra monografien om Catilina, og som adskillige har læst som en pamflet mod Cato og for Cæsar. Men så enkel er Sallusts ideverden ikke: Hans værker er alle skrevet efter hans farvel til politikken, dvs. i hans livs sidste årti; han hævder med bestemthed, at ikke kun ”begivenhedernes skabere”, rerum auctores, men også ”begivenhedernes skildrere”, rerum scriptores, er samfundsgavnlige. Mindet om fortidens store nærer ilden i vort bryst og fordrer af os, hvis der ellers er noget ved os, at vi må stå mål med hine. Men det er ikke kun liv og lære, der skal passe sammen; det skal sprog og lære også. Sallust betoner da også vanskeligheden for historikeren ved at finde ord, der er på niveau med handlingerne, og som beskriver dem adækvat, hvortil kommer, at læsere i en moralsk forfaldsperiode som den nuværende – sådan betragter han jo sin samtid – vil tro, det er løgn og digt, når de får præsenteret de lysende helte fra gamle dage. Herom skriver han især i Catilina 3 og Jugurtha 4.

Sådan er nu det syn på ord og gerning, ånd og hånd, fred og krig, før og nu, ideal og virkelighed, der styrer Sallusts tankebaner. Kulturelt, sprogligt, moralsk er han konservativ, politisk er han progressiv, dog ikke ”progressiv” på den måde, at han gik ind for Catilinas omvæltning. Der er kulturkonservativt tankegods hos Sallust, men også liberalistisk (se især Catilina 7) .

Sallust til højre samme med sin kollega i historieskrivningen, Livius. Træsnit fra 1537. © scanpix


Frygt for en fjende er sund


Fordærvets forløb ser han på omtrent denne måde: Først levede menneskene i en guldalder, hvor ret og godhed gav sig selv. Ægte romersk moral blomstrede mellem Anden og Tredje Puniske Krig, dvs. i første halvdel af 100-tallet; da holdtes gejsten oppe af frygt for fjenden (metus hostílis, Jugurtha 41.2). Første indsnit ligger ved Karthagos ødelæggelse i 146, herefter blev stormagten sig selv for stor. Den af sig selv truede verdensmagt – i deres overvejelser herom tænker romerne på en gang biologisk og moralsk: Ligesom forvoksede organismer, fx træer og dyr, tynges Rom ned af sin egen vægt; en prægnant formel herfor lyder nec se Roma ferens, og Rom der ikke kan bære sig selv oppe (Lukan 1.72 i sin analyse af borgerkrigens årsager). Ved siden af denne biologisk orienterede ide står en moralsk: Det er fatalt for Rom, hvis der ikke er nogen til at indgive denne stat stor og varig frygt. Så vidt Karthagos udslettelse i 146 og denne triumfs bidrag til nedgangen. Det absolutte lavpunkt betegnes imidlertid af Sullas diktatur. 


Roms tre fatale faser

I årene forud for 63 opstår der en ny krise med Catilina, som jo står på skuldrene af Sulla. Dette er altså de tre fatale trin ned: Karthagos udslettelse, Sullas tyranni, Catilinas undergravende aktiviteter. Det er i øvrigt værd at notere, at Sallust i sit sidste værk, Historiae, tilsyneladende har opgivet troen på en oprindelig Guldalder med gode mennesker; nu mener han, at det hele begyndte, ikke med urkommunistiske idyller og arbejdsfrie utopier, men med den stærkeres ret, af hvilken grund mennesker må tugtes strengt.

De tre fatale faser: 

  • Karthagos udslettelse.
  • Sullas tyranni.
  • Catilinas undergravende aktiviteter.
    Den romerske statsmand Cato d. ældre var en varm fortaler for krigen mod Karthago. Han skulle efter sigende have afsluttet alle sine taler med "I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges." © scanpix

    Det er ikke Sallust, der som den første har begrundet det synspunkt, at det er farligt for en supermagt at være den eneste. Punktet Karthagos eventuelle ødelæggelse blev i sin tid diskuteret indgående i det romerske senat. Den gammeldags konservative aristokrat Scipio Nasíca erklærede sig allerede i 152 som modstander af krig mod Karthago, dels fordi det var i overensstemmelse med forfædrenes skik at vise de besejrede mildhed, dels fordi Rom behøvede rivaler og skræmmebilleder; ellers ville luksus og slaphed snart undergrave staten (historikeren Diodorus Siculus 32.2-4). Af disse diskussioner hos de romerske imperiebyggere om ”vores frygt for fjenden” versus ”fjendens frygt for os” er der ekkoer i Cæsars og Catos taler .